Lovforslaget om familiesammenføring er det mindst misforståede lovforslag

I morgen, den 13. januar har folketinget førstebehandling af L87 ”Forslag til lov om ændring af udlændingeloven”. Lovforslaget indeholder en stor buket af blomster, som normalt ikke trives på vore breddegrader. Et af forslagene karakteriserede statsminister Lars Løkke Rasmussen på sin pressekonference i dag som ”det mest misforståede lovforslag i Danmarkshistorien”. Det drejer sig naturligvis om forslaget om, at politiet skal ransage asylansøgere og konfiskere deres dyrebare smykker. Noget tyder på, at statsministeren har ret i, at det er det mest misforståede lovforslag i Danmarkshistorien, for selv ikke den regering og de partier, som står bag forslaget har evnet at give en forståelig entydig forklaring på indholdet i lovforslaget.

Misforståelserne har imidlertid bredt sig langt ud over landets grænser, og ikke bare til potentielle asylansøgere, men også til mange lande rundt om i verden, og forslaget er dermed måske også blevet ikke bare det mest misforståede i historien, men også det mest verdenskendte danske lovforslag i historien.

Det er imidlertid en meget alvorlig misforståelse at tro, at forslaget om konfiskering af asylansøgeres smykker (som for øvrigt siden fremsættelsen af lovforslaget er blevet ændret et par gange for at gøre det mere spiseligt) er det mest umenneskelige i lovpakken. Det er naturligvis ikke rart for asylansøgere, der måske har mistet næsten alt under flugten fra borgerkrigen og terroren i Syrien, at blive skilt fra deres smykker og kontanter, men langt alvorlige er det imidlertid forslaget om, at mange asylansøgerne forbliver skilt fra deres børn i årevis. Allerede da den tidligere regering fik gennemført, at asylansøgere først kunne få familiesammenføring efter et år, kom der alvorlige advarsler fra fagpersoner med forstand på børns udvikling. Og nu foreslås det alts i fuldt alvor, at asylansøgere først skal kunne få familiesammenføring efter tre år.

Det er i modsætning til lovforslaget om konfiskation af smykker og kontanter ikke et lovforslag, som det er muligt at misforstå. Enhver kan forstå, at det ikke er børnenes tarv, som forslagsstillerne her bekymrer sig om. Alle har til fulde forstået, at målet er, at skræmme flygtninge væk fra Danmark. Det er ikke til at misforstå, at målet her helliger midlet, for så vidt som man kan sige, at målet – at skræmme flygtninge væk fra Danmark – er helligt …. Her ofres asylansøgernes børn på udlændingepolitikkens hellige alter.

Det er bestemt opmuntrende, at der er politikere, der har lagt pres på integrationsminister Inge Støjberg og regeringen for at få revideret lovforslaget om konfiskering af asylansøgeres smykker. Men det er beskæmmende, at mange politikere har været mere betænkt på at beskytte asylansøgeres ejendele end asylansøgeres børn. Alle har en gang været børn og kan huske, hvilken uvurderlig betydning den nære kontakt til forældrene havde, og alle, der har fået børn, ved, at forældres kærlighed til børn er stærkere end noget andet. Så derfor må man spørge, hvordan kan danske politikere – tilsyneladende med bred opbakning i den danske befolkning – overhovedet overveje at vedtage en sådan lov?

Christiansfeld, tirsdag, den 12. januar 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Karen E. Hansen on 12. januar 2016 - 23:25

    Det er vist de færreste, der ikke føler ubehag ved situationen.
    Men det første overgreb på barnets tarv skete, da far valgte at forlade kone og børn i nærområdet og rejse gennem hele Europa for at nå frem til Sverige eller Danmark. I forventning om, at derefter vil det skandinaviske land være i stand til at hente hele familien til landet og skaffe boliger, indtægt, undervisning, læger o.s.v. til alle. I 100.000 tilfælde mere pr. år.
    De “onde politikere” ser måske foran sig, at det kan medføre et økonomisk og kulturelt kaos, der vil være i modstrid med rigtig mange børns tarv.

    Vh Karen

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 14. januar 2016 - 22:01

    Børn af en gruppe af flygtninge, som vel ikke kan holdes ansvarlige for noget som helst, kommer altså til at betale prisen – i form af mange års adskillelse (i praksis mellem 4 – og 5 år) fra deres forældre. Det strider efter min mening mod hensynet til børnenes tarv.
    Vh Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 14. januar 2016 - 23:28

    Ja, adskillelsen strider mod børnenes tarv – men i første omgang er det den forælder (som regel far), der beslutter at rejse alene, der er årsag til adskillelsen.
    Det er der flere årsager til, men alligevel er det da det primære ansvar.
    Langt de fleste asylansøgere (og migranter) er mænd, der kommer alene…. og som altså synes, at evt. kone og børn kan efterlades et sted.
    Derefter lægges ansvaret over på det land, der bliver modtager. Når en asylansøger ikke bare flygter, men rejser til et udvalgt land alene, lægger han dermed ansvaret for at føre familien sammen over på modtagerlandet.
    Dilemmaet for de “attraktive” modtagere er, at jo flere immigranter og familiesammenføringer, jo flere udgifter og integreringsproblemer, der til sidst kan gå ud over de børns tarv, der er i landet (indfødte så vel som tilrejste).
    Det synes jeg ikke, du forholder dig til.
    Vh Karen

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 16. januar 2016 - 16:26

    Ja, selvfølgelig koster det penge at tage imod flygtninge og flygtningebørn, og naturligvis kan man ikke bruge pengene to gange. Men man kunne også sige, at de penge der går til at tage sig af mennesker, som er flygtet pga forfølgelse og krig, må gå ud over de skatteydere, som havde sat næsen op efter en skattelettelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: