Udviklingen i flygtningepolitikken og retorikken

I sin tale til folketingets åbning i efteråret 2014 sagde statsminister Helle Thorning på vegne af den socialdemokratisk-radikale regering, at ”Danmark skal selvfølgelig stadig tage imod mennesker, der flygter fra krig og rædsel. Men regeringen vil stramme reglerne. Det vil også tage noget af presset fra vores kommuner og asylcentre. De har svært ved at finde plads til de mange flygtninge, som vi har lige nu”. Og videre: ”Derfor vil regeringen i lyset af den ekstraordinære situation begrænse adgangen til familiesammenføring. En flygtning, der er i Danmark under midlertidig beskyttelse, skal ikke have krav på at få familien hertil det første år, efter han eller hun har fået opholdstilladelse” (Kilde: Statsministeriet)

Loven blev vedtaget trods advarsler fra UNHCR om, at det var på kanten af flygtningekonventionen, og fra bl.a. Red Barnet om, at det var en krænkelse af børns rettigheder efter Børnekonventionen at efterlade børn i krigszoner eller flygtningelejre.

Som en af den nye Venstre-regerings første handlinger blev der bl.a. indførte en såkaldt straks-opbremsning, der skulle reducere antallet af asylansøgere. Forslaget indebar en halvering af integrationsydelsen for personer, der kommer til Danmark og ikke har ophold sig i landet i mindst syv ud af de sidste otte år. Udlændinge og integrationsminister Inge Støjberg udtalte om formålet med forslaget: ”Virkningen bliver forhåbentlig, at der kommer færre asylansøgere til Danmark. Det er vores helt klare mål. Vi skal hjælpe mennesker i nød, men vi skal også kunne følge med” (Kilde: DR).

Loven blev vedtaget trods advarsler fra en række integrationseksperter, der mente, at en så lav ydelse ville hæmme integrationen af flygtninge.

Så vidt hhv. den socialdemokratiske-radikale regering og Venstre-regeringen. Dansk Folkeparti ønsker at gå videre.

På baggrund af, at ”Europa befinder sig i en skelsættende flygtningekrise,« »Måske den største krise, vi overhovedet har været i siden Anden Verdenskrig” foreslår Thulesen Dahl et nationalt kompromis”. Et kompromis, hvor vi på den ene side tager imod flere flygtninge til Danmark, men hvor vi på den anden side stiller den betingelse, at de kun er her midlertidigt og ikke bliver stillet et nyt liv som danskere i udsigt.” Flygtningene skal altså aldrig integreres i det danske samfund, men de skal opholde sig i statsligt drevne lejre eller centre rundt om i Danmark, indtil de kan sendes hjem igen. Også selvom der går mange år, inden flygtninge kan sendes hjem. De konflikter, der sender mennesker på flugt varer i gennemsnit tæt på 20 år (Kilde: Berlingske).

Der er dog ikke udsigt til, at DFs forslag til et nationalt kompromis om flygtningepolitikken her og nu bliver til noget, men det er værd at bemærke, at forslaget er fremsat at Danmarks næststørste parti.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad går sognepræst Claus Thomas Nielsen, et stort skridt videre. Nielsen er en ledende skikkelse inden for Tidhverv, en kirkelig bevægelse, der i dag har forbindelser til Dansk Folkeparti. Nielsen er ikke politiker og argumenterer ikke politisk, men kristeligt. ”Det næstekærlige over for krigsflygtninge fra et naboland er naturligvis at give gamle, svagelige og kvinder med børn midlertidigt husly i en lejr tæt ved deres land og sætte mændene og de unge kvinder på porten, så de kan påtage sig deres pligt i deres eget land eller på grænsen til det. Det er ondt og ukristeligt at hjælpe raske stærke mennesker med at svigte deres land og deres familie i nød.”

Omsat til poliske handlinger ville det vel betyde, at vi skulle nægte at tage imod krigsflygtninge fra Syrien i Danmark, men at vi i stedet skulle bidrage til i Syriens nabolande at etablere flygtningelejre, der imidlertid kun skulle give adgang for børn, gamle og syge, mens raske unge mænd og kvinder skulle afvises med henvisning til, at de skulle gøre deres pligt i deres fædreland.

I løbet af blot et år har er der sket en markant udvikling både i flygtningepolitikken og retorikken i Danmark, der er foretaget stramninger og der appelleres til endnu flere stramninger. Samtidig har mødet med flygtninge i Danmark for mange danskere sat ansigter på flygtningene på en måde, som har fremkaldt en modreaktion, både i form af konkret omsorg for flygtninge og tilkendegivelser af støtte til flygtninge. Både på det folkelige og kirkelige område og i det politiske liv er der i dag uforløste spændinger i vort lille danske stammesamfund, som ellers traditionelt har været præget af en ret høj grad af konsensus.

Christiansfeld, tirsdag, den 29. september 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Karen E. Hansen on 29. september 2015 - 21:33

    Så vel politik som retorik bærer vel præg af både usikkerhed om, hvad der er i vente, og bekymring for, at det, der er i vente, fuldstændigt vil ændre det Europa (og det Danmark), vi kender.
    Hvad generationerne før os har arbejdet for: Demokrati, personlig frihed, ligestilling og forholdsvis konsensus om ønskerne for det fælles samfund, det står til at ændres væsentlig inden for den nærmeste fremtid.
    Forpligtelsen på humanitet og næstekærlighed står til at ville påvirke os efter loven om de forbundne kar: Millioner af mennesker fra lande med krig, interne spændinger, korruption og tyranni (og stærkt voksende befolkninger) rejser ind i EU uden nogen kontrol. Ønsket om “et bedre liv” i Europa vil få så mange til at komme, at forholdene i Europa vil blive som i de lande, disse mennesker forlod.
    Ønsket om at hjælpe mennesker på flugt og i vanskelige forhold kolliderer med bekymringen og sorgen over at se Europa gå i knæ. Det sker nok i mange tilfælde i den enkelte person – og altså også mellem forskellige personer og grupper.
    Billed-påvirkningen er stærk: et druknet barn, udmattede familier, der trænges på vejen og i forsøget på at nå land, at passere grænser, at undgå registrering…
    Men mere neutrale oplysninger siger, at langt de fleste på vej er unge, stærke mænd, og at de passerer 6-7 lande med sikkerhed og hjælp for at komme til “bedre lande”, at langt fra alle kommer fra krigsområder som Syrien, at opgivelsen af enhver grænse også åbner for enhver med ønske om at fremme islamismen i Europa, svække dets styrke økonomisk og moralsk o.s.v.
    Selvfølgelig vil den situation også splitte os som folk.
    Det er vel allerede “ukorrekt” af mig at tale om et folk – undskyld: “stammesamfund” (med undertone af selvtilstrækkelighed, hm..)

    Skulle vi ønske os konsensus om at sige: Det danske velfærdssystem kan på kort tid udstrækkes til alle, der ønsker at komme hertil? Og at det kristeligt set er det rette at “opgive sit eget” – også når det betyder ødelægge sine børnebørns fremtid?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: