”Mission er teologiens moder” – om teologisering i mødet med flygtningevirkeligheden

Den tyske lutherske teolog Martin Kähler skrev allerede i 1908, at ”Mission er kirkens moder”, men udsagnet er lige så sandt i dag, som det ar i 1908. Det er i mødet med verden, at kirken tvinges til at reflektere over sin tro. I den seneste måned er kirken i Danmark gennem mødet med nogle af verdens flygtninge blevet tvunget til at reflektere over sin tro.

På dansk har vi ikke et verbum knyttet til teologi, og det betyder måske at vi er tilbøjelige til at tænke om teologi som noget statisk, men på engelsk har man et verbum – ”theologize” – der understreger det dynamiske aspekt i teologi. Den tyske lutherske teolog Martin Kähler skrev allerede i 1908, at ”Mission er kirkens moder”, men udsagnet er lige så sandt i dag, som det ar i 1908. Det er i mødet med verden, at kirken tvinges til at reflektere over sin tro og udvikle sin teologi. Teologi bliver vel til i en refleksion over vores kontekstuelle virkelighed i lyset af kirkens hellige skrifter og kirkens teologiske tradition og omvendt en refleksion over skrift og tradition i lyset af vor aktuelle kontekst.

I den seneste måned er kirken i Danmark gennem mødet med nogle af verdens flygtninge blevet tvunget til at reflektere over sin tro. Når kirken for alvor møder den virkelige verden og begynder at tage livtag med dem, som det er sket talrige gange ned igennem kirkehistorien, er det sædvanligvis ikke gået stille af. Og det er bestemt heller ikke gået stille af i denne omgang, hvor det er helt centrale spørgsmål i vor kristne tro som har været udsat for en teologisk refleksion.

Mødet med flygtninge fra andre dele af verden, som krydser vore grænser, vandrer på vore veje, og i nogen tilfælde søger asyl i vort land, har rejst helt grundlæggende spørgsmål om, hvad kristendom er og om forholdet mellem kristendom og politik.

En helt central dimension i kristendommen er det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Men spørgsmålet, som også blev stillet til Jesus – Hvem er min næste? – bliver heftigt diskuteret blandt teologer og præster og blandt lægfolk i disse uger. Er min næste mine nærmeste, som jeg kender og holder af, eller er min næste også den syriske flygtning, som jeg (endnu ikke) kender, men møder på min vej i Danmark i dag?

Et andet spørgsmål, som har forfulgt den kristne kirke fra dens første begyndelse, er spørgsmålet om forholdet mellem kristendom og politik. Her tænker jeg ikke på erklæringen i den nye venstreregerings regeringsgrundlag om, at Danmark er et kristent land, men det kunne naturligvis danne bagtæppe for drøftelsen. Mødet med flygtningevirkeligheden har fået spørgsmålet til at dukke op i to udgaver i den aktuelle ophedede debat.

For det første er der spørgsmålet om, næstekærlighed og politik har noget med hinanden at gøre. Er næstekærlighed kun et radikalt bud til den enkelte, eller har det også – som fx Løgstrup peger på – et indirekte bud til politikerne. Løgstrup taler om næstekærlighed som fuldbyrdelse på det individuelle plan og som ide på det politiske plan. ”Gør vi politisk brug af kærlighed til næsten som idé, er der ingen, der elsker næsten, men der er nogen, der tvinges til at bære sig ad, som om de gjorde det.”

For det andet er der spørgsmålet – som hænger sammen med det første – om forholdet mellem det verdslige og det åndelige regimente – altså en rigtig luthersk teologisk klassiker. Ud fra tanken om at holde religion og politik adskilt, er der blevet for, at der ikke med udgangspunkt i evangeliet skulle gives ”gode råd” eller det der var værre til politikerne. Ud fra en forståelse af at begge regimenter er den samme Guds, så er der omvendt blevet argumenteret for, at selv om der ikke er sammenfald mellem de to regimenter, så er der alligevel en sammenhæng, som gør, at det giver mening fra kirkens side at hæve en profetisk røst over for politikerne.

Selvom den nuværende flygtningesituation har ført til en meget skarp teologisk debat – og debatten desværre også undertiden er blevet ubehagelig, personlig, grov og uden den store evne til at forsøge at lytte til og forstå den anden – så er det en vigtig teologiseringsproces, der foregår i disse uger. For det er ikke i isolerede teologiske osteklokker, at den teologi, der i en vanskelig tid kan vejlede kirken til at være kirke i det offentlige rum, bliver til, men når vi som kristne og som kirke tvinges til at tage livtag med den virkelighed, som vi for fredens skyld måske hellere ville lukke øjnene for.

Christiansfeld, fredag, den 9. oktober 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: