Hvordan ville en anti-integrationspolitik se ud?

I disse dage diskuterer politikerne i Folketinget og i medierne igen igen integrationspolitik. Debatten bliver imidlertid ret mudret, da der indgår mange andre dagsordener en spørgsmålet om integration af de flygtninge, som har fået asyl i Danmark. Det gælder asylpolitik, altså spørgsmålet om hvem og hvor mange, de skal have asyl i Danmark, og spørgsmålet om, hvordan man kan regulere tilstrømningen af asylansøgere. Der er også spørgsmålet om økonomisk politik, hvor meget må integrationen koste og hvordan og hvor meget kan man spare på området. Endelig er der værdipolitikken, der går som en understrøm gennem det hele, herunder spørgsmålet om dansk kultur og det multikulturelle, islam og kristendom, og samfundets sammenhængskraft.

En – måske lidt utraditionel – måde at kaste nyt lys over integrationspolitikken kunne imidlertid være at stille spørgsmålet om, hvilke politiske tiltage der skulle til for at forhindre eller begrænse graden af flygtningenes integration i det danske samfund? Hvilke redskaber har vi i den politiske værktøjskasse, hvis målet er at udvikle en anti-integrationspolitik?

Et første middel – allerede inden flygtningene har fået asyl og er blevet boligplaceret i kommunerne i deres treårige integrationsprogram – ville være at sørge for, at asylansøgerne i de måneder eller år, der går inden de får asyl, sendes fra det ene asylcenter til det andet rundt om i landet, så de ikke får mulighed for at finde tryghed i deres nye værtsland og heller ikke får mulighed for at etablere de relationer i forskellige sammenhænge, som er afgørende for flygtninges integration i samfundet. Det gælder naboskaber, venskaber, foreninger, kirker, skoler osv.

Et næste – og meget effektivt – middel til at forebygge flygtninges integration i Danmark ville naturligvis være at koncentrere alle de mennesker, som har fået asyl og dermed midlertidigt ophold i Danmark, i nogle lejre, der ville isolere dem fra det omgivende samfund.

Dernæst kunne man vælge udsætte det tidspunkt, hvor en flygtning kan blive sammenført med sin familie i Danmark, eller at gøre det vanskeligere eller umuligt for så mange som mulige at flygtninge kan få deres familie herop, så de ikke kan etablere den familie, som kan blive en tryg hjemmebase for deres integration i et i øvrigt for dem fremmed land.

Man kunne også reducere den offentlige understøttelse for de flygtninge, som har fået asyl, til et så lavt niveau, at det vil gøre integrationen vanskeligere. En meget lav integrationsydelse ville gøre det vanskeligt eller helt umuligt for dem at leje en bolig i et område, hvor de kunne møde ressourcestærke borgere, som kunne inddrage dem i deres netværk. Samtidig ville et sådant økonomisk redskab kunne benyttes til at sikre, at børnene ikke kunne deltage i fritidsaktiviteter sammen med andre børn.

Et sidste – men ikke uvæsentligt – redskab i den politiske værktøjskasse ville være den måde politikerne talte om de mennesker, som har fået asyl i Danmark. Her er mulighederne legio. Man kunne italesætte dem som muslimer, der pga. deres religion ikke kan tilpasse sig det danske samfund, eller som en sikkerhedsrisiko, da nogle af dem kommer fra lande præget af vold og terrorisme, eller som en økonomisk belastning for samfundet, som man dybest set ikke havde råd til at bære. Derved ville man være med til at tage motivationen til at lade sig integrere fra disse flygtninge.

Med få undtagelser er der ikke nogen danske politikere, som åbent vil sige, at de ikke går ind for, at de flygtninge, som har fået asyl skal integreres i det danske samfund. Men det ville måske være værd at drøfte, om de redskaber, som politikerne hiver op af deres politiske værktøjskasse for at rekonstruere integrationspolitikken, virkelig fremmer flygtningenes integration, eller resultatet måske i praksis og utilsigtet bruges redskaber, som på nogle områder peger i retning af en anti-integrationspolitik.

Middelfart, onsdag, den 21. oktober 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Jakob Brønnum on 21. oktober 2015 - 11:08

    Tak, igen, for gode tanker

  2. #2 by Karen-Bolette Berg on 22. oktober 2015 - 13:35

    Kære Mogens.
    Jeg synes, at det du beskriver til forveksling ligner den måde man behandler indsatte i fængslerne på. Flytte rundt i landet, internering, ingen penge til at etablere sig for, ringe mulighed for at se familien – med risiko for at miste den helt. Her kender man resultatet: De har meget svært ved at blive integreret i samfundet efter udstået straf.
    Metoderne er altså afprøvet og lige til at tage i brug……….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: