Præstegårdsidyl?

For en menighedsrådsformand er det meget oplysende at læse referatet fra præsteforeningens nyligt afholdte repræsentantskabsmøde for der at få præsters perspektiv på lønform, præstemangel og præsterekruttering, arbejdsmiljø og præstens arbejdsplads. Om sidstnævnte problemstilling var der oplæg om ”Klare regler om tjenesteboligens arealer” og ”Klare regler om kontor og tjenestebolig. Om det første emne er Hans Havelund fra Haderslev Stift citeret for at sige, at ”Der er hvert år et par sager, fortalte han, hvor der er brugt millioner eller halve millioner på renovering af præstegården, og menighedsrådet ikke vil bruge flere penge og beder præsten om selv at ordne haven”. Og i debatten berettede Inger Margrethe Andersen om, at hun ”besøger 40 præstegårde om året som vurderingskvinde. Reglerne kan være meget gode, men, som hun sagde, det kræver, at de bliver overholdt. Der er eksempler i Aalborg Stift på, at menighedsråd ikke vil betale for at anlægge en have. Hun nævnte, at hvis man vil ”ramme præsten”, fordi man er stædig er dumstædig eller på anden måde har et mindre optimalt forhold, kan man altid ramme præsten på boligen, og det gør man” (Præsteforeningens Blad 28-29, den 10. juli 2015).

Der er ingen tvivl om, at der er i præstekredse frustrationer omkring menighedsrådenes forvaltning af præstegårdene. Og på samme måde er jeg overbevist om, at der i mange menighedsråd er en tilsvarende frustration omkring varetagelsen af ansvaret for præsternes tjenestebolig. For det er jo det, der er tale om. Præsterne er tjenestemænd, der (i de fleste tilfælde) har bopælspligt, og dermed er præstegården deres tjenestebolig. Det er imidlertid paradoksalt, at når først en præst – efter indstilling af menighedsrådet – er blevet ansat i sit embede, så sorterer alle forhold vedrørende præstens embedsførelse alene under kirkeministerium, biskop og provst, med én undtagelse, nemlig præstens embedsbolig, hvis vedligeholdelse påhviler menighedsåret (efter de til enhver tid gældende regler).

De frustrationer, som fra tid til anden luftes både fra præsters og menighedsråds side, kunne tyde på, at det ikke er en hensigtsmæssig ordning. Det uhensigtsmæssige i ordningen er efter min ydmyge mening bl.a. flg.:

  1. Det er ikke givet, at der i ethvert menighedsråd er den fornødne kompetence til stede til at varetage denne opgave på forsvarlig vis. Den manglende kompetence kunne få uheldige konsekvenser både for lejerne (præsterne) og for kirkens økonomi.
  2. Der er – alle regulativer og tilsynsordninger til trods – en overhængende fare for, at præster i forskellige sogne ikke oplever en blot tilnærmelsesvis ligebehandling på dette område.
  3. Det er uhensigtsmæssigt – for ikke at sige grænseoverskridende – at det er medlemmer af præstens menighed(sråd), der skal vandre rundt i hans eller hendes bolig for at besigtige boligens stand og tage stilling til, hvad der skal gøres.
  4. Er der tale om et flersognspastorat, kompliceres opgaven af, at menighedsrådene i så fald skal etablere et fælles præstegårdsudvalg, der på vegne af alle menighedsrådene – og med løbende godkendelser i menighedsrådene – skal varetage opgaven.
  5. Den tid, det tager for et menighedsråd at agere udlejer/vicevært for præsterne mht. deres embedsboliger kunne menighedsrådet med fordel bruge på at arbejde med kirkens liv og vækst.
  6. Menighedsrådets selvstændighed er i forvejen meget begrænset, da det jo er provstiet, som i sidste endte træffer beslutning om at godkende større udgifter til vedligeholdelse af præstegårdene.
  7. Forholdet mellem udlejer/vicevært og lejer er kan i alle sammenhænge let føre til konflikter, men der er egentlig ingen grund til, at vi i folkekirken indretter os således, at sådanne konflikter føres ind i menighedsrådet som en konflikt mellem præster og de valgt medlemmer af menighedsrådet – til skade for det helt nødvendige samarbejde mellem præst og menighed(sråd). Det ville derimod være langt mindre skadeligt for kirkelivet i folkekirken, at der evt. kørte konflikter mellem en præster og ejendomsadministratorer og et ejendomsudvalg i provstierne.

Derfor ville det sandsynligvis fremme idyllen i og omkring folkekirkens præstegårde, hvis ansvaret for forvaltningen af præstegårdene og deres løbende vedligeholdelse snarest muligt blev overdraget fra menighedsrådene til provstierne.

Christiansfeld, onsdag, den 15. juli 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen-Bolette Berg on 15. juli 2015 - 19:52

    Kære Mogens.
    Tusind tak for dit indlæg.
    Jeg tror, at mange præster og menighedsråd vil være helt enige med dig, både i beskrivelsen af problemerne og i dit løsningsforslag: at lægge ejendomsadministrationen op på provstiplan (eller stiftsplan ,det kunne måske være bedre mht. professionalisme, fordi der dér er en større gruppe ansatte, inkl. jurister, end i provstiet).
    Måske skulle Landsforeningen af menighedsråd have mulighed for at læse dine synspunkter? Hvad med at sende det til bladet?
    Jeg bor ikke i tjenestebolig mere, men gjorde som præstebarn, og har også gjort det 9 år i et landsogn. Og selv om det gik nok så godt, så syntes jeg, at præstegårdssynet var en krænkelse af mit privatliv.
    Nogle menighedsråd beder præsterne om at forlade lokalet, når præsteboligen skal diskuteres, og selv om det måske er helt lovmedholdeligt, er det efter min mening en uskik.
    Vh Karen-Bolette

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: