Mangfoldige Marrakech

Efter at have flydt rundt i menneskehavet i Marrakechs souk, hvor der faldbydes meget andet end marokkopuder, er det godt at slå sig ned på tagterrassen i Café Arabe og der hvile skankerne og samle tankerne. Caféen er arabisk, befolkningen taler arabisk, og Marokko er den vestligste del af den arabiske verden, men næsten alle de lokale, som vi har talt med, siger, de er berbere, og flertallet af landets omkring 35 mio. indbyggere føler sig nok snarere som berbere end arabere. Det var romerne, som begyndte at kalde befolkningen i den nordvestlige del af Afrika for berbere, eller rettere barbarer, men siden tog den oprindelige befolkning den nedsættende betegnelse til sig som et navn for deres identitet.

Når vi vandrer rundt i den kæmpestore souk, og når vi om aftenen observerer folkelivet på den centrale plads i medina’en, Jemaa el-Fna, med dens slangetæmmere, historiefortællere, akrobater, medicinmænd og spåmænd føler vi os hensat til middelalderen. Og noget af det samme oplever vi, når vi ad mørke snørklede og snævre gader forsøger at finde vej fra Jemaaa el-Fna tilbage til vor Riad. Forlader vi derimod medina’en og kører ad en af portene i den middelalderlige bymur til den moderne by, føler vi os næsten hensat til en hvilken som helst vestlig storby med mange af de mærkevareforretninger, som vi kender fx fra København.

Det er fredag eftermiddag, og pludselig lyder det et kor af muezziner – eller måske snarere båndoptagelser af muezziner udsendt per højttaler – fra byens talrige moskéer, der kalder til bøn. Marokko er et muslimsk land, if. statistikken er 99% af befolkningen muslimer, og islam blev den altdominerende religion i området lang tid før Ansgar kom til Danmark med kristendommen. Ikke desto mindre serverer tjeneren uden at blinke en dejlig kølig øl for mig på tagterrasen i Café Arabe, og øllen af mærket Flag er tilmed produceret i det muslimske land på et bryggeri i Casablanca.

Fra tagterrassen kan jeg se mod syd, hvor Medina’ens, den gamle bys, største og vigtigste moske, Koutoubia-moskeens imponerende minaret præger bybilledet. Koutouba-moskéen blev bygget i slutningen af det 12. århundrede af almohaderne til afløsning af den store moske, som grundlæggerne af Marrakech, de berberiske Almoravider, havde bygget et århundrede tidligere. En af grundene til det var, at almohaderne fandt ud af at almoravidernes moske ikke var helt præcist orienteret mod Mekka. Koutoubia- moskéen, som jeg desværre ikke har set indvendig, da der er adgang forbudt for ikke-muslimer, repræsenterer på denne måde den strikse ortodokse islam. I den nordlige ende af Medinaen ligger – som en folkemuslimsk modpol til den islamiske ortodoksi – Zawiya Siddi bel- Abbes, hvor en muslimsk helgen, der døde i Marrakech i 1205, ligger begravet. Bel-Abbes er den vigtigste af i alt syv skytshelgener, hvis helligsteder ligger på en pilgrimsrute rundt i byen. Her mødte vi talrige syge og handicappede, nødlidende og fattige som søgte ”baraka”, velsignelse, fra deres helgen og fik mad fra fællesskabet omkring denne “zawiya”.

Marrakech, som på berbernes sprog, betyder ”Guds land”, er et fascinerende bekendtskab i al sin spraglede mangfoldighed.

 

Marrakech, fredag, den 19. februar 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: