Staters beskyttelse af eller beskyttelse mod flygtninge?

Mens flygtningekonventionen, som siden 1951 har været grundlaget for de kontraherende staters asyl- og flygtningepolitik, handler om staters beskyttelse af flygtninge, så er det, der står øverst på den politiske dagsorden i Danmark og mange andre europæiske lande i dag, spørgsmålet om staters beskyttelse mod flygtninge.

Flygtningekonventionen blev udarbejdet på en konference i Geneve, som danskeren Knud Larsen var præsident for, og Danmark var og det første land, som ratificerede konventionen ,og siden har 144 lande ratificeret konventionen. Baggrunden for konventionen var nazisternes udryddelse af jøder og andre minoriteter. Med til historien hører, at der stort set ikke var nogen lande, der i tiden op til anden verdenskrig ønskede at tage imod og give beskyttelse til jødiske flygtninge, som blev forfulgt i Tyskland og Østrig.

Hvad er det for en beskyttelse, som Danmark og andre stater forpligtes til at give flygtninge? Konventionen siger, at ”Ingen kontraherende stat må på nogensomhelst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.” Med konventionen ønskede det internationale samfund at sikre, at alle der bliver forfulgt i deres eget land fik ret til at søge beskyttelse (asyl) i andre lande.

Hvem er det altså, der har krav på staters beskyttelse? If. flygtningekonventionen er en person flygtning, hvis vedkommende ”…som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil”. Der er altså tale om mennesker, som er forfulgt eller har en velbegrundet frygt for at blive forfulgt i deres hjemland.

Men har en stat ikke lov til at beskytte sig mod flygtninge, som udgør en sikkerhedsrisiko for landet, eller som er farlige forbrydere? Jo, det giver flygtningekonventionen naturligvis enhver stat ret til, for konventionen siger udtrykkeligt, at kravet om beskyttelse ”dog ikke [kan] påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.”

Det er imidlertid tankevækkende, at fokus i den politiske debat i denne tid flytter sig fra beskyttelse af flygtninge, hvis liv er truet i de lande, de flygter fra, til beskyttelse af de stater, hvis velfærd er truet af de flygtninge, som søger beskyttelse her. I valget mellem at beskytte flygtninge, hvis liv er truet i fremmede lande, og at beskytte vort eget lands velfærd, vil de fleste vælgere sandsynligvis vælge at beskytte vort eget land. Men problemet er, at det er en falsk modsætning. Uanset hvor godt det enkelte land på kort sigt beskytter sig mod flygtninge (inden for konventionens rammer eller i modstrid med konventionen), så vil flygtningeproblemerne ikke forsvinde. I en globaliseret verden vil det på lang sigt være umuligt at bygge effektive mure eller hegn, der kan holde desperate flygtninge helt ude. I en globaliseret verden må vi desuden indse, at vestlige lande ikke kan føre krig i andre dele af verden, uden at det får konsekvenser også her i vesten. På langt sigt kan vi ikke sikre vort eget lands velfærd uden samtidig at drage omsorg for omverdenens velfærd.

Middelfart, onsdag, den 25. november 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 26. november 2015 - 09:20

    Med undren ser mange i Europa, hvordan store mængder, af især unge mænd med velfungerende iPhones, rejser gennem 6-8 lande, hvor deres liv og frihed ville være beskyttet, nægtende at identificere sig, indtil der søges asyl ved ankomsten til et land med de ønskede tilbud.
    En velfungerende infrastruktur, fred, en venlig og imødekommende befolkning, og en nogenlunde fælles økonomi er størrelser, der kan behøve beskyttelse, hvis de ikke skal forsvinde ved overbelastning.
    Er de først nedbrudt, er det et alvorligt og langvarigt problem (kan være nært forestående i Sverige), og hvor skal den oprindelige befolkning og de hidtil ankomne flygtninge/indvandrere så søge beskyttelse? Sydpå?
    For øvrigt er der i nærområderne, hvor mange fattige kvinder og børn har søgt tilflugt, stort behov for netop akut hjælp.

    PS. Konventionerne så på en nylig overstået krigssituation i Europa, de indregnede ikke en global folkevandring fra lande med hastigt voksende befolkninger. Diskussionen gik på, hvem der har ret til beskyttelse (alle!), ikke på hvem, der har mulighed for at yde beskyttelse (fremover?).

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 26. november 2015 - 10:26

    Kære Karen E. Hansen
    Det er ikke alle, der har krav på beskyttelse if konventionen af 1951, men dem, hvis liv er truet pga forfølgelse, dvs. det er de mennesker, som opfylder konventionens betingelser, der har krav på beskyttelse.
    Om mennesker har velfungerende iPhones eller ej, siger intet om deres flygtningestatus. Til eksempel var de jøder, som flygtede til Sverige med hjælp af danske ‘menneskesmuglere’, sikkert relativt velstående, men det siger jo intet om menneskers behov for beskyttelse.
    At mennesker på idag kan rejse gennem 6-8 lande, hænger jo sammen med, at de ikke bliver registreret i det første land de kommer til og at Dublin-forordningen er brudt sammen.
    Ja, du har ret: naturligvis må vi også tænke på at passe på vore egne lande i Europa, men hvis vi fordelte flytningene jævnt over Europa, så var der ikke noget større problem.
    Ja, der er et voldsomt behov for hjælp til flygtninge i nærområderne, et behov som verdens rige lande har negligeret, så mange i nærområderne vælger at flygte videre til områder, hvor der er bedre beskyttelse af deres liv og helbred.
    Jeg forholder mig i mit blogindlæg kun til de mennesker, som omfattes af flygtningekonventionen, og ikke de mennesker som deltager i en folkevandring pga andre problemer.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 26. november 2015 - 13:04

    Kære Mogens

    Du skriver: “men hvis vi fordelte flytningene jævnt over Europa, så var der ikke noget større problem.”
    Men de flygtninge, der er tale om, ønsker ikke at blive “fordelt”. De spørger ikke kun om beskyttelse, men har meget eksakte ønsker om, hvor de vil hen – og blive. Bortset fra de andre problemer med fordelingen, så ville en “jævn fordeling” kræve megen tvang, fordi der er så stor forskel på EU-landenes “tilbud”.
    Hvis der kun var tale om beskyttelse og hjælp i en måske begrænset periode (gl. def. på asyl), så ville situationen være enklere (og antallet nok en hel del mindre).
    IPhonen er udtryk for orienteringen i Europas “tilbud” – eller mangel på samme.
    Kunne en “jævn fordeling” i det hele taget lade sig gøre…. ikke bare med hensyn til de enkelte landes vilje til at tage imod, men mest af hensyn til flygtningestrømmens meget målrettede vilje til selv at udvælge modtagerland?
    Vh
    Karen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: