Islam og terror – religion og vold

Terrorangrebene i Paris i fredags har igen rejst spørgsmålet om forholdet mellem islam og terror. På den ene fløj hævdes det, at terrorangrebet netop viste islams sande ansigt, at terror hører med til islams DNA. På den anden fløj hævdes det, at terrorangrebet ikke havde noget med islam at gøre, og at islam står for fred og ikke terror. For at kvalificere denne vigtige debat ville det være hensigtsmæssigt at inddrage forholdet mellem religion og vold i det hele taget, og at gøre sig klart, på hvilket niveau vi taler, når vi debatterer spørgsmålet om islam og terror – og det mere fundamentale spørgsmål om forholdet mellem religion og vold.

Taler vi om islam/religion som muslimske/religiøse individer, grupper, samfund og stater, der udfører vold, så vil det naturligvis principielt være muligt at foretage en empirisk undersøgelse om forholdet mellem islam/religion og vold/terror. I hvor høj grad kan det konstateres, at fx muslimer eller kristne grupper/samfund/stater i en bestemt tidsperiode og på et bestemt sted er voldelige? Det kunne her være relevant også at inddrage ikke-religiøse mennesker, grupper, samfund og stater – fx kommunistiske – og undersøge, hvor voldelig de var, for at give et lidt bredere perspektiv på problemstillingen, nemlig ”mennesker og vold”.

Vi kan gå et skridt videre på det empiriske niveau og undersøge, i hvor høj grad religiøse mennesker, grupper, samfund og stater har søgt at legitimere deres vold med henvisning til religionen. Det ændrer ikke noget ved den faktuelle vold udført af de religiøse personer, grupper, samfund eller stater, men det siger noget om deres selvforståelse, og siger også noget om, hvordan volden måske/måske ikke opfattes af omverdenen.

En tredje betydning af ordet religion – i forbindelse med forholdet mellem religion og vold – ville være religionernes hellige skrifter. Og her befinder vi os stadig på det empiriske niveau, men empirien hentes her fra tekster.
I hvor høj grad indeholder de hellige skrifter som fx Koranen og Bibelen positive beskrivelser af vold? Både Koranen og Bibelen (i det gamle testamente) indeholder ekstremt voldelige passager. Her er det naturligvis på sin plads at minde om, at hellige skrifter ikke er agerende subjekter, der udfører vold, men at det stadig er mennesker, som – måske inspireret af de hellige skrifter – udfører volden og er ansvarlige for den.

Det hænger sammen med, at ingen skrifter fortolker sig selv, men at det altid er mennesker, der udlægger de hellige skrifter og udvikler en teologi og en etik. Og dermed har vi bevæget os på på det normative niveau  i drøftelsen af forholdet mellem religion og vold på, nemlig religionernes teologi og etik om voldsanvendelse. På dette område er der principielt to forskellige teologiske holdninger. Der er de pacifistiske teologier, der tager afstand fra enhver voldsanvendelse i samfundet. Og så er der den type teologier, som skelner mellem den retfærdige og den uretfærdige voldsanvendelse, som fx udformes i teologier om retfærdig krig/hellig krig/jihad. De fleste teologer vil nok være enige om, at Jesus og de kristne i de første århundreder, hvor kristendommen var en forfulgt minoritet, var pacifister, mens teologien efter at kristendommen blev statsreligion i Romerriget forlod den pacifistiske vej og begyndte at legitimere den retfærdige voldsanvendelse og krig. Fra det tidspunkt Muhammed kom til magten i Medina og fremefter har den dominerende holdning inden for islam været en teologiske legitimering af den retfærdige voldsanvendelse og krig.

Debatten inden for kristendommen har i mange år ikke (i ret høj grad) handlet om et ja eller nej til pacifisme eller voldsanvendelse, men om i hvilke situationer det teologisk og etisk kan retfærdiggøres at anvende vold, og også om, hvilken voldsanvendelse der kan retfærdiggøres. Kan dødsstraf retfærdiggøres? Har et undertrykt samfund lov til at gøre oprør mod en besættelsesmagt (eller vil en sådan frihedskrig i dag altid blive betragtet som en form for terrorisme, der må fordømmes)? Må man dræbe en tyran, som kristne i Tyskland overvejede under anden verdenskrig (eller vil en sådan handling i dag altid blive betragtet som en form for terrorisme)? På tilsvarende vis er der blevet ført debatter i muslimske kredse om, hvilken voldsanvendelse der kan forsvares teologisk.

Spørgsmålet om forholdet mellem islam og terrorisme – aktualiseret af terrorangrebene i Paris i fredags – er en problemstilling, man ikke kan komme uden om, men det fører videre til det mere fundamentale spørgsmål om forholdet mellem religion og vold, som vi også skylder at forholde os til. I begge tilfælde er det af afgørende betydning for værdien af debatten, at vi hele tiden gør os klart på, på hvilket niveau vi befinder os, når vi taler om religion, fx om vi befinder os på et empirisk eller et normativt niveau.

Christiansfeld, tirsdag, den 17. november 2015
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: