Begynder radikalisering på Facebook?

I 70’erne og 80’erne var det Baader-Meinhof gruppen og Blekingebanden. I 90’erne og de følgende år det Al Qaida, Islamisk Stat, og mindre grupper og enkeltpersoner som fx Omar Abdel Hamid El-Hussein. I10’erne var det folk som Anders Breivik og Anton Lundin-Pettersson.

Fælles for alle tre grupper var, at de havde gennemgået en radikalisering, der endte med at de greb til vold for at fremme deres sag. De søgte at legitimere deres voldsanvendelse med henvisning til (deres forståelse af) islamismen, socialismen og nationalismen (og begrundelsen i nationalisme brugte også en række radikaliserede grupper i sidste halvdel af det 20. århundrede som fx ETA og IRA!).

Vi har i Danmark både oplevet vold begrundet i socialismen (bl.a. Blekeingebanden) og vold begrundet i islamismen (bl.a. Abdel Hamid El-Hussein), men har heldigvis endnu ikke oplevet alvorlig vold, der er søgt legitimeret i en ekstrem udgave af nationalisme eller en nationalkonservatisme. Men i går kunne vi i Berlingske læse artiklen ”Danskere hylder Breivik og opfordrer til asylbrande”, hvor der redegøres for, hvordan der i den lukkede Facebook-gruppe ”Den Danske Forening” diskuterer en kommende ”modstandskamp” mod muslimer. En bruger skriver, at ”Den bedste strategi er i øjeblikket sabotage i mikrogrupper bestående af 2-3 personer eller opgaver udført på enkeltmandsbasis,” og opfordrer i samme forbindelse til at lades og inspirere af de påsatte brande på asylcentre i Sverige og henviser også til moskéer, der brændes af. En anden skriver, at ”ville være fantastisk, hvis nu der var en modstandsgruppe, der kunne eliminere mellem 1-10.000 stk” – underforstået muslimer.

DF’erne Mogens Camre er styrelsesmedleme i Den Danske Forening, som står bag den facebook-side, hvor disse ekstremistiske synspunkter fremsættes. Og for nylig gav DF-folketingsmedlemmet indirekte forståelse for asylcenterbrandene i Sverige, da hun i et læserbrev skrev: ”På et tidspunkt får folk nok. Især hvis man ikke bliver lyttet til. Og så udfører man handlinger, som man egentlig ikke har lyst til at gøre. Det er det, vi ser med afbrændingerne i Sverige lige nu. Man bliver desperat på et tidspunkt. Det må man forvente, når man ikke lytter”.

I disse år oplever vi ikke blot en radikalisering i Danmark i islamistiske kredse, som der har været et helt nødvendigt fokus på i de senere år, men også i nationalistiske eller ekstreme nationalkonservative miljøer. Københavns Kommune definerer radikalisering på denne måde:

”Radikalisering indebærer intolerance over for andres synspunkter, fjendebilleder og opdeling i ”os og dem”. Det er en proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelsen af udemokratiske eller voldelige midler i et forsøg på at opnå et bestemt politisk eller ideologisk mål. I værste fald kan radikalisering føre til vold, trusler eller chikane mod andre mennesker på baggrund af f.eks. hudfarve, seksualitet eller tro” (VINK).

Radikalisering handler altså ikke bare om vold, men er en proces, en glidebane, der i værste fald kan føre til vold – som vi desværre har set det mange gange rundt om i Europa, og desværre også herhjemme. Hvordan sker det, at mennesker (socialister, islasmister, nationalister og andre grupper) kommer ind i en radikaliseringsproces? Hvilken rolle spiller den ideologi eller religion, som de radikaliserede hylder? Det er imidlertid alt for forenklet at finde årsagen alene i ideologien eller religionen, som om en sådan var en selvstændig aktør. Nogen har i spøg sagt – uden sammenhæng med radikalisering i øvrigt – at tidehverv ikke er en teologi, men en personlighedstype. Og på samme måde kunne man overveje, om det er særlige personlighedstyper, der især tiltrækkes af ekstremisme, fx folk med tilbøjelighed til stærkt had eller stærk frygt. Men det er nok også for enøjet at anskue sagen. Fremmes radikalisering, hvis ytringsfriheden begrænses – en argumentation der fra dansk side er blevet fremført om situationen i Sverige. Eller er det oplevelsen af at være marginaliseret i samfundet, der fører til radikalisering?

Under alle omstændigheder er der al mulig grund til at tage radikalisering alvorlig, og ikke først når den har ført til vold, som vi så det med Omar Abdel Hamid El-Hussein i Danmark, Anders Breivik i Norge og Anton Lundin-Pettersson i Sverige, men allerede når den giver sig til kende som verbal radikalisering fx på Facebook.

Christiansfeld, søndag, den 1. november 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: