Danmark til eksamen i religionsfrihed

Danmark har i de sidste to uger været til ’eksamen’ i ’religions- eller trosfrihed’, eksaminatoren var FNs ”special rapporteur” på dette område, tyskeren Heiner Bielefeldt. I dag blev det foreløbige resultat af ’eksaminationen’ offentliggjort på et pressemøde på Institut for Menneskerettigheder, hvor Bielefeldt fremlagde sine ”Preliminary findings of country visit to Denmark”. Det er første gang, at Danmark, ja første gang, at et af de nordiske lande, har gennemgået en sådan undersøgelse.

Efter bl.a. at have gennemgået lovgivningen og det samfundsmæssige klima, folkekirkens særlige status og rolle, de forskellige religiøse og trosbaserede minoriteter, de udfordringer som opstår i forbindelse med immigration og asyl, konfliktforebyggelse, og blasfemilov, konkluderer Heiner Bielefeldt, at ”Danmark er et liberalt land, som værdsætter og respekterer religions- og trosfrihed”, men samtidig peger han på, at Danmark samtidig står over for fire udfordringer, som han opfordrer os til at gøre noget ved.

Den første udfordring er “udviklingen af et åbent, inklusivt begreb om dansk identitet, som omfatter den religiøse mangfoldighed”. Det danske samfund er blevet multireligiøst, men denne realistet synes stadig ikke helt og fuldt at blive reflekteret i den almindelige forståelse af ‘danskhed’. Her er det især muslimer, der giver udtryk for, at de pga deres religion oplever sig ekskluderet. Bielefeldt mener, at det må være en regeringsopgave at gøre noget ved det gennem skolernes undervisning, interreligiøs dialog, anti-diskriminations politikkeer og integrationsprogrammer. Og endelig peger han på det problem, som ledende politikeres retorik udgør.

Den anden udfordring er at arbejde frem mod “en større gensidig forståelse mellem forskellige religiøse og ikke-religiøse (‘sekulære’) grupper og strømninger I samfundet”. Bielefeldt anerkender at der I dag gøres meget på dette område, men anbefaler programmer der bringer troende fra forskellige religioner sammen med mennesker, som definerer sig som ikke-troende eller “religiøst umusikalske”. Det er regeringens opgave at facilitere en sådan kommunikation, samtidig med, at den må gøre det klart , at individder og gruper tværs over hele dette spektrum hører til det danske samfund og gerne skulle føle sig trygge og hjemme her.

For det tredje peger Bielefeldts foreløbige rapport på behovet for “institutionelle reformer inden for folkekirken og mht. procedure for anerkendelse af religionssamfund”. Bielefeldt anerkender, at “folkekirken i det store og hele fungere som enkilde til inklusivitet”, men samtidig med fastholdelsen af denne tradition opfordrer Bielefeldt til at der tages initiativer til, at de privilegier, som folkekirken traditionelt har nydt, deles med andre, fordi samfundet nu religiøst set er blevet meget mere mangfoldigt. Bielefelst peger også på faren for “udnyttelsen af en stats-konrolleret kirke til at fremme af snævnre versioner af identitetspolitikker.” Han udtrykker tillid til, at det vil være muligt for “den evangelisk lutherske kirke at finde en specifik dansk måde at fastholde traditionen med en inklusiv folkekirke inden for en institutionel ramme som sikrer uafhængighed så vel som lighed”.

Den fjerde og sidste udfordring er at “fastholde en bred forståelse af religionsfrihed på linje med europæiske og international standarder”. Grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed står uændret fra junigrundloven I 1849: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Den sidste del af paragraffen (”dog at intet foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”), der lægger imidlertid op til en snævrere forståelse af religionsfriheden end den, som i de seneste årtier har udviklet sig i internationale konventioner, og debatten den seneste debat viser netop at politikere er parate til at udnytte denne ”svaghed” i grundlovens religionsfrihedsparagraf til at indføre love, som måske kommer på kant med en moderne forståelse af religionsfrihed. Endelig foreslår Bielefeldt, at der bliver mulighed for godkendelse af livssyns-samfund, som ikke bygger på en tro på en transcendent magt [det kunne fx være et humanistisk samfund].

Danmark dumpede langt fra til denne eksamen. Vi fik en fin karakter, men samtidig var der if. eksaminatoren stadig plads til forbedringer.

Der vil helt sikkert være forskellige holdninger til, om Danmark skal lade sig eksaminere af FN mht. religionsfrihed.Vi kunne med stolthed hævde, at Danmark er et modern demokratisk samfund, og derfor skal ingen komme og sige os noget. Men vi kan også lade os udfordre af kritikken, indgå i en dialog om vort religionsfriheden i vort samfund og om nødvendigt arbejde på løse de problemer, som vi måske trods alt har i Danmark på dette område.Og lige så vigtigt: dermed undgår vi også i praksis at miste taleretten – og retten til at kritisere – i forhold til de lande, som vitterligt har meget store problemer med religionsfriheden.

Christiansfeld, tirsdag, den 22. marts 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Ole Riis on 23. marts 2016 - 08:31

    En meget klog og balanceret vurdering, som bygger på demokratisk-humanistiske værdier. Det danske samfunds institutioner må selvfølgelig stå til ansvar både indadtil og udadtil. Danmark er selvfølgelig ikke hævet over kritik udefra. Når vi føler os berettigede til at kritisere SaudiArabien, Israel eller Kina, må vi selvfølgelig også åbne os for kritik selv.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 23. marts 2016 - 22:37

    Enig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: