Københavns bybusser og Israels særstatus

I denne uge besluttede Movia, efter at have modtaget en række protester, at fjerne et banner fra busserne i København. Banneret, der er betalt af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, havde teksten ”Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien.” Movias begrundelse for denne usædvanlige fremgangsmåde, er at ”Movia har vurderet reklamens indhold og budskab og finder, at kampagnen blandt andet virker unødigt stødende.” Movia er ikke et lille privat busfirma, der måske kan gøre som det lyster, men er Danmarks største trafikselskab, der finansieres og drives af Region Hovedstaden, Region Sjælland og kommunerne i de to regioner efter lovbestemte regler. Havde det handlet om boykot af franske vine i forbindelse med atomprøvesprængninger e.l., ville Movia sikkert ikke drømme om at fjerne banneret. Men Israel har en særstatus, som også viser sig igen og igen i international politik.

Israels særstatus viser sig for det første derved, at det i dag er lykkedes at etablere en sådan kobling i mange folks bevidsthed mellem staten Israel og den etno-religiøse gruppe, som jøderne udgør (og hvoraf flertallet bor uden for Israel), at kritik af staten Israels adfærd ofte udlægges som et skjult angreb på jøderne, altså som antisemitisme.. Det gælder også den kritik af Israel, der tager sit udgangspunkt i Israels ret til at eksistere som en selvstændig stat.Og det betyder naturligvis også, at den antizionisme, som bl.a. findes i arabiske og andre muslimske lande, udlægges som antisemitisme.

Israels særstatus viser sig for det andet i forholdet til historien. Zionismen, der som jødisk nationalisme egentlig var en pendant til de øvrige nationalisme, som opstod i det 19. århundrede, argumenterer med, at det jødiske folk har ret til hele eller dele af Palæstina, fordi området tilhørte jøderne indtil de i det 1. århundrede blev fordrevet derfra. Normalt vil man have svært ved at tage krav på land, der går op imod 2000 år tilbage, alvorligt, men det historiske krav underbygges med et religiøst argument, nemlig at Gud for 3-4000 år siden havde lovet dette land til folket Israel. Denne historie om Israel som Guds udvalgte folk bruges så til at retfærdiggøre, at Israel har (gen)erobret og er i fuld gang med at kolonisere Vestbredden, der omtales som Judæa og Samaria, og Østjerusalem.

Et tredje og meget stærkt element i Israels særstatus er den dåbsgave det moderne Israel fik, da det blev født, eller måske snarere genfødt i 1948. Baggrunden for FNs beslutning om at oprette staten Israel var, som alle ved, holocaust, der kostede 6 mio. jøder livet. Nu skulle jøderne omsider igen have et sikkert hjemland. Det var alle enige om den gang, og det er de fleste også enige om i dag. Jødernes tragiske skæbne i Nazi-Tyskland har med god grund givet jøderne en offerstatus, men denne offerstatus bruges i dag som en ”skudsikker vest”, der gør staten Israel immun over for kritik af dets adfærd.

For det fjerde er Israel en demokratisk retsstat på linje med vestlige lande midt i et Mellemøsten, hvor demokrati og retsstat har trange kår. Når der rejses kritik af staten Israels adfærd fx over for palæstinenserne, så affærdiges kritikken ofte med en henvisning til, at demokratiet og retsstaten har endnu værre kår i de andre lande i Mellemøsten.

Endelig indskrives Israels konflikt med palæstinensere og andre arabere i den globale civilisationskonflikt. Her står kampen ifl. denne udbredte opfattelse mellem en jødisk-kristen civilisation og en islamisk civilisation, hvis man da er parat til at gå så langt som til at kalde den islamiske verden for en civilisation. Derfor må vi i Vesten under alle omstændigheder støtte Israel i alt, hvad denne stat foretager sig, fordi Israel er en vigtig brik i dette ”clash of civilizations”.

På grund af denne enestående særstatus for staten Israel, så kører busserne i København i disse dage rundt uden bannere, der kritiserer Israel. Derfor tror jeg også, at Movias ledere – og mange med dem – vil sige, at de har en ren samvittighed. De vil naturligvis ikke støde buspassagerne eller andre københavnere ved at kritisere køb af produkter fra israelske bosættelser eller investeringer i bosættelsesindustrien.

Århus, lørdag, den 2. maj 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Svend Jespersen on 2. maj 2015 - 20:07

    Ak ja, hvor er det synd for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Nu kan de og deres støtter ikke en gang få lov til at fremvise deres fredelige og uskyldsrene hænder længere på Movias busser. Gad vidst om de hænder er blevet vasket med den samme sæbe som de hænder, der usandfærdigt på foreningens Facebookside skriver, at DF og Dansk Zionistforbund begge er modstandere af en tostatsløsning?

    I mellemtiden kan DPV og deres venner glæde sig over den palæstinensiske mangfoldighed af hæderlige, ukorrupte, pragmatiske og fredselskende realpolitikere, som alle kæmper for den samme sag. Kan man kalde dem palæstinensernes dåbsgave?

    Og samtidig kan palæstinensiske mødre med stolthed fortsætte med at fremvise fremtidens nye generation af glorværdige shaheeder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: