Frihed, lighed. broderskab og godkendelse af trossamfund

I mange hundrede år var det med få undtagelser en forudsætning for dansk borgerskab, som vel er en form for broderskab (undskyld for det ikke kønsneutrale ord!), at være medlem af den lutherske statskirke. Men med junigrundloven af 1849 blev der i det danske broderskab givet plads til andre kristne og ikke-kristne trossamfund. Især med globaliseringen og den dertilhørende indvandring er antallet af trossamfund steget, i de sidste 15 år fra 90 til 160. Disse ”fra folkekirken afvigende trossamfund” omfatter kristne, islamiske, hinduistiske, buddhistiske, jødiske og andre trossamfund., der repræsenterer mange forskellige traditioner og ordninger. Vi fik altså religionsfrihed, men med den evangelisk-lutherske folkekirkes grundlovssikrede særstatus fik vi ikke religionslighed, og det forhold har ikke ændret sig siden 1849. Det har været en helt gennemgående tanke, at friheden her var vigtigere end ligheden. Og i de senere års debat (især om forholdet til islam) har en række politikere igen og igen slået fast, at nok har vi religionsfrihed, men vi har ikke religionslighed.

Grunden til, at religiøse grupper søger statens godkendelse som trossamfund, er at et godkendt trossamfund kan søge om, at en præst får mulighed for at foretage vielser med borgerlig gyldighed, og, hvad der sikkert for de allerfleste er endnu vigtigere, at de kan opnå en række skattemæssige fordele ved en godkendelse. Disse rettigheder for godkendte trossamfund er alle lovfæstede. Det er derimod ikke lovfæstet, hvilke kriterier der skal opfyldes for at få en sådan godkendelse. Retten til godkendelse af trossamfund ligger i kirkeministeriet, som har nedsat et stående udvalg, ”Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund”, der indstiller til kirkeministeriet om ansøgninger om godkendelse skal imødekommes. Siden 2011 har udvalget bestået af fire universitetsprofessorer i hhv. religionshistorie (Armin W. Geertz, der er formand), kirkehistorie (Per Ingesman), jura (Jens Elo Rytter note 1) og religionssociologi (Margit Warburg).

De ”Vejledende retningslinjer til Godkendelse som tros -samfund eller menighed – udarbejdet af Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund. 6. rev. udgave, den 18. august 2011” er som det fremgår af ovenstående titel, udarbejdet af udvalget selv og indeholder bl.a. en definition af, hvad et trossamfund er, og de krav, som ansøgerne skal opfylde. De sammenfattes af udvalget på denne måde, ”at en godkendelse som trossamfund må bero på tillid til, at gudsdyrkelse er organisationens hovedformål, at der er udpeget ansvarlige repræsentanter, åbenhed i forhold til lære og ritualer, samt kontinuitet i forhold til trossamfundets størrelse og præsternes uddannelse. Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.”

Ifølge Kristeligt Dagblad i dag (”Trossamfund skal ligestille for at blive godkendt”) har dette udvalg netop besluttet at ændre disse retningslinjer. En af ændringerne er ifølge udvalgets formand Armin Geertz, ”at trossamfund ikke kan anbefales til godkendelse, hvis de diskriminerer på grund af køn i sammensætningen af deres ledelse eller ved eksempelvis at stille særlige krav til kvinder, for at de kan blive gift.” Og baggrunden for ændringen er, at udvalget har lagt mærke til at nogle af de trossamfund, som søger om godkendelse i deres vedtægter bryder med princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder ved i vedtægterne at skrive, at man kun vil have mænd i bestyrelsen. Diskrimination af køn er et brud på dansk lovgivning, og derfor griber udvalget ind.

Det lyder jo alt sammen meget smukt, men spørgsmålet er, om ikke udvalget ved at prioritere ligheden over friheden indskrænker religionsfriheden. I Grundlovens paragraf 67 slås det fast, at boregerne har ”ret til at forene sig i samfund og dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning” dog således, ”at intet læres eller foretages, som strider mod

sædeligheden eller den offentlige orden”. Det er meget svært at se, at det skulle stride mod sædeligheden eller den offentlige orden, at et trossamfund ud fra sin religiøse lære kun vil have mænd i deres bestyrelse. At jeg og de fleste andre danskere måtte være modstandere af på denne måde at udelukke kvinder fra ledelsen, og at der derfor er et overvældende demokratisk flertal mod en sådan holdning, skulle vel ikke i en retsstat betyde, at den grundlovssikrede religionsfrihed skulle beskæres.

Men indebærer en sådan vedtægtsbestemmelse, der udelukker kvinder fra bestyrelsen, ikke i modstrid med lovgivningsbestemte ligestillingsprincipper. Jo, men spørgsmålet er, hvordan vi ønsker, at vægtningen mellem frihed og lighed, altså her religionsfrihed og lighed mellem kønnene, skal være i vort samfund. De ændringer, udvalget har foretaget i godkendelsesproceduren, f, indebærer for mig at se et brud på en lang dansk tradition for på religionsområdet at tillægge friheden større vægt end ligheden. Hvis dette ikke var tilfældet, så skulle man naturligvis for længst have forbudt menighedsråd på forhånd at fravælge kvindelige ansøgere til præsteembeder. Skal der ændres på denne frihedstradition, så må det ske – ikke gennem et lille rådgivende udvalgs idealistiske kreativitet – men gennem lovgivning (og måske ligefrem en grundlovsændring).

Men som formanden for udvalget siger ”Vi er ikke ude på at tvinge nogen til, at de pludselig skal have kvindelige præster. Det ville være uholdbart.” Ja, det ville være uholdbart, og det er derfor også uholdbart – for at sige det mildt – at man nu vil tvinge de fra folkekirken afvigende trossamfund til, at de alle uden undtagelse ”pludselig skal have kvindelige ledere”. Det kan vanskeligt undgås, at de fra folkekirken afvigende trossamfund opfatter en sådan ændring som et udtryk for hykleri eller dobbeltmoral fra det danske samfunds side. Folkekirken må godt ”diskriminere” kvinder mht. adgang til præsteembeder, men religiøse minoriteter må ikke ”diskriminere” kvinder mht. adgang til lederstillinger, altså bestyrelsesposter.

Et demokrati skal vurderes på, hvordan det behandler sine mindretal. At der måske i folketinget kan skaffes flertal for denne ændring, ændrer ikke noget her på. Det er helt bestemt muligt på demokratisk vis (her forstået som det, at der er flertal for en lov) at underminere demokratiet (her forstået som en retsstat, der behandler sine mindretal hensynsfuldt)

På dette religiøse område har flertallet, den folkekirke, som jeg tilhører, et særligt ansvar for, at vi ikke bruger vores magtposition til at at sikre os privilegier, som vi ikke vil tildele religiøse mindretal. Vi har et ansvar for at bruge vor indflydelse til at værne om religiøse mindretals ”ret til at forene sig i samfund og dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning” dog således, ”at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

København, torsdag 3. november 2015
Mogens S. Mogensen

Note 1: Jeg har rettet en fejl i blogindlægget. Eva Smidt er udtrådt af det rådgivende udvalg og erstattet af Jens Elo Rytter.

Reklamer
  1. #1 by Kim Hartzner on 3. december 2015 - 13:08

    Hej Mogens
    Det lyder som om, du med sentensen om, ‘hvad der strider mod sædeligheden og den offentlige orden’ vil forbyde imamer at prædike om pædofili, mord på frafaldne muslimer, hellig krig og undertrykkelse af kvinder – alt sammen hyppigt gentagede temaer i koranen og hadith?
    Det ville være fantastisk, hvis det var muligt at forbyde forkyndelsen af dette med baggrund i dansk lovgivning.
    Venligst, Kim Hartzner

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 3. december 2015 - 14:29

    Hej Kim.

    Nu er det (hvad der strider mod sædeligheden og den offentlige orden) jo ikke noget, jeg har fundet på, men citater fra grundloven, om grænserne for religionsfrihed.

    Når det gælder helt konkrete handlinger, såsom praktisering af pædofili, konkrete opfordringer til eller mord på frafaldne, så er det jo allerede forbudt ved lov. Dvs. at hvis en imam i sin forkyndelse opfordrer til at at gå ud og dræbe konvertitter/apostater, så kan han naturligvis straffes for det. Og sådan skal det naturligvis være.

    Spørgsmålet om “undertrykkelse af kvinder” er straks vanskeligere, for hvad menes der med undertrykkelse af kvinder. Det er naturligvis forbudt ved lov for en mand at banke sin kone, men det er ikke forbudt ved lov at påbyde hustruen at gå med tørklæde eller at undlade at gå med tørklæde. Og sådan skal det vel også være.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: