Lars Løkke om falske og sande skillelinjer og om frygten for muslimer

I december stillede analysebureauet Wilke for Ugebrevet A4 1064 repræsentativt udvalgte danskere flg. spørgsmål: ”Får angrebene i Europa udført af islamiske terrorgrupper dig til at se med større bekymring og skepsis på den brede gruppe af muslimske medborgere?”. 41% af de adspurgte svarede ja til dette spørgsmål.

På den baggrund var det meget opmuntrende at høre statsministerens nytårstale i aftes. Her viste sig som en rigtig statsminister for alle borgere i Danmark, da han talte om terroren og den frygt, som det er terrorens væsen at skabe.

”Men vi må aldrig opgive vores hverdag og vores frie liv. Aldrig blive bange for at tage toget eller sætte os ved et cafébord. For så har terroristerne vundet. Og hvis frygten får nogle til at se skævt til mennesker med en anden baggrund end deres egen. Så har terroristerne også vundet. De prøver at skabe frygt mellem mennesker. Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam. Men den sande skillelinje går et andet sted. Mellem lys og mørke. Mellem frihed og tyranni. Mellem mod til godhed og fej ondskab.”

Hvorfor er så mange danskere bange for vore muslimske medborgere og hvorfor er så mange blevet endnu mere bekymrede over og skeptiske overfor dem efter terrorangrebene? Når jeg rundt om i landet taler med mennesker om deres holdning til muslimer, så får jeg det klare indtryk, at bekymringen eller frygten for muslimer ikke bygger på personlige erfaringer, tværtimod. Det personlige møde, i nabolaget, på arbejdspladsen, i skolen eller i fodboldklubben, er tværtimod med til at skabe tillid.

Men meget tyder på, at det er mediernes fremstilling af muslimerne, der nærer mange danskeres frygt og bekymring for de muslimske medborgere. Det kan godt være, at hver enkelt historie om muslimer, som har begået terror eller en anden form for ondskab er sand, men det billede medierne bevidst eller ubevidst skaber af muslimerne giver et groft fortegnet billede af muslimerne, og det fortegnede billede er i høj grad med til at underminere sammenhængskraften i det danske samfund ved at skabe falske skillelinjer mellem muslimer og ikke-muslimer. For Løkke har ret: ” Den sande skillelinje går et andet sted. Mellem lys og mørke. Mellem frihed og tyranni. Mellem mod til godhed og fej ondskab.”

Løsningen på dette problem er naturligvis, at flest mulige danskere med en kristen og kulturkristen baggrund får et personligt møde med danskere med en muslimsk eller kulturmuslimsk baggrund. Fordi fordomme næres først og fremmest af uvidenhed.

Men da medierne har så stor indflydelse på vor opfattelse af virkeligheden og vore holdninger – og dermed også på vor frygt og vore bekymringer, så er der også brug for, at medierne giver en mere nuanceret dækning af vore muslimske medborgeres gøren og laden og af de 1,6 mia muslimer, der i dag findes i verden. Som et beskedent bidrag til nuanceringen af billedet tillader jeg mig at videreformidle nogle af de positive historier, der trods alt findes her og der om muslimer.

Den 23. december sidste år kunne vi i Kristeligt Dagblad læse om terrorister fra den somaliske al-Shabaab-gruppe, der også huserer i Kenya. Al-Shabaah- gruppen er muslimsk, og så langt er det jo med til at bekræfte det mediebillede af muslimer, som nærer danskernes frygt for muslimer. Men det overraskende ved historien var, at da terroristerne stoppede bussen, nægtede muslimerne at lade sig adskille fra de kristne, som ellers ville være blevet slået ihjel af terroristerne. Muslimerne delte deres muslimske klædedrager og andre muslimske symboler med deres kristne medborgere, og enden på det blev, at terroristerne opgav deres plan.

I det nordlige Nigeria hærger den muslimske terror-organisation og tusinder af kristne (samt muslimer) er blevet deres ofre i de senere år. Byen Kaduna har været udsat for flere angreb og mange kirker er blevet brændt ned. Juledag omringede 200 unge muslimske mænd en stor kirke i Kaduna – for at beskytte den. Kirken kom uskadt gennem julen og kirkens præst udtalte, “I really appreciate their love and care”, og udtrykte håbet om at alle borgere i Nigeria uanset etniske eller religiøse forskelle måtte leve sammen i fred (læs mere her).

I går morges, nytårsmorgen, mens de fleste københavnere lå og sov troppede en gruppe Muslimer for Fred fra den islamiske ahmadiyya moské i Hvidovre op på Rådhuspladsen for at rydde op efter aftenens festligheder. Deres slogan er ”Kærlighed til alle. Had til ingen”(Kilde TV2)

Lars Løkke Rasmussen har ret. Vi skal ikke lade terroristerne få deres vilje, når ”de prøver at skabe frygt mellem mennesker. Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam.” Nej, for ”den sande skillelinje går et andet sted. Mellem lys og mørke. Mellem frihed og tyranni. Mellem mod til godhed og fej ondskab.”
Christiansfeld, den 2. Januar 2015
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 2. januar 2016 - 22:16

    Kære Mogens.

    Du og vores statsminister har begge ret i, at skellet går mellem ”lys og mørke”. Men, ”lys og mørke” defineres desværre ikke ens af religionen islam og Vestens liberale og sekulære demokratier. Det gør begreber som åndsfrihed, demokrati, ligestilling, ytringsfrihed og mange andre af de ord, debatter i Vesten så ofte drejer sig om, heller ikke.

    Du og mange andre, herunder muslimer, forsøger ofte at begrunde modstanden mod, mistilliden til og nogles frygt for islam med ukendskab til den religion, muslimer bekender sig til. Her begår både du, statsministeren og utallige andre den basale fejl i debatten, at I ikke skelner tydeligt mellem islam, som nogle muslimer lever den, og den religion og det menneske- og samfundssyn, imamerne og flertallet af muslimer ser som overlegen i sammenligning med Vestens dekadente, vulgære, troløse og amoralske ditto. Og selv du, trods din velvilje, må gennem dine mange forbindelser og studier efterhånden have fattet essensen og dybden af imamernes og Allahs foragt for de ”forfalskede” monoteistiske religioner. For ikke at tale om deres syn på andre religioner, eller, Allah fri mig vel, de gudløse.

    I islam, som Allah, profeten, de lærde, imamerne, sheikherne, ayatollaherne og flertallet af muslimer prædiker og forstår den, er ord som fatwa, kuffar, ummah, rafida, halal, haram, sharia, sunnah og mange andre med islamisk oprindelse en væsentlig og almindeligt kendt del af vokabulariet og den muslimske kultur. Jeg håber ikke, du ser de ord og accepten af deres gyldighed som værende i overensstemmelse med Vestens værdier. Eller, ser du dem som ”falske skillelinjer mellem muslimer og ikke-muslimer”?

    Du har fuldstændig ret i, at der mangler ærlig og faktuel oplysning i store dele af dialogen mellem og fra parterne i debatten om islam vs. Vestens samfunds- og menneskesyn. Problemet er, at alt for mange er hoppet med på mantraet om islam som fuldt forenelig med vestens sekulære, liberale og demokratiske værdier, så længe muslimerne bare ikke tyr til terror og vold eller trusler herom.

    Din omtale af indsatsen fra medlemmerne fra Ahmadiyya Menigheden i Hvidovre og deres arbejde er selvfølgelig prisværdig, men du ville vel ikke på samme vis henvise til Jehovas Vidner for at overbevise andre tvivlere om kristendommens modstand mod krig, terror og vold?

    Venlig hilsen
    Svend Jespersen

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 2. januar 2016 - 22:22

    Kære Svend

    Din beskrivelse af islam passer på den mest radikale udgave af islam, men det er ikke den forståelse af islam, som flertallet af muslimer hylder. Når det gælder muslimer, er der i høj grad behov nuancering, fordi virkeligheden på dette område er nuanceret.

    Jeg henviser ikke til de positive ting, som muslimer har gjort, inkl. Ahmadiyya muslimerne, for at overbevise nogen om islams sandhed, men blot for at bidrage til et mere nuanceret billede af muslimer i Danmark og i verden.

    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Svend Jespersen on 2. januar 2016 - 23:50

    Kære Mogens.

    Dit svar her viser netop uviljen mod at røre ved det, jeg nævner ovenfor, nemlig den islam, som Koranen, profeten, de muslimske lovskoler, mullaherne, imamerne, Al Azhar, universiteterne i Qum underviser i og prædiker og muslimers forhold til den.

    Du taler om ”den forståelse af islam, som flertallet af muslimer hylder”, men du undgår behændigt at give kilder til, hvordan og på hvilke punkter, dette ”flertals” forståelse af islam afviger fra ”eksperternes” udlægning.eller er i overensstemmelse med den. Du undgår bevidst at svare på, om du betragter begreber som ”fatwa, kuffar, ummah, rafida, halal, haram, sharia, sunnah” som værende i strid med Vestens samfunds- og menneskesyn eller ej.

    Hvis du mener, flertallet af muslimer ikke hylder den slags, så burde du klargøre det lidt mere overbevisende, end du gør i dit indlæg og din kommentar her, som kun kan svinge sig op på niveau med Margrethe Vestagers ord om, at ”Sådan er det jo”.

    Venlig hilsen
    Svend Jespersen

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 2. januar 2016 - 23:59

    Kære Svend
    Pointen i Lars Løkkes tale – og også i min tilslutning til hans tale – er, at det store flertal af muslimer tager afstand fra terrorisme i islams navn, og derfor går skellet ikke mellem islam og vesten men mellem dem der går ind for terrorisme og dem der ikke gør.
    Mht. tolkninger af islam kan jeg fx henvise til Tariq Ramadans bog “Europæisk islam”
    Venlig hilsen
    Mogens

  5. #5 by Svend Jespersen on 3. januar 2016 - 00:37

    Kære Mogens.

    Mener du virkeligt, at Tariq Ramadans version af euroislam tager endegyldigt afsked med begreber som ”fatwa, kuffar, ummah, rafida, halal, haram, sharia, sunnah”. Nej vel?

    For du mener vel den Tariq Ramadan, som ikke endegyldigt turde afskrive de hellige teksters ord om stening af kvinder og dødsstraf for frafald fra islam, og som i stedet blot ønskede et islamisk ”maratorium”, dvs. en lille tænkepause, hvor man kunne debattere rigtigheden af og formålet med den slags?

    Venlig hilsen
    Svend Jespersen

  6. #6 by Mogens S. Mogensen on 3. januar 2016 - 15:24

    Kære Svend
    Selvfølgelig går han ikke det, men han tolker disse begreber anderledes end fx wahhabi-islam.
    Venlig hilsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: