Dansk anerkendelse af det armenske folkedrab

Folkedrab er en alvorlig sag. Det gælder selve handlingen, som hører til de alvorligste forbrydelser mod menneskeheden. Men det gælder også eftertidens holdning til den historiske begivenhed. Rækken af folkedrab er lang, men folkedrab er desværre ikke kun et fænomen, som hører til en en barbarisk fortid. Lige nu foregår der sandsynligvis også folkedrag i borgerkrigen i Syrien. Det måske største og under alle omstændigheder det mest kendte folkedrab er holocaust; de fleste historikere er enige om, at der var tale om et folkemord, hvor Hitlers Tyskland dræbte omkring 6 mio. jøder. I dag den 24. april mindes vi 100-året for begyndelsen på det, som de fleste historikere er enige om var et folkemord, nemlig det armenske folkemord, hvor det osmanniske rige var skyld i omkring 1,5 mio. kristne armeneres død. Et folkemord, som det internationale samfund ikke kunne eller ville straffe de skyldige for, og som måske var med til at inspirere Hitler til at gennemføre sit folkemord på jøderne.

Holdningen til de folkemord, som historikerne stort set er enige om at fastslå har fundet sted, er imidlertid ofte politisk set et meget sensitivt emne. De politiske holdninger kan spænde fra, at det er ulovligt at anerkende et bestemt folkemord, til, at det er ulovligt at benægte et bestemt folkemord. I Tyrkiet er forfattere blevet kastet i fængsel for offentligt at have anerkendt, at den moderne tyrkiske stat blev opbygget bl.a. på baggrund det osmanniske riges folkemord på sine armenske borgere. Så sent som i 2005 blev det i straffelovens art. 301 slået fast, at ”Enhver tyrkisk person, som udtrykkeligt fornærmer republikken eller parlamentet, skal straffes med fængsel fra seks måneder til tre år.” Og anerkendelse af det armenske folkemord tolkes som en fornærmelse mod staten.I en række europæiske lande er offentlig holocaust-benægtelse en strafbar handling. I lande som Belgien og Frankrig kan Holocaust-benægtelse straffes med op til 1 års fængsel.

Når det fx gælder det armenske folkemord, er der nogle lande, hvis parlamenter eller regeringer officielt har anerkendt folkemordet – senest fx Tyskland – mens andre lande har afvist officielt at anerkende det armenske folkemord – og det gælder fx Danmark.

Hvorfor vil regeringen og folketingsflertallet ikke officielt anerkende det armenske folkemord? Er det, fordi man er i tvivl om, hvorvidt der egentlig blev begået et folkemord? Udenrigsminister Lidegaard forklarer det med, at regeringens holdning er, ”at det bør overlades til historikerne at besvare spørgsmålet om, hvad der faktisk skete, og hvorvidt begivenhederne i 1915 med rette kan betegnes som folkemord”. Udenrigsministeren har ret i, at der er forskellige tolkninger af, hvad der skete i den del af det osmanniske rige i 1915, som i dag er en del af Tyrkiet. Siden grundlæggelsen af det moderne Tyrkiet har den officielle tyrkiske holdning været den, at der ikke var tale om et folkedrag, men en borgerkrig, som armenerne var medskyldige i ved at kræve selvstændighed og ved at være illoyale mod det osmanniske rige i begyndelsen af første verdenskrig. Det er nok ikke den tolkning af historien, som udenrigsministeren læner sig opad, men for at få besvaret ” spørgsmålet om, hvad der faktisk skete, og hvorvidt begivenhederne i 1915 med rette kan betegnes som folkemord”, kunne politikeren Martin Lidegaard passende spørge historikeren Bo Lidegaard – eller en hvilken som helst anden seriøs dansk faghistoriker – og der få forklaret, at der historisk set vitterligt var tale om et folkemord.

Afvisningen af en officiel anerkendelse af det armenske folkemord kunne også forstås sådan, at vi i Danmark ikke har tradition for i folketinget at forholde sig til historiske begivenheder og træffe beslutninger om dem. Og det er nok rigtigt. Folketinget har vist aldrig vedtaget en anerkendelse af Nazi-Tysklands folkemord på jøderne. Men indirekte har både regering og politikere anerkendt dette folkemord, som jo også var en hovedbegrundelse for etableringen af Israel efter anden verdenskrig. Hvis regeringen ikke ville forelægge et beslutningsforslag i folketinget ang. anerkendelse af det armenske folkemord, så kunne fx udenrigsministeren i stedet vælge at sige det helt selvfølgelige, nemlig at der har været tale om et folkemord, sådan som historikerne til fulde har vist.

Når regeringen og flertallet i folketinget afviser officielt at anerkende det armenske folkemord, hænger det nok snarere sammen med, at vi i udenrigspolitikken også på dette område lægger os i slipstrømmen af USA. Tyrkiet er – set med amerikanske øjne, og her tager vore politiske ledere åbenbart de amerikanske briller på – en vigtig aktør i den internationale politik. Vi har fulgt USA i krig i Afghanistan, Irak og Libyen, og her følger vi så også USA’s bestræbelser for ikke at støde en af sine vigtige allierede i Mellemøsten og dermed støde denne allierede fra sig. Det er en småstats realpolitk, og lad os kalde det, som det er, og ikke begynde at besmykke det med mere principielle eller ideelle motiver.

Når den danske stats politiske ledere ikke vurderer, at det er i Danmarks realpolitiskeinteresse at anerkende det armenske folkemord, så er der så meget desto mere grund til, at det folkelige – inkl. det kirkelige – Danmark sender det klarest mulige signal til både tyrkere og armenere, at vi naturligvis anerkender det armenske folkemord (lige som vi naturligvis også anerkender det jødiske folkemord), og at vi vil blive ved med at minde Tyrkiet om, at det vil være både i tyrkernes og armenernes interesse, at Tyrkiet officielt ser sandheden i øjnene og anerkender, at der i det osmanniske riges sidste dage blev begået en alvorlig forbrydelse mod rigets kristne armenske borgere.

Odense, fredag, den 24. april 2014
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 28. april 2015 - 13:38

    Kære Mogens.

    Tak for endnu et seriøst, detaljeret og perspektivrigt indlæg – der giver et umiddelbart klart og letforståeligt billede af de sociale mekanismer, der influerer på den problemstilling, du beskriver.

    Et overgreb stopper først når det har fået officiel status / anerkendelse af at være et overgreb. For det er først på det tidspunkt, der bliver dannet et nyt forudsætningsgrundlag, der kan bruges til at sætte mennesker fri af overgrebet. Ellers fortsætter overgrebet i de videre kollektive kulturelle forandringsprocesser.

    Og den mekanisme gør sig gældende uanset hvilke former for overgreb der er tale om. Både i stor og mindre målestok – på det internationale og nationale plan.

    Og det fælles vurderingsgrundlag er altid historikken. Det der skete. Resten er fortolkninger og holdninger.

    Den politiske verdens håndtering af moralske og etiske problemstillinger er nødvendigvis ikke særlig konsekvente. Den politiske verden indgår i et taktisk magtspil af lobbyvirksomhed og presseopmærksomhed. Så de flyder med i de magtspil, alt efter hvad vej vinden blæser.

    Og ja – fra kristen side både kan og bør man blande sig i den politiske verdens beslutninger, når det gælder menneskelig etiske og moralske spørgsmål. Jeg mener ikke man bør blande sig i magtspillet, men derimod holde sig uden for det, og i stedet forholde sig til det menneskelig etiske og moralske aspekt, der nogen gange bliver tilsidesat i den politiske verdens fokusering på magtspillet.

    Venlig hilsen Ulla…

  1. Et overgreb stopper først – når det har opnået officiel status af et overgreb | Ullas Vinkler...
  2. Et overgreb stopper først – når det har opnået officiel status af et overgreb « Pædagogik, Struktur & Ledelse…
  3. Samfundet på tværs…» Blog Archive » Et overgreb stopper først – når det har opnået officiel status af et overgreb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: