COP 21 – Hvad har klimapolitik med kristendom at gøre?

I går lykkedes det i Paris på COP21 for alverdens lande at nå til enighed om en klimaaftale, der har til formål at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader. Det er der virkelig grund til at glæde sig over. Men forhandlingerne om en klimaaftale har ikke herhjemme fået den opmærksomhed, som de kunne fortjene, når man betænker den globale betydning af dem. Kampen for løsning af klimaproblemerne er i høj grad blevet overskygget af den flygtningekrise, som i mange måneder næsten har fyldt hele mediebilledet.

Det gælder egentlig også den kirkelige opmærksomhed omkring klimaspørgsmålet, som har været mere begrænset end den fx var i 2009 op til og under COP15 i København, sandsynligvis fordi flygtningekrisen har taget det meste af opmærksomheden. Under flygtningekristen har vi drøftet det afgørende spørgsmål, hvad har flygtningepolitik med kristendom at gøre?

Uanset hvor stor og alvorlig flygtningekrisen er og hvor nødvendigt det efter min mening er, at vi som kirke og kristne engagerer os i omsorgen for flygtninge, så er den globale opvarmning et langt mere grundlæggende og vidtrækkende problem, som truer hele menneskeheden. Og derfor er det endnu vigtigere at vi som kirke og kristen besinder os på spørgsmålet om, hvad klimapolitik har med kristendom at gøre?

Det grundlæggende svar er, at den verden, hvis fremtid trues, er skabt af Gud, og vi står til ansvar overfor Gud, hvordan vi forvalter det underfulde skaberværk, som vi har fået betroet. Det skylder vi som kirke og som kristne at minde hinanden og alle andre om.

Vi er kaldet til at elske vor næste, og de næster, hvis fremtid for alvor trues af klimaforandringer, er de kommende generationer, som vi skal overlade verden til. Sandsynligvis vil de fleste af os i vor generation ikke nå at opleve de mest katastrofale konsekvenser af høje temperaturstigninger, men de katastrofale konsekvenser vil ramme vore børn og børnebørn og oldebørn. Det skylder vi som kirke og kristne at minde hinanden og alle andre om.

Igennem hele bibelen går der en rød tråd, hvor Guds folk kaldes til at vise omsorg over for enken, den faderløse og den fattige, altså de mest sårbare mennesker. Alt tyder på, at klimaforandringerne vil ramme denne verdens mest sårbare mennesker allerhårdest. Det gælder især mennesker i de fattigste lande i den tredje verden. Det skylder vi som kirke og kristne at minde hinanden og andre om.

Klimaforandringerne er ikke bare en udefrakommende katastrofe, der helt tilfældigt rammer os, men hænger sammen med den måde vi har levet på. Og ansvaret for størstedelen af de CO2 udledninger, som fremkalder temperaturstigningerne, ligger på os i den rige del af verden, som også langt hen af vejen falder sammen med den gamle kristenhed. Det skylder vi som kirke og kristne at minde hinanden og andre om.

Skal klimaproblemerne løses, er det imidlertid ikke nok, at verdens lande enes om en aftale i Paris, for der er ikke bare tale om et økonomisk eller teknologisk problem, som kan løses gennem politiske beslutninger. Der er brug for, at vi hver især begynder at forandre vore vaner og hele vor måde at lever og forbruge på. Det skylder vi som kirke og kristne at minde hinanden og andre om.

Christiansfeld, søndag, den 13. december 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: