Syrienkrigere i historisk perspektiv

Ifølge PET er mindst 125 personer siden 2012 rejst til Syrien for at deltage i borgerkrigen, og en hel af disse såkaldte ’syrienkrigere’ er blevet dræbt. Der er al mulig grund til at tage disse syrienkrigere alvorligt, bl.a. fordi de if. PET vil udgøre en alvorlig terrortrussel, når de vender hjem til Danmark.

Syrienkrigerne repræsenterer imidlertid ikke noget nyt eller enestående fænomen. I bogen ”Foreign Fighters. Transnational Identity in Civil Conflicts” (2013) giver David Malet, der underviser i international politik på Melbourne Universitet, et interessant historisk perspektiv på fænomenet. Malet definerer ”foreign fighters” som ”noncitizens of conflict states who join insurgencies during civil conflicts”, altså udefrakommende personer, som deltager oprørsbevægelser i borgerkrige og borgerkrigslignende konflikter.

Malet har for perioden 1816-2005 identificeret 331 borgerkrige eller borgerkrigslignede konflikter (”civil conflicts”), og i 70 af disse konflikter, dvs. omkring hver femte, har han kunnet dokumentere tilstedeværelsen af ”foreign fighters”. Det er værd at lægge mærke til, at ”foreign fighters” optræder hyppigere i ikke-etniske konflikter, end i etniske konflikter, og at kun godt en fjerdedel af ”foreign fighters” har samme etnicitet, som dem, de kom for at kæmpe sammen med. Der er altså langt flere ”foreign fighters”, som er villige til at kæmpe pga et transnationalt end et etnisk-nationalt tilhørsforhold.

Det er også værd at bemærke, at mens de siddende regeringer vandt 60% af alle moderne borgerkrige, så var succesraten markant bedre for de opstande, hvor ”foreign fighters” spillede en væsentlig rolle. Og, at skønt de transnationale krigere i Irak udgjorde mindre end 10% af oprørerne, så var de ansvarlige for mere end 90 % af selvmordsbomberne og andre angreb med høj dødelighed.

Forfatteren giver en grundigere analyse af fire borgerkrige eller opstande, hvor ”foreign fighters” deltog. Det er den texanske revolution 1835-36, den spanske borgerkrig 1936-39, den israelske uafhængighedskrig 1947-49 og Afghanistan-konflikten 1978-92 og de efterfølgende konflikter.

Det spørgsmål, som Malet søger at besvare med sin undersøgelse er, hvilke budskaber oprørerne bruger til at rekruttere ”foreign fighters”. Mens løfte om materiel belønning undertiden bruges til at rekruttere lokale til kampen, spiller det tilsyneladende kun en meget begrænset rolle i rekrutteringen af transnationale volontører, samtidig med at de engageres i militære aktioner som er farligere end dem, som de lokale deltager i.

Hovedkonklusionen i undersøgelsen er, at rekrutterings-budskaber og mekanismer er de samme uanset forskellene mellem konflikterne. Repræsentanter for opstande søger at rekrutettere ”foreing fighters” ved at beskrive eller konstruere en fjern borgerkrig eller borgerkrigslignende konflikt som en alvorlig konflikt eller trussel for alle medlemmer af en transnationalt gruppe, som både de udenlandske rekrutter og de lokale oprørere er medlemmer af. Der kan være tale om en fælles etnicitet, religion, ideologi e.l.

Den model, som rekrutteringsforsøg typisk følger, beskriver Malet således:

  1. Repræsentanter for opstande, som i udgangspunktet er de svagere fraktioner i en konflikt forsøger at styrke sin slagkraft ved at hente støtte fra udlandet.
  2. Man sigter mod grupper i udlandets som må forventes at identificere sig med deres sag pga. en eller anden relation til oprørerne.
  3. I disse transnationale grupper er de mest modtagelige medlemmer personer, som allerede er aktive i disse gruppers institutioner og identificerer, men som samtidig typisk er marginaliseret i forhold til det bredere samfund, ofte fordi de er en del af en minoritetsgruppe.
  4. Rekrutteringsagenterne fortæller de potentielle rekrutter, at deres fælles gruppes eksistens er truet, og at deres deltagelse er nødvendig ikke blot for de kæmpende men også for dem selv. Det handler altså om et nødvendigt forsvar for deres gruppe med dens transnationale identitet.

De transnationale identiteter, som har spillet en rolle for rekrutteringen af ”foreign fighters” har varieret. I slutningen af det 19. århundrede var de fleste foreign fighters” anarkister. I den første halvdel af det 20. århundrede var de fleste ”foreign fighters” medlemmer af kommunistiske grupper. Og i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede er de fleste foreign fighters islamister. Men David Malets konklusion er, at der i de fire konflikter, som han har undersøgt, et slående konsistent mønster mht. til udvælgelse af målgruppe for rekruttering af ”foreign fighters”, udformning af rekrutteringsbudskabet og mobiliseringsmekanismer. Og så tilføjer han, at der typisk opstår konflikter mellem lokale og transnationale oprørere.

Det historiske perspektiv som David Malets bog ”Foreing Fighters” præsenterer, gør ikke problemet med syrienkrigere mindre, men kan måske bidrage til en dybere forståelse af fænomenet og dermed til, hvordan vi som samfund kan imødegå det.

Christiansfeld, tirsdag, den 5. januar 2016
Mogens S. Mogensen

 

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: