Kultur- og religionsmødet i middelalderens Andalusien – og i Europa i dag

Lige bag Granadas kæmpestore katedral, der blev bygget fra 1518 oven på byens centralmoske, ligger La Madraza, det første universitet i Granada grundlagt i 1349. Det overlevede kong Ferdinand og dronning Isabellas erobring af Granada i 1492 med nogle få år, men blev derefter omdannet til en kirke. I dag er det et kulturelt center under Universitetet i Granada. Alt dette fortalte vores udmærkede guide, en yngre spansk kvinde, os under rundvisningen i dag.

Adspurgt til spansk kultur i dag lagde hun ikke skjul på, at spanierne stod en stor kulturel gæld til deres mauriske fortid. Sprog, kunst, traditioner bærer umiskendelige mauriske præg, og – som hun sagde – mange af vore forfædre var muslimer. Men da vi kom til at tale om forholdet mellem islam og kristendom i dag, var hun meget klar i mælet. Da de forholdsvis få muslimer i Granada søgte om tilladelse til at bygge en moské i byen, var der meget stor modstand mod det. Men godt 500 år efter at Granada, det sidste muslimske område af Spanien, var blevet erobret af de kristen og ca. 400 år efter at de sidste muslimske maurer (egentlig var det morisker, dvs maurer som- ofte under tvang- var konverteret til kristendommen) var fordrevet fra Spanien, blev der altså i 2004 – efter 22 års diskussion – indviet en moske i Granada – lige over for Alhambra.

Guidens positive vurdering af kulturmødet mellem muslimer og kristne i Spanien gennem næsten 1000 år sammenholdt med stor reservation omkring religionsmødet svarer i store træk til det indtryk man får af at læse Richard Fletchers bog ”Moorish Spain”. Fletcher distancerer sig fra to myter, dels den romantiske myte om det tolerante Andalusien, hvor muslimer, kristne og jøder levede harmonisk sammen, dels den spanske nationale myte om de kristne kongers hellige patritotiske kamp mod muslimerne for at genetablere kristent overherredømme over Spanien (Reconquista).

I stedet argumenterer Fletecher for, at ”Det er et åbenbart faktum, at mellem 712 og 1492 har muslimske og kristne samfund levet side om side på den iberiske halvø bundet sammen i et langt intimt favntag: de har delt land, lært fra hinanden, handlet med hinanden, giftet sig med hinanden, misforstået hinanden, skændtes med hinanden og bekæmpet hinanden, med alle de ”ups and downs” som sameksistens og relationer nu engang har.”

Problemet er imidlertid, at med den indbyggede fjendskab til islam, så er det vanskeligt at akkommodere islams positive bidrag til den iberiske halvøse kultur på en harmonisk måde i en vision of den nationale fortid. Efter Fletchers opfattelse er den kreative rolle, som det islamiske Spanien har spillet mht. at forme Europas intellektuelle kultur endnu den dag i dag ikke er tilstrækkeligt anerkendt. Araberne arvede den videnskabelige og filosofiske lærdom fra den græske og persiske oldtid, og arabiske lærde oversatte, kodificerede og udviklede den og spredte den over hele den islamiske verden i det 9. og 10. århundrede, indtil den nåede til Spanien. Her blev den opdaget af kristne lærde fra Vesten og især i perioden 1150-1250 oversat til latin og, som Fletcher skriver ”kanaliseret videre for at vande det europæiske intellektuelle livs tørre marker”. Og han minder os om den betydning som genopdagelsen af Aristoteles værker fik Europæisk filosofi. Måske havde Europas opdagelsesrejser ikke været mulige uden de navigationsinstrumenter, som man overtog fra muslimerne, og måske havde Newtons arbejde været umuligt uden det kendskab til matematik, som blev formidlet gennem Spanien.

Mens kulturmødet i bred forstand i høj grad var med til at befrugte den kulturelle udvikling i Europa, så blev religionsmødet på ingen måde nogen succes. Der var på intet tidspunkt noget alvorligt ønske om eller forsøg på, hverken fra muslimsk eller fra kristen siden, på forstå den anden.

I dag står foregår der igen et kultur- og religionsmøde mellem muslimer og kristne i Europa. Mens det i middelalderens Spanien, var muslimerne der mht. kultur og videnskab var de kristne overlegne og også de første århundreder var mht. militær og politisk magt, og det især var de kristne som havde noget at lære af muslimerne, så er situationen i Europa i dag vendt op og ned. I dag er der ingen tvivl om, at det er muslimerne, som har meget at lære af den kristne europæiske kultur.

Men også i dag har vi brug for at lægge både romantiske idylliserende myter om forholdet mellem kristne og muslimer og militante korstogsmyter om fordrivelsen af muslimer bag os og se i øjnene, at vi som kristne og muslimer er dømt til at leve sammen. Forhåbentlig kan vi lære at leve sammen på en mere fredelig måde, end de i mange perioder var tilfældet i Spanien i perioden mellem 712 og 1492. Og uden at hverken kristne eller muslimer nødvendigvis skal opgive deres egen religion, ville det være meget gavnligt, om begge parter bestræbte sig på at forstå hinandens religioner.

Granada, torsdag, den 16. oktober 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: