I disse dage er det 10 år siden, at tegninge-krisen rasede og skabte alvorlige problemer for Danmark på den internationale scene. Og nu er Danmark igen gerådet ud en krise – smykke-krisen – som har rettet omverdenens kritiske lys mod vort land. I begge tilfælde er der tale om karikatur-kriser. Mange muslimerne opfattede tegningerne af deres profet på den måde, at de repræsenterede en karikeret opfattelse af islam. Mange danskere opfatter i dag mediernes billede af Danmark ud fra udlændingelovens bestemmelser om konfiskation af smykker, som værende karikeret – især da karikaturtegningerne af Danmark, for slet ikke at tale om karikaturtegningerne af Danmarks statsminister.
Smykke-krisen handler således om Danmarks image i verden, og om branding af Danmark. Det er naturligvis en vigtig sag for Danmarks handelsinteresser, for muligheden for at tiltrække den rette kvalificerede arbejdskraft, for hvor attraktiv Danmark er som turistland og for Danmarks politiske indflydelse. Der er for mig at se ingen tvivl om, at smykke-kristen er med til at give et helt fortegnet billede af det danske samfund, som om vi hørte til de lande, der behandlede flygtninge dårligst, og hvor befolkningen var mest fjendtligt stemt over for flygtninge. Det er naturligvis slet ikke tilfældet.
Smykke-krisen handler imidlertid om langt vigtigere forhold en det. Smykke-krisen handler om Danmarks udlændinge-lovgivning og dermed om, hvordan vi tager imod og behandler de mennesker, der pga. forfølgelse og krig søger beskyttelse i Danmark. Her er det altså konkrete menneskers skæbne, der er på spil. For mig at se er det problematisk, at politiet har fået bemyndigelse til at holde flygtninge fængslet på ubestemt tid uden at de får ret til at komme for en dommer. Men alvorligst er det efter min mening, at man for de flygtninge, der kun får midlertidigt ophold, udsætter ventetiden indtil de kan begynde at søge om familiesammenføring fra et til tre år. At andre lande måske ikke opfører sig mere humant end Danmark på disse områder, gøre ikke sagen bedre.
Smykke-krisen handler dybest set om, hvilke midler vi kan tillade os at bruge for at skræmme flygtninge væk fra at søge til Danmark for at få asyl. Det vil sige, at debatten dybest set slet ikke handler om det, som det var langt vigtigere at diskutere, nemlig, hvordan tager vi os i Europa (og verden) af de millioner af flygtninge – mænd, kvinder og børn – hvis liv dagligt er truet. Det vi diskuterer i Danmark – og som man diskuterer i mange andre lande i Europa – er i stedet, hvad man kan gøre sit land mindst muligt attraktivt for flygtninge ved at gøre vilkårene for dem ringere og ringere, og dermed hvordan man på den måde kan skubbe flygtninge over på andre lande.
På den måde er smykke-krisen – med alle dens karikaturer – et udtryk for ikke blot Danmarks, men også andre landes, afmagt over for selve flygtninge-krisen.
Christiansfeld, onsdag, den 27. januar 2016
Mogens S. Mogensen
Mogens S. Mogensen 
#1 by Kim Hartzner on 28. januar 2016 - 00:50
Kære Mogens, Et sted i dit indlæg skriver du følgende om flygtningekrisen i Europa: “de millioner af flygtninge – mænd, kvinder og børn – hvis liv dagligt er truet”. Du overser bare, at den beskrivelse kun gælder et meget lille antal af dem, der kommer til Europa, og i endnu mindre grad dem, der når hele vejen til Danmark: Cirka 60% af alle flygtninge/migranter, der når Europa, kommer slet ikke fra Mellemøsten, men fra Nordafrika, Albanien, Kosovo, Serbien og andre lande, hvor de ikke ‘dagligt er truet’. Og af de cirka 40%, der kommer fra lande berørt af krigen i Mellemøsten, kommer langt den overvejende del ikke direkte fra krigszonen, men fra lejre i nærområderne, hvor de ofte har boet i flere år, fx i Tyrkiet, Libanon eller Kurdistan i Irak. Ikke at forholdene der er ideelle – ofte langtfra, da FN og hjælpeorganisationerne ikke har tilstrækkelige midler. Men de er i hvert fald ikke ‘truet på livet’, som du skriver. Og den langt overvejende del af disse flygtninge fra Mellemøsten tilhører de mest ressourcestærke, dem, der har pengene til at betale for en dyr rejse til Europa. De mange millioner, der er fanget i krigens ulykke tæt på krigszonen, er ofte for fattige, frysende og udslidte til overhovedet at tænke på at rejse fra Mellemøsten. Jeg ved det fra mange besøg i og omkring krigszonen i Mellemøsten de sidste år, hvor det gennemgående er sådan, at de ressourcestærke folk med uddannelse, der bor i sikre områder uden for den egentlige krigszone er dem, der spørger os, om de skal udvandre. Det spørger de mange tusinde fattige, frysende og sultende fordrevne og flygtninge ikke om – de kæmper for blot at overleve. Selvfølgelig er der undtagelser i dette som i alt andet, men billedet af en flygtningefamilie med far, mor og børn, der kommer direkte fra en krigszone, hvor de har været truet på livet og til Danmark, er slet ikke repræsentativt for de 20.000, der kom sidste år. Det gælder kun et lille fåtal.
Et andet uhyre vigtigt forhold, du ikke nævner er følgende, som også påpeget af den verdensberømte professor Rosling fra Sverige: Halvdelen af de penge, Sverige årligt bruger på asylansøgere, er nok til at dække de basale behov for samtlige flygtninge på hele jorden. Set på den baggrund er det en himmelråbende uretfærdighed, at vi i Europa har valgt at give førsteprioritering på at hjælpe de 2-3% af befolkningen fra Mellemøsten, som overordnet set er de stærkeste og rigeste – mens samtidig millioner af mennesker midt i krigszonen og tæt på krigszonen ingen eller næsten ingen hjælp får, fordi vi overordnet set prioriterer forkert. I det store billede er det forhold den største humanitære uretfærdighed på hele jorden, en uretfærdighed af astronomiske dimensioner, og det vil kommende generationer utvivlsomt dømme os hårdt for, når historien skrives. For mig er dette en ekstra gru, når jeg i Irak hjælper fordrevne yezidier på Sinjar-bjerget lige uden for Islamisk Stat: Her bor 25.000 fordrevne på et bjerg lige oven for Sinjar by, og Mission Øst har som den eneste organisation i verden ansvaret for at give vinterhjælp til disse mennesker. Lige nu fryser de 15.000 af dem – for vi har kun haft råd til at hjælpe de 10.000 med vinterhjælp. Når jeg så efterfølgende tager i sommerhus i Sverige og møder ‘flygtninge’, der går klædt i modetøj, der er dyrere end det tøj, jeg selv går i, og går på restaurant og får pizza og øl – ja, så virker denne overordnede uretfærdighed så slående, at man bliver syg indvendig.
Alt det nævner du intet om, for slet ikke at tale om det massive problem med, at hele flygtningekrisen er præget af massive seksuelle overgreb på kvinder, muslimske som ikke-muslimske: i) i flygtningelejrene i og omkring Syrien og Irak sælges små piger systematisk til slaveri i Golfstaterne; ii) på vej op gennem Europa misbruges piger/kvinder systematisk for at skaffe penge til transporten; iii) på flygtningecentre i Tyskland sover børn og kvinder med tøjet på, de går ikke på toilettet om natten, og de undgår at gå i brusebad – alt sammen på grund af den store risiko for seksuelle overgreb og voldtægt; iv) de seksuelle overgreb i Köln er ikke enestående – næsten hver dag forekommer voldtægt eller seksuelle overgreb relateret til flygtninge/migranter med muslimsk baggrund.
Og du nævner heller ikke, at forudsætningen for, at vi overhovedet tager imod ‘flygtninge’ er, at menneskesmuglere tjener milliarder på flygtninge/migranter – hvis de da ikke tager sex som betaling – penge, der i stedet kunne bruges til nødhjælp i Mellemøsten eller til fx at udvælge de mest trængende (som det er umuligt at hjælpe i Mellemøsten) og sørge for en forsvarlig og sikker transport af dem til sikre lande som fx Danmark.
For mig at se springer du alle disse helt afgørende mellemregninger over, og dermed forsvinder en meget stor del af grundlaget for dit indlæg.
#2 by Mogens S. Mogensen on 28. januar 2016 - 07:28
Kære Kim
Jeg skriver ikke kun om flygtninge i Europa, men om de millioner af flygtninge i verden, hvoraf en lille del er søgt til Europa.
Jeg er fuldt ud klar over, at måske omkring 60% er økonomiske migranter, men dem, som jeg skriver om, er altså de mennesker, hvis liv er truet af forfølgelse og krig, og som derfor if. flygtningekonventionen har krav på beskyttelse, uanset om de er ressorcestærke eller ej, uanset om de er fanget i krigszoner, er i flygtningelejre i Jordan eller er på vej til Europa.
Min pointe er, at det er selve flygtninge spørgsmålet – nemlig disse mennesker som if. flygtningekonventionen har krav på beskyttelse – der burde være det vigtigste spørgsmål at diskutere, fordi der er tale om millioner af mennesker, hvis liv og velfærd trues.
Jeg har ikke løsningen på dette problem, som har mange elementer (hvad skal vi gøre i med konflikterne, der producerer flygtninge, hvad skal vi gøre i krigszoner, hvor mennesker er fanget, hvad skal vi gøre i nærområderne, hvor millioner lever i flygtningelejre, hvad skal vi gøre for dem der søger til Europa?), men det er det problem, som jeg synes vi burde være mest optaget af – og et problem som Mission Øst faktisk er med til at adressere gennem sit vigtige arbejde.
Jeg er naturligvis også enig i, at vi som europæiske lande skal bidrage til løsning af dette komplekse problem uden at ødelægge vore egne samfund.
Venlig hilsen
Mogens
#3 by Kim Hartzner on 28. januar 2016 - 22:42
Kære Mogens,
tak for din tilbagemelding. Det helt store problem er bare, at dem, der reelt er ‘truet af forfølgelse og krig’ reelt kun udgør en meget lille del af dem, der kommer til Nordeuropa, fx Danmark, hvor det jo koster 10 gange så meget at hjælpe flygtninge/migranter i forhold til omkostningerne direkte i Mellemøsten. Jeg ved, at der sker store ændringer i, hvordan vurderingen af asylsagerne falder ud for de respektive lande, og at der er store forskelle mellem procedurerne i de forskellige vestlige lande. Irak er jo fx ikke en ensartet størrelse, men et kludetæppe med mange facetter. Der er sikre områder og meget usikre områder, og situationen ændrer sig løbende som krigen udvikler sig. På grund af, at der er sikre områder i landet, sendes da også flere og flere irakiske asylansøgere tilbage fra de vestlige lande. Tilbage står dog for mig, at når der fortsat er millioner af nødlidende i Mellemøsten, der får ingen eller kun helt utilstrækkelig hjælp, er det moralsk uforsvarligt at prioritere de rigeste og mest ressourcestærke, nemlig dem, der kan betale en formue for at rejse til Nordeuropa. Vi har jo ikke ubegrænsede ressourcer, og en lang række vestlige lande, inklusive Danmark, bruger netop ulandsbistanden til at betale de mange ekstra milliarder for flygtninge/migranter. Jeg ved godt, at det ikke er på bekostning af den humanitære bistand i Mellemøsten, men på bekostning af den langsigtede bistand i den øvrige verden, men hvis vi havde lukket EUs ydergrænser for længe siden og henlagt processen med at behandle mulige asylansøgere til centre i Mellemøsten, havde vi både sparet mange milliarder, der kunne bruges til de mest trængende, og vi havde sikret en langt mere retfærdig tildeling af hjælpen. Lige nu går begge dele fuldstændig skævt: Vi prioriterer de mest ressourcestærke og samtidig får millioner af de mest udsatte ingenting. I det store billede er det den mest uretfærdige humanitære indsats, jeg nogensinde har været med til. Og konsekvenserne af dette svigt er for mig at se fuldstændig uoverskuelige, specielt, hvis krigen forværres og antallet af nødlidende mangedobles!
#4 by Karen E. Hansen on 29. januar 2016 - 00:32
Læser med på disse reaktioner fra dig Kim Hartzner med stor interesse!
Din helt konkrete udmelding:
“når der fortsat er millioner af nødlidende i Mellemøsten, der får ingen eller kun helt utilstrækkelig hjælp, er det moralsk uforsvarligt at prioritere de rigeste og mest ressourcestærke, nemlig dem, der kan betale en formue for at rejse til Nordeuropa”
Og:
“…hvis vi havde lukket EUs ydergrænser for længe siden og henlagt processen med at behandle mulige asylansøgere til centre i Mellemøsten, havde vi både sparet mange milliarder, der kunne bruges til de mest trængende, og vi havde sikret en langt mere retfærdig tildeling af hjælpen”.
Er det oplagt at give sin fulde tilslutning.
Så slap vi også for de pinagtige, men desværre nok i nødsituationen nødvendige, forsøg på at gøre de skandinaviske, solidariske velfærdssamfund så “uattraktive” som muligt for de tililende.
Men flygtningekonventionen – og et åbenbart handlingslammet EU (måske endda paralyseret af ideen om konventionens status som Europas moral (Tyskland)) – forhindrer den moralske løsning, du taler om.
NB. Savner også stadig overvejelser over den store risiko for kvinder, der følger med… også i Europa – hvorfor?
Vh
Karen
#5 by Mogens S. Mogensen on 29. januar 2016 - 08:34
Kære Kim
Tak for din kommentar.
Jeg er enig i,
• at EU hurtigst muligt burde udvikle en fælles grænsekontrol og immigrationssysstem, så alle flygtninge får deres sag behandlet ved den fælles ydre grænse.
• at EU og andre (rige) lande burde investere langt mere i at understøtte de flygtninge, som lever i flygtningelejre i nærområderne.
• At EU og andre (rige) lande burde gøre en langt større humanitær indsats i lande ramt af borgerkrig, krig og konflikt for at tage sig af internt fordrevne der.
Og så vil jeg tilføje:
• at der må gøres den størst tænkelige indsats for at skabe fred og stabilitet og ordnede forhold i de lande, der i dag er ramt af krig og uro, så mennesker ikke bliver nødt til at flygte for at redde deres liv.
Hvis disse fire ting sket, så ville vi bevæge os i den rigtige retning mht løsning af flygtningeproblemet, forstået som flygtningenes problem.
Men jeg fornemmer, at du implicit foreslår, at vi dropper flygningekonventionen – og hvis det er rigtigt fornmmet, så er jeg uenig med dig i det.
Venlig hilsen
Mogens