Årets teologiske debatter handlede om tro, håb og kærlighed

I det år, som nu går på hæld, er der tre teologiske debatter, som har fyldt meget. De har handlet om reinkarnation og opstandelse og om flygtninge. Da der er tale om teologiske debatter, er der sikkert mange ikke-teologer, der tænker, at det er udelukkende et mellemværende mellem teologer. Men intet kunne være mere forkert. For teologi handler i høj grad om vort fælles menneskeliv, og dybest set drives teologi for menneskelivets skyld.

Debatten om reinkarnation drejede, for mig at se, egengtlig om tro – og gerninger. Er vores skæbne bestemt af ’karma’, altså de gerninger, som vi udfører, og hvis konsekvenser vi på godt og ondt må leve med, også i de næste liv? Er vi uløseligt bundet til vores gerninger og dermed til vores synd, eller er vi ved tro på Kristus løst fra vore synder? Det gør en afgørende forskel, om vi alle er vores egen lykkes (og ulykkes) smed, så vi kun har os selv at takke for vore lidelser og vor lykke, eller vor skæbne er i en nådig Guds hånd. Er der tilgivelse for alle vore synder og en mulighed for en ny begyndelse ved tro på Kristus, eller er det, når alt kommer til alt synden, der får det sidste ord?

Debatten om opstandelse drejede, for mig at se, egentlig om håb. For menneskelivets skyld er debatten om opstandelse vigtig, ja, livet om at gøre. For den, der trues af alvorlig sygdom eller ligger og skal dø, gør det naturligvis en forskel, om der er trøst at hente i beretningen om Jesu opstandelse og løfterne om vor opstandelse, eller ej. For den, der skal sige farvel en af sine kære, der skal dø, gør det en forskel, om den døende blot skal blive til jord eller igen af jord opstå Er der håb om opstandelse og evigt liv, eller er det, når alt kommer til alt, døden, der få det sidste ord?

Debatten om flygtninge drejede sig, for mig at se, egentlig om kærlighed. Handler næstekærlighed om at vise kærlighed over for sine nærmeste ved fx at lave mad til sine børn og give sin mand et kys på kinden, eller indebærer næstekærlighed også om at vise omsorg over for den fremmede, som man ikke kender? Det gør en afgørende forskel for vort liv med hinanden, om vi mener, at det er et udtryk for næstekærlighed at hjælpe syriske flygtninge, eller det tværtimod er udtryk for det modsatte af næstekærlighed. Om vi betragter den muslimske flygtning som vores potentielle fjende, som vi ikke skylder at vise kærlighed, eller om kristen kærlighed også indebærer i givet fald at elske sin fjende – og søge at overvinde det onde med det gode. Er kærligheden er den stærkeste magt i verden, der kan overvinde alt, eller er det, når alt kommer til alt, ondskaben, der får det sidste ord?

Teologi er for vigtig til blot at overlade til teologer, her må vi alle også i 2016 tænke med og deltage i drøftelsen af, hvilket lys evangeliet kaster over vor fælles tilværelse. Der er jo en verden til forskel på, om vi lader synden og døden og ondskaben få det sidste ord, eller vi i det nye år giver plads til den tro, det håb og den kærlighed, der er fundamentet for vor tilværelse.

Christiansfeld, mandag, den 28. december 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: