Kristne og muslimer må lære at leve sammen med deres indbyrdes forskelle (Religionsfrihed I det 21. århundrede – et afrikansk perspektiv- 1)

Afrika har en helt særlig arv, når det gælder religioner og religionsfrihed. Afrika er et religiøst kontinent, og at være Afrikaner er at være religiøs. De oprindelige afrikanske religioner var yderst tolerante over for andre religioner, og religionsfrihed var aldrig et spørgsmål, og religion var aldrig en årsg til krig. Derfor accepterede afrikanerne i almindelighed at kristne og muslimske missionærer forkyndte deres religion, og det I den grad, at det endt med, at de fleste afrikanere blev kristne eller muslimer. Sådan sagde dr. Johnson Mbilla går på en konference på Århus Universitet om religionsfrihed, arrangeret af Mission Afrika, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og det teologiske institut på universitetet. Johnson Mbilla er leder for den ældste dialogorganisation i Afrika, Project for Christian Muslim Relations in Africa (PROCMURA), som blev etableret I 1959..

Da kong Herodes ville slå Jesus-barnet ihjel, fortæller de bibelske forfattere, at en engel fortalte hans forældre, at de skule tage barnet og rejse til Afrika. Her fik den hellige familie lov at leve som flygtninge. Da Muhammed 600 år senere begyndte at prædike I Mekka, tog mekkanerne ikke godt imod hans budskab, men begyndte at forfølge hans tilhængere. Derfor sagde Muhammed til sine første konvertitter, at de skulle forlade Mekka og drage til Afrika, for er ville man iokke dræbe eller forfølge dem pga deres religion. De tog til Abessiniern (nutidens Etiopien), hvor de blev godt behandlet af den kristne konge.

Problemenerne I Afrika opstod, da islam og kristendommen blev etableret I Afrika som missionerende religioner. De ønskede at omvende alle, men ønskede ikke at deres egne blev omvendt. Og de metoder, som blev anvendt for at omvende afrikanere, var undertiden I modstrid med traditionen for religionsfrihed, og det skabte de konflikter og den undertrykkelse, som man oplever i dag.

Ud af Afrikas ca. 1 mia indbygger er I dag over 400 mio kristne og over 400 mio er muslimer. De fleste afrikanse lande – med undtagelse af Nordafrika slår I deres grundlove fast, at de er sekulære stater. En sekulær stat er ikke en irreligiøs stat, men en stat som er neutral I religiøse sager og derfor advokerer religionsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at skifte religion osv. Desværre har mange afrikanske stater imidlertid oplevet en politisering af religion og en religionisering af politik, og det har uvægerligt skabt problemer mht. religionsfriheden. Der er sket en radikalisering inden for islam, hvor der er opstået grupper som AQIM, Ansar al-Deen, Boka Haram, Al Shabab, der mange steder har undertrykt eller fordrevet det sufi-orienterede flertal af muslimer, der fokuserede på spiritualitet frem for lov, og religionsfriheden har de ingen respekt for.

Desværre har det også i nogle tilfælde ført til en radikalisering på kristen side. I Nigeria er der nogen, der har sagt, at nu har de slået os på den ene kind, og vi har vendt den anden kind til, men nu har vi ikke flere kinder at vende til. I Den Centralafrikans Republik er der kristne ekstremistiske bevægelser, som forfølger muslimer. Det drejer sig om Anti-Balaka, men også om The Lord’s Resistance Army, der også opererer i en række andre centralafrikanske lande.

Som kristne kan man ikke lægge sin kristendom fra sig og så gå hen og med vold og magt bekæmpe muslimer, for derefter at vende tilbage og tage sin kristendom på sig. Det er ikke en kristen løsning. Løsningen er ikke at gribe til selvtægt, men at arbejde på at udvikle en sekulær stat, der kan garantere religionsfriheden.

Løsningen er ikke, som man har gjort det i Zambia, og som nogle ønsker at gøre det i Liberia, at erklære blandt for en kristen nation. Målet må være at udvikle eller fastholde sekulare stater, der er neutrale i religionsspørgsmål.

Kristne og muslimer i Afrika må lære at leve sammen,og de har en stærk religiøs arv mht. religiøs tolerance at trække på. Når PROCMURA arbejder med at udvikle gode relationer mellem kristne og muslimer og etablere dialog er målet ikke at negligere forskellene mellem islam og kristendom, men at forstå forskellene. Målet er ikke at forsøge at skabe en omelet af religioner, som ikke kan være religion for nogen som helst, men at acceptere forskellene, så man kan live sammen med forskellene. Et eksempel på, hvordan PROCMURA arbejder på fred og forsoning mellem muslimske og kristne ledere i et området hårdt ramt af Boko Haram kan man få ved at læse om den konference, som fandt sted i Garoua, Cameroun, i januar i år (Garoua Conference Briefing).

For PROCMURA er uddannelse af afgørende betydning, også når det gælder de ekstremistiske religiøse bevægelser. Militære indgreb over for disse grupper indebærer kun en midlertidig løsning. I PROCMURA søger man derimod at ændre menneskers tanker gennem uddannelse. At ændre menneskers tanker er noget af det vanskeligste at gøre, men også det mest frugtbare.

Johnson Mbilla afsluttede sin præsentation med ordene: ”We may be afflicted in every way but we cannot be crushed. God will ensure that good will overcome evil.”

Aarhus Universitet, mandag den 14. september 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: