Martyrernes kirke i Marrakech

Det er søndag formiddag, og vi skal i kirke. Vi havde fundet en katolsk kirke, hvor der var messe kl. 10. Da vi var ved at forklare taxa-chaufføren, hvor kirken lå, sagde han, at det behøvede vi ikke, for der var kun én ”kanisa” (arabisk for kirke) i millionbyen Marrakech. Kirken ligger i den nye bys forretningskvarter, nærmere bestemt i Rue el Imam Ali, altså en gade opkaldt efter shi’a-muslimernes vigtigste martyr. Lige over for kirken ligger en stor moské, som var kendt som ”moskéen over for kirken”.

Da klokken nærmede sig 10, samledes der flere hundrede mennesker i kirken, mange var studerende fra frankofone lande i Afrika, og mange andre var europæere. Uden for kirken holdt en politimand vagt, og det var ikke helt klart for os, om det primært var for at sikre kirkens sikkerhed, eller det var for at sikre, at kun kristne gik ind i kirken, lige som det kun er muslimer, der har lov til at gå ind i moskéerne.

Altertavlen i den forholdsvis nye kirke (bygget i kolonitiden, i 1928) bestod af fem malerier. De to billeder til højre illustrerede Frans af Assisi, der prædiker for fuglene, og for kaliffen i Egypten. De fire præster knyttet til kirken er da også alle franciskanere fra Europa, Congo og Mexico. Billedet i midten forestiller fem franciskanske munke foran Koutoubia-moskeen Marrakech, der netop var blevet bygget færdig af den almohadiske konge få år forinden, bymuren og Atlasbjergene i baggrunden. I 1220 endte de deres dage i Marrakech som martyrer, og 2-300 år senere blev de erklæret at være helgener. De to sidste billeder til venstre forestiller en augustinsk munk, som de fem martyrers liv gjorde et så stort indtryk på, at han valgte at blive fransciskanermunk. Alt dette fortalte præsten og munken fra Mexico, med det sigende navn ”Angelo”, os.

Den muslimske kontekst, som kirken opererer i, fremgår tydeligt af det seneste nummer af kirkebladet for hele Rabat bispedømme, som jeg læste lidt i, inden gudstjenesten gik i gang. Temaet var ”barmhjertighed”, der blev udfoldet i kristen sammenhæng. Der var imidlertid også en redegørelse for ”barmhjertighed” i jødedom og islam. Der var en artikel om den vitale nødvendighed af kristen-muslimsk dialog og samarbejde mellem kristne og muslimer for at fremme fred og retfærdighed. På bagsiden af kirkebladet var der optrykt en række af ”Allahs 99 skønne navne” på arabisk og fransk, under overskriften – konvergenspunkter. Endelig var der også en længere artikel med overskriften ”De religiøse mindretals rettigheder i den muslimske verden”. Her gøres der grundigt rede for det møde mellem over 300 muslimske lærde, intellektuelle og ledere (samt enkelte repræsentanter for ikke-muslimske trossamfund, bl.a. Marokkos katolske biskop), der blev afholdt i Marrakech om dette emne. Marrakech-resolutionen citeres sammen med Kong Mohammed 6. velkomsttale – alt sammen dog uden kommentarer, men implicit med udtryk for en glæde over begivenheden.

Kirken, hvor vi i den grad glædede os over at måtte deltage i gudstjenesten og lytte til en god prædiken om forklarelsen på bjerget og synge med på rytmiske sange under ledelse af et afrikansk kor, hedder ”Église des Saints Martyrs”, martyrernes kirke. Vi har ikke hørt om kristne martyrer i Marokko i dag, men de kristnes forhold er langt fra ideel. If. den marokkanske grundlovs par. 3 har alle ret til at praktisere deres tro, men straffeloven forbyder konversion til andre religioner end islam. I par. 220 står der, at “anyone who employs incitements to shake the faith of a Muslim or to convert him to another religion” er hjemfalden til 3-6 måneders fængsel samt en bødestraf. De franciskanske munke ved martyrernes kirke må altså ikke forkynde evangeliet for muslimer mhp. at de omvender sig og bliver døbt. Men som Frans af Assisi sagde, ”Forkynd evangeliet, om nødvendigt med ord”. De gode nyheder om Jesus Kristus forkyndes nok alligevel gennem de kristnes liv. Og måske også på andre måder.

Når vi sidder og nyder solen på tagterrassen i den ’riad’ i ’medin’aen, hvor vi bor, kan vi se, at de fleste huse har en eller flere paraboler. Mon ikke også nogen eller mange af de muslimske beboere i de huse ser SAT-7s kristne udsendelser på arabisk rettet til de kristne i Mellemøsten. Uofficielle undersøgelser tyder på, at der i dag er mange tusinde marokkanere med muslimsk baggrund, der lever som skjulte kristne. Forhåbentlig får de en dag mulighed for at praktisere deres kristne tro i fuld offentlighed og også at dele deres tro med andre, uden risiko for at blive martyrer eller på anden måde udsat for overlast.

Marrakech, søndag, den 21. februar 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: