Har vi i Vesten en medansvar for flygtningestrømmene?

I perioden 1. Januar til 21. april har Italien modtaget ca. 24.000 flygtninge, og det forventes, at det samlede antal flygtninge i år vil blive over 200.000 (mod 170.000 i 2014 og 40.000 i 2013). De allerfleste er flygtet i både over Middelhavet, og ca. 90% af disse bådflygtninge sejlede ud fra Libyen. For nylig druknede omkring 800 flygtninge i et enkelt forlis, og i 2014 skønnes det, at mindst 3.500 døde undervejs over havet.

Har vi i Vesten et medansvar for denne flygtningestrøm (og også for de af flygtningene, som omkommer undervejs) over Middelhavet til Italien? Tja, man kan selvfølgelig sige, at ansvaret ligger hos de menneskesmuglere, som mod en klækkelig betaling forestår transporten. Man kunne også sige, at den enkelte flygtning selv er ansvarlig for sine handlinger. Og man kunne sige, at Libyen har et ansvar for at tillade denne trafik af mennesker … eller kan man? Mens Gaddafi var ved magten i Libyen, blev denne trafik forhindret, men da Gaddafis styre ved Vestens – inkl. Danmarks – mellemkomst blev væltet, blev et undertrykkende diktatur afløst af et næsten totalt kaos, som gjorde det muligt for menneskesmuglere at sende talrige både med flygtninge over Middelhavet.

Hvem er det, der sætter deres liv på spil i forsøget på at slippe over Middelhavet til Italien? En undersøgelse fra 2015 viste, at knap 1/3 var flygtninge fra Syrien. De lande, som i de senere år har ’produceret’ flest nye flygtninge og internt fordrevne, er bl.a. Syrien, Iraq og Afghanistan.

For at undslippe volden i den syriske borgerkrig har mere en 3,5 mio syriske flygtninge flygtet fra Syrien til Tyrkiet, Libanon, Jordan og en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Som følge af de seneste mange års krige er flere mio irakere flygtet ud af landet og sandsynligvis er der i dag op imod et par mio. internt fordrevne irakere. De sidste tre årtiers krige i Afghanistan drev omkring 3 mio. afghanere på flugt og gjorde godt 400.000 til internt fordrevne. De allerfleste af disse flygtninge bliver i nærområdet, men nogle når til Europa – og også til Danmark – bla. via menneskesmuglere over Middelhavet til Italien.

Har vi i Vesten et medansvar, at millioner af mennesker i disse år drives på flugt fra lande som Syrien, Irak og Afghanistan, og nogle bogstaveligt talt skyller op på Europas middelhavskyst? Det, der er fælles for disse tre lande, er, at Vesten er dybt involveret i krigene/borgerkrigene i disse lande. Uanset hvor ideelle motiver, man måtte have haft i retning af fx at erstatte diktatur med demokrati, så har vi fx i Irak været med til at skabe det politiske og militære kaos, som landets befolkning nu lider under. Heller ikke i Afghanistan har den militære indsats ført til fredelige og stabile forhold. Og spørgsmålet er, om Vestens bombninger i Syrien bidrager til at løse konflikten?

Uden at tage stilling til, om det var rigtigt af Vestmagterne at engagere sig militært i Syrien, Irak og Afghanistan, så er det altså ikke til at komme uden om, at Vestmagterne har et stort medansvar for den situation, disse lande nu befinder sig i, og dermed også et stort medansvar for, at millioner af syrere, irakere og afghanere er blevet drevet på flugt. Det betyder ikke, at ikke også en række andre aktører har et stort medansvar for den udvikling, der har sendt så mange millioner på flugt.

Har vi i Vesten en medansvar for flygtningestrømmene fra bl.a. Syrien, Irak og Afghanistan? Svaret er et ubetinget ja! Vestens respons på flygtningestrømmene burde derfor dybest set handle om om, at vi må tage ansvar for konsekvenserne af vore egne handlinger og dermed vedkende os vort medansvar for, at millioner af mennesker er blevet drevet på flugt. Alene af den grund har vi i vesten et stort medansvar for at bidrage til løsning af flygtningeproblemet.

Christiansfeld, lørdag, den 25. april 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ulla Thorup Nielsen on 7. maj 2015 - 17:09

    Kære Mogens.

    Ja, det er jo endnu en af de komplekse problematikker, hvor det er svært at komme med et standardsvar. For der er ikke rigtigt nogen fortilfælde at sammenligne med, og der kommer heller ikke nogen efter, som man kan måle med. Det eneste, der er at forholde sig til, er sammenhængen mellem årsag, virkning og konsekvenser.

    Da man som udgangspunkt valgte at gribe militært ind, så var den oprindelige intention, at sætte en stopper for en form for intern uro og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper.

    Men et drastisk indgreb i et samfunds organisationsform / styre, vil altid medføre et organisatorisk kaos, der efterfølgende har brug for at genfinde en ny form for stabilitet. Og her har man fra de vestlige demokratiers side efterfølgende opfattet en demokratiseringsproces, som det der skulle kunne skabe en ny form for stabilitet. Men det er ikke det, der er sket.

    Vi kan også vende blikket mod den tidligere kommunistiske østblok, hvor en demokratisering heller ikke har skabt fredeligere vilkår. Der har man fået en andet problem i form af den østeuropæiske mafia, der, så vidt jeg ved, er ret kynisk og brutal, og blandt andet også er involveret i illegal menneskehandel indenfor prostitutionsområdet. Det problem eksisterede ikke i de tidligere totalitære kommunistiske regimer.

    Og hvilken form for undertrykkelse er så bedst? Den oprindelige? Eller den der er opstået i det efterfølgende kaos, da de oprindelige styrer faldt? Pest eller kolera?

    Jeg tror, at man skal passe på med, at være alt for fokuseret på demokratisering, som et redskab til at skabe stabilitet og stoppe undertrykkelse af forskellige befolkningsgrupper.

    Et repræsentativt demokrati er nødvendigvis ikke en garant for, at der ikke forekommer undertrykkelse af forskellige mindretal. Et repræsentativt demokrati kan også være en form for flertalsdiktatur.

    Det, der fra international side kan legitimere en eller anden form for indgriben i andre landes interne anliggender, må til enhver tid være en etisk humanisering med udgangspunkt punkt i de humanitære menneskerettigheder, der stopper og forebygger overgreb og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper. Mens redskabet til en etisk humanisering nødvendigt ikke er en organisatorisk demokratisering. For det er ikke det, der sker.

    Venlig hilsen Ulla…

  1. Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft? | Ullas Vinkler...
  2. Samfundet på tværs…» Blog Archive » Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft?
  3. Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft? « Pædagogik, Struktur & Ledelse…
  4. Global humanisering, sammenhængskraft og fred? | Ullas Vinkler...

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: