Torben Bramming, Kenan Malik og biskoppens tværreligiøse dialog

Torben Bramming påstår i en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, at ”Den tværreligiøse dialog opdeler samfundet”. Bramming spørger ”hvorfor er denne gode vilje så kontraproduktiv?” og svarer selv: ”Det er den, fordi denne multikulturelle form for religiøs dialog fastholder individerne i bestemte religiøse/etniske grupper, som man så betragter som en virkelig størrelse, hvis talerør man er.” Som argument for denne teori henviser Bramming til en artikel af den indisk-britiske forfatter Kenan Malik i marts/april nummeret i år af Foreign Affairs med titlen ”The failure of multiculturalism”.

Bramming skal have stor tak for at henvise til denne interessante artikel, som jeg her skal referere. Malik minder for det første om, at debatten om det multikulturelle er blevet skævvredet af en manglende skelnen mellem de forskellige betydninger af ordet multikulturel. Det henviser både til en beskrivelse (description) af et samfund og en recept (prescription) for at forholde sig til den virkelighed, altså der er dels tale om en empirisk, dels en normativ betydning af ordet.

De fleste er i dag enige om, at Europa empirisk set er multikulturelt, men spørgsmålet er, om det nutidige Europa er præget af større mangfoldighed end fx det 19. Århundredes Europa. Faktum er imidlertid, at Europæeres perception af Europa er, at Europa er blevet mere præget af forskellighed. Det hænger ifl. Malik sammen med den måde, man definerer samfundsmæssig forskellighed på. For halvandet århundrede siden var klassespørgsmålet en langt vigtigere ramme for forståelse af samfundsmæssige interaktioner. Da var fokus ikke på hverken racemæssige eller kulturelle forskelle, men på klasseforskellene, og frygten for fremmede knyttet hertil.

I løbet af de seneste årtier har klassespørgsmålet imidlertid mistet betydning i Europa, både som en politisk kategori og som en markør for samfundsmæssige identitet. Samtidig er kultur i stigende grad blevet et vigtigt medium, hvorigennem folk opfatter samfundsmæssige forskelle. Som et resultat heraf er europæere begyndt at se sig selv og deres samfundsmæssige tilhørsforhold på en anden måde. Nu definere de ikke deres samfundsmæssige solidaritet i politiske eller klassemæssige termer, men snarere ud fra etnicitet, kultur og tro.
Multikulturelle politikker accepterer som en given ting, at samfund er mangfoldige, men de ser kun mangfoldigheden mellem grupper, og ser fx ikke mangfoldigheden inden for de forskellige minoritetssamfund. Derimod søger de at institutionalisere mangfoldigheden ved at placere folk i etniske og kulturelle bokse – fx i et enkelt homogent muslimsk samfund – og så definere de deres behov og rettigheder i overensstemmelse hermed, skriver Malik. Og det er sådanne politikker, som har bidraget til at skabe de splittelser, som de egentlig skulle have været med til at råde bod på.

I den forbindelse afliver Malik den fremherskende myte i europæisk politik, at regeringer indførte multikulturelle politikker, fordi minoriteter ønskede at hævde deres forskelle. Her gennemgår han udviklingen bl.a. i Storbritannien og Tyskland.

Da et stort antal immigranter fra Karibien, Indien og Pakistan kom til Storbritanien i slutningen af 1940’erne og 50’erne for at løse problemet med mangel på arbejdskraft, frygtede regeringen, at det ville underminere landets identitetsfølelse. Men immigranterne selv var sjældent optaget af at bevare deres kulturelle forskellighed, og de betragtede i almindelighed ikke kultur som et politisk spørgsmål. Det, der bekymrede dem, var ikke et ønske om at blive behandlet anderledes, men det faktum, at de blev behandlet anderledes. Det var racisme og ulighed – ikke religion og etnicitet – som udgjorde deres største bekymring. Og det førte til sociale uroligheder, som foruroligede regeringen. Her indså regeringen såe, at medmindre minoritetssamfundene blev givet en politiske aktie i systemet, så ville spændingerne fortsætte og true stabiliteten i byerne.

Det var i denne kontekst, at de multikulturelle politikker opstod. Både på statsligt og lokalt niveau udviklede man en strategi for at inddrage disse immigrantsamfund i de almindelige politiske processer ved at udpege særlige organisationer eller samfundsledere, som skulle repræsentere deres interesser. Denne tilgang betød, at man redefinerede forståelsen af racisme og lighed. Racisme betød ikke længere simpelthen en benægtelse af lige rettigheder, men også en benægtelse af retten til at være forskellig. Og lighed betød ikke længere, at man havde de samme rettigheder på tværs af race, etnicitet, kultur og tro, men indebar en hævdelse af forskellige rettigheder netop på grund af disse. Denne multikulturelle politik førte med sig, at folk blev bundet tættere til særlige kulturelle identiteter og kulturelle samfund, og dermed lagde man grunden til konflikter mellem forskellige kulturelle grupper.

Baggrunden for Tysklands multikulturelle politikker var anderledes. Også Tyskland havde brug for arbejdskraft, som importeredes fra landene omkring Middelhavet, især Tyrkiet. Immigranterne blev betragtet som gæstearbejdere, der forventedes at rejse hjem igen, når man ikke længere havde brug for deres tjeneste. Af forskellige årsager blev disse gæstearbejdere, især tyrkere, i Tyskland, men den tyske stat forsatte med at behandle dem som outsiders og at nægte dem statsborgerskab. Tysk statsborgerskab var indtil fornylig baseret på princippet om jus sanguinis, som indebar, at man kun kunne blive tysk statsborger, hvis ens forældre var det. Dermed udelukkedes ikke blot første-generations immigranterne, men også deres børn født i Tyskland fra at blive tyske statsborgere. I 1999 lempedes vilkårene for statsborgerskab, men stadigvæk er det kun lykkedes 800.000 ud af de 3 mio med tyrkisk baggrund at få tysk statsborgerskab.

I stedet for at byde immigranter velkommen som ligemænd søgte de tyske politikere at håndtere det såkaldte tyrkiske problem gennem en multikulturel politik. Allerede i 1980’erne opmuntrede regeringen tyrkiske immigranter til at bevare deres egen kultur, deres eget sprog og deres egen livsstil. Denne politik var ikke så meget et udtryk for respekt for forskellighed som den var en bekvem metode til at udgå at forholde sig til spørgsmålet om, hvordan man kunne skabe en fælles inklusiv kultur. Og resultatet var fremvæksten af parallelle samfund. Samtidig med at Tysklands multikulturelle politik i praksis opmuntrede tyrkerne til at holde afstand til det tyske samfund, har de ført til, at tyskere betragter tyrkisk kulture med en voksende fjendskab, og at forståelsen af, hvad det vil sige at være tysker, i mange kredse er blevet defineret i modsætning til det ekskluderede immigrantsamfunds værdier og religion.

I dag taler man i mange lande om ’det muslimske samfund’, men det er i virkeligheden et helt nyt begreb. Det var først i slutningen af 1980’erne, at immigranter i Europa begyndte at tænke om sig selv, at de tilhørte noget sådant. Det var ikke, fordi de den gang var ganske få, for der var rigtig mange i både Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Årsagerne til denne udvikling er komplekse. Malik peger på, at de traditionelle højre-venstre orienteringer i politik blev erstattet af identitetspolitik, og at den iranske revolution i 1979 og krigen i Bosnien i begyndelsen af 90érne havde en indvirkning – men også at regeringernes multikulturelle politikker spillede en rolle. Og her understreger Malik, at gruppeidentiteter ikke ar naturlige kategorier, men at de opstår ud fra samfundsmæssige interaktioner. Og her var regeringer i Tyskland og Storbritannien med til at cementere immigranters gruppeidentiteter ved at give økonomisk støtte og politisk magt til visse etnisk baserede organisationer. I stedet for at appellere til muslimer og andre minoriteter som borgere, var politikere tilbøjelige til at antage, at minoriteters sande loyalitet var til deres religiøse eller etniske samfund, og derfor henvendte de sig til dem.

Dernæst gennemgår Malik den assimilationspolitik, som søgtes gennemført i Frankrig, og som heller ikke blev nogen succes. Den multikulturelle og den assimilatioriske politik er svar på det samme problem, nemlig opsplitningen af samfundet. Men begge politikker har den samme effekt, nemlig at de gør problemet værre. I stedet peger Malik på følgende vej frem:

For det første er det vigtigt at skelne mellem mangfoldighed som en erfaret virkelighed og multikulturalisme som en politisk proces. Mangfoldigheden som følge af masseindvandringen må bydes velkommen, men forskelligheden skal ikke institutionaliseres gennem en formel anerkendelse af kulturelle forskelle.

For det andet må Europa skelne mellem farveblindhed og blindhed overfor racisme. Alle må behandles ligeligt som borgere, snarere end som bærere af særlige racemæssige eller kulturelle historier. Men det betyder ikke, at staten skal ignorere diskrimination mod særlige grupper. Borgerskab har ingen mening hvis forskellige klasser af borgere behandles forskelligt, uanset om det skyldes multikulturelle politikker eller racisme.

For det tredje må Europa skelne mellem mennesker og værdier. Minoritetssamfund er ikke homogene enheder, knyttet til et særligt sæt af kulturelle og religiøse værdier. Ud fra en oplysningstankegang appellerer Malik til, at Europa genopdager en progressiv forståelse af universelle værdier.

Endelig gør Malik op med den udbredte opfattelse i Europa, at immigration og integration er noget, som kan klares gennem statens politikker og institutioner. Virkelig integration udføres primært af civilsamfundet, gennem de individuelle bånd som fok knytter mellem hinanden, og af de organisationer, som de etablere til at fremme deres fælles politiske og sociale interesser.

Og så tilbage til Torben Brammings brug af Kenan Malik i hans opgør med biskop Peter Skov Jakobsen og hans nye interreligiøse initiativ. For det første har ingen regering i Danmark – efter min vurdering – nogen sinde for alvor forsøgt sig med en multikulturel politik. Hverken på statslig, regionalt eller kommunalt plan har man systematisk givet etniske eller kulturelle eller religiøse organisationer nogen offentlig anerkendelse eller en særlig støtte begrundet i at de repræsenterede etniske eller religiøse grupper. For det andet, så er biskop Peter Skov Jakobsens initiativ ikke et statsligt initiativ, men netop et initiativ, som hører til i civilsamfundet da det er et initiativ der involverer kristne trossamfund og ikke-kristne trossamfund og ikke offentlige myndigheder eller instanser. Og da Malik netop peger på civilsamfundets vigtige rolle mht. integration, kunne jeg forestille mig, uden at vide det, at han ville betragte det som et bidrag til integrationen, at biskopper, imamer, rabbinere og andre ledere af religiøse foreninger og trossamfund regelmæssigt taler sammen og dermed knyttede bånd til hinanden på tværs af religiøs og kulturelle skel.

Torben Bramming kan have andre grunde til ikke at bryde sig om biskoppens initiativ, men der er– så vidt jeg kan læse mig til – ikke noget belæg at hente for hans bekymring over initiativet i Maliks i øvrigt særdeles interessante artikel.

Helligsø, torsdag, den 6. august 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ole Riis on 7. august 2015 - 13:59

    Den danske debat om multikulturalisme er utroligt provinciel-dansk. Den mangler udblik til de gode og dårlige erfaringer, man har gjort i udlandet. UNESCO har/havde en udmærket hjemmeside med artikler og data, og i Canada har man en bred debat om Reasonable Accomodation – f.ex. med en antologi redigeret af Lori Beaman.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: