Folkeafstemningen og Europas fremtid

Vælgernes nej i går til at erstatte Danmarks retsforbehold med en tilvalgsordning var en vigtig beslutning om Danmarks forhold til EU, men endnu vigtigere var folketingsflertallets beslutning om under alle omstændigheder at holde Danmark uden for den fælles EU-flygtninge- og asylpolitik. Især når man betænker de seneste måneders flygtningekrise, som måske er den alvorligste prøve på sammenholdet i EU, som EU nogensinde har stået overfor. En krise, som intet land alene eller hver for sig kan løse, men som alle kan se – hvis de ellers vil se – kun kan løses, hvis de europæiske lande arbejder tæt og forpligtende sammen.

Det danske folketings flertals afvisning af et forpligtende flygtninge- og asylsamarbejde, og vælgernes nej til en tilvalgsordning, er ikke nogen katastrofe for Danmark, og da slet ikke for EU, som kun bliver marginalt berørt af, at Danmark holder sig uden for det retlige samarbejde. Men de danske politikeres og vælgeres holdning til EU er jeg bange for er et af mange symptomer i de senere år på en katastrofal udviklingstendens i Europa.

De grænseoverskridende problemer i Europa bliver flere og flere; det gælder ikke blot den grænseoverskridende kriminalitet, men i langt højere grad de grænseoverskridende flygtningeproblemer, de grænseoverskridende finansielle problemer, de grænseoverskridende klimaproblemer, og sådan kunne man blive ved. Samtidig med at de grænseoverskridende problemer i Europa bliver flere og flere og alvorligere og alvorligere, bliver viljen til et forpligtende samarbejde mindre og mindre. Samtidig med at det bliver tydeligere og tydeligere, at nationalstaten ikke længere er en tilstrækkelig ramme til at tackle udfordringerne i og der er brug for et tættere forpligtende internationalt samarbejde, vokser nationalismen i Europa – og udvikler sig i nogle tilfælde i ekstremistisk retning.

Valget i går var bare et lille sving på vejen, men problemet er, hvor den vej, vi følger i disse år, fører os hen? Og spørgsmålet er, om det virkelig er der, vi på langt sigt vi gerne vil hen? Måske var det det, vi skulle begynde at diskutere.

Christiansfeld, fredag, den 4. december 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 7. december 2015 - 11:15

    Kære Mogens

    Det har du helt ret i – men der mangler et par elementer, som uden tvivl var med til at bestemme udfaldet. (Hvor mange jo var i tvivl!)
    For det første har EU på det seneste vist sig at være ude af stand til at (ville) overholde egne aftaler.
    – De åbne grænser indadtil og kontrollerede grænser udadtil, Schengen, har vist sig at være totalt åbne og ukontrollerede grænser i det hele taget.
    EU er kommet til at stå for bureaukrati og handlingslammethed over for større problemer.
    Når det store samfund ikke fungerer, koncentrerer man sig om familien…. Det kan man så se som spøgelset: nationalisme.
    Indtil videre er det konkrete resultat, hvad angår flygtninge, og ikke mindst de medkommende indvandrere, som forståeligt nok søger “et bedre liv”, at Sverige (der agerer som kristen naivist) bogstaveligt bliver overrendt indtil kollaps, Danmark forsøger at holde igen, men tager faktisk imod mange, mens Polen og Ungarn f.eks. holder sig udenfor.
    Nationalismen er et spøgelse – måske kan det genoplives.
    Men islamismen, og for mange at se også islam som sådan, er en aktiv og farlig ideologi, – som det officielle Bruxelles ihærdigt lukker øjnene for. I stedet tales der fra den side nedladende om “frygt for det forskellige”, og så om stadig mere magt til netop EUs ledelse. Uden at denne ledelse vil tale om “hvor vi vil hen”.
    Danskernes afstemning sagde nok mest om, hvor vi ikke vil hen… men det nytter næppe noget. De største EU-lande tør ikke spørge folket og får i stedet voksende nationalistiske partier.

    Vh
    Karen

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 8. december 2015 - 18:09

    Kære Karen
    Du har naturligvis ret i, at der kan være en række årsager til, at flere og flere lande distancerer sig mere og mere fra samarbejdet i Europa, men resultatet bliver det samme, nemlig at man opgiver at finde fælles europæiske løsninger på problemer, som de enkelte nationalstater hver for sig ikke evner at løse.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Knud Sørensen on 10. december 2015 - 20:41

    Hvis vi ikke ændrer retning, så ender vi der hvor vi er på vej til (efter sigende et kinesisk ordsprog)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: