Systemskifte 2.0

I 2001 oplevede Danmark if. Søren Krarup et ”systemskifte”. Jeg er ikke enig med Søren Krarup i ret meget, men set i bakspejlets klare lys må jeg give ham ret i, at der skete et systemskifte i 2001, da VK-regeringen kom til magten med Dansk Folkeparti som en i høj grad bestemmende del af regeringens parlamentariske grundlag. I asyl- og integrationspolitikken var det i høj grad Dansk Folkeparti, som kom til at svinge taktstokken, men Venstre og Konservative lærte forbavsende hurtigt de vigtigste trin i folkedansen.

De seneste to valg, folketingsvalget og EU-afstemningen har gjort det tindrende klart for enhver, at Dansk Folkeparts opbakning i befolkningen er kraftigt stigende, og nu er det igen i høj grad Dansk Folkeparti, der svinger taktstokken, men det nye er, at det ikke blot er Venstre og Konservative, som dansker med i folkedansen, men også socialdemokraterne tager sig undertiden en svingom med DF’erne.

Når man ser nøgternt på de politiske beslutninger, som den smalle Venstre-regering har gennemført med Dansk Folkeparti som den drivende kraft, så ser det ud til, at det, vi oplever nu, er en slags systemskifte 2.0.

For det første drejes skruen i asyl- og integrationspolitikken nu så meget, at integrationsminister Inge Støjberg med stolthed – og nok også med rette – kan proklamere, at Danmark nu har Europas strammeste asyl-politik. Det nye er, at partierne kappes om at foreslå stramninger, som Dansk Folkeparti for år tilbage fik hug for at vove at foreslå. Det har så haft den effekt, at Dansk Folkeparti må gå til nye yderligheder, for at fremstå som det strammeste strammerparti, i en sådan grad at det bliver tragikomisk og giver mindelser om en heldigvis for længst svunden tid. Som fx når Martin Henriksen foreslår, at myndighederne skal have lov til at beslaglægge asylansøgeres vielsesringe.

For det andet vendes der op og ned på Danmarks u-landspolitik. I mange år har skiftende regeringer lagt vægt på, at Danmark skulle være et foregangsland mht. u-landshjælp, der ved at lægge sig i front mht. u-landshjælp skulle være med til at udfordre andre lande til at tage et større medansvar for udviklingen af u-lande. I løbet af få måneder er hjælpen til u-lande på vej til at blive halveret. Med en frist på få uger er fx den del af u-landshjælpen, som formidles gennem missionsselskaber og andre NGO’er blevet beskåret med godt en tredjedel. Og disse brutale nedskæringer kommer samtidig med, at regeringen taler om, at man skal forebygge flygtningestrømmene ved at støtte de lande, hvorfra flygtningene kommer.

For det tredje har regeringen – og det netop som optakt til det helt afgørende COP15 klimatopmøde i Paris – reduceret Danmarks klimapolitiske ambitioner, så meget, at Danmarks klimaminister på topmødet i Paris forleden på Danmarks vegne fik deldet den traditionsrige og lidet latterende ”Fossil of the Day” pris. En pris, som Climate Action Network, der repræsenterer 950 NGO-er, uddeler det land eller den aktør, som over det seneste døgns forhandlinger havde gjort sig mest negativt bemærket.

Pladsen tillader ikke her at nævne alle de andre eksempler, som der ellers er alt for mange af. Set fra mit perspektiv er der i alle tilfælde tale om galskab, men der er bestemt system i galskaben, og derfor giver det måske god mening at tale om et systemskifte version 2.0.

Århus, mandag, den 7. december  2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. real dragon pharma

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: