Både asyl og dåb er dele af komplicerede integrationsprocesser

Flere hundrede iranere og andre, der har søgt asyl I Danmark, søger nu også at blive døbt eller er allerede blevet døbt i Folkekirken. Kirkeminister Bertel Haarder har appelleret både til asylansøgere og præster om at udsætte dåben til efter asylansøgerne evt. har fået asyl.

Asyl og dåb har det til fælles, at de begge er en del af en integrationsprocesser. Asylansøgeren ønsker at få asyl i Danmark, altså beskyttelse mod forfølgelse og dermed – for de flestes vedkommende – efterhånden for at blive integreret i det danske samfund og den danske kultur. Dåbskandidaten ønsker dåb i Folkekirken i den treenige Guds navn – altså at blive kristen – og dermed at blive integreret i den kristne tro og den kristne kirke.

Det er bestemt forståeligt at kirkeministeren, der netop også har en fortid som integrationsminister, så vidt muligt ønsker at holde disse to “integrationsprocesser” adskilt, både fordi det ellers kan give problemer for asylansøgerne/dåbskandidaterne og måske især for udlændingestyrelsen og flygtningenævnet. Men måske hænger disse to processer under alle omstændigheder sammen, fordi de netop begge er “integrationsprocesser”. Fra den første dag, asylansøgere kommer til Danmark og stifter bekendtskab med danskere og dansk kultur, så kan de naturligvis ikke undgå at møde kristendommen, og derfor kan politikere, som for manges vedkommende har meget fokus på Danmark som et kristent land og på danske værdier, vanskeligt fortænke asylansøgerne i også at tage den del af den danske kultur til sig, som er kristendommen, og i den forbindelse ønske straks at lade deres tro følge af dåb – og medlemskab af kirken og fuld delagtighed hed i kirkens liv.

Men kunne asylansøgerne ikke vente med at søge dåb, indtil deres asylansøgning var færdigbehandlet, og kunne præsterne ikke sige nej til at døbe udlændinge, der ikke havde fået asyl? Lige bortset fra det i denne sammenhæng paradoksale forhold, at folkekirkepræster tidligere har mistet både kjole og krave, fordi ikke ville døbe alle, men stillede betingelser, så er dette spørgsmål om dåb af asylansøgere blevet grundigt behandlet i folkekirken for flere år siden på baggrund af tilsvarende problemstillinger, som vi oplever i dag. I 2004 blev der efter en længere grundig proces – med møde med repræsentanter for udlændingestyrelsen og godkendelse af folkekirkens biskoppers  – udarbejdet en ”Vejledning omkring kirkers kontakt med og evt. dåb af muslimske asylansøgere”, som man – så vidt jeg ved – følger både i menigheder i folkekirken og andre kirkesamfund.

I denne vejledning, som kirkeministeren desværre nok ikke havde kendskab til, inden i udsendte sin pressemeddelelse, rådgives præster og menigheder om de svære udfordringer, der knytter sig til dåb af asylansøgere og mindes om den varsomhed, som er nødvendig overfor mennesker i en sårbar situation, og der lægges op til en grundig dåbsforberedelse af flere måneders varighed. Asylansøgere, der ønsker dåb, må orienteres om, at dåb ikke i sig selv vil være et yderligere argument for asyl, og om de omkostninger, som dåb kan have i en muslimsk kontekst. Men samtidig slås det fast, at ”Evangeliet er for alle, og derfor deler kirken også evangeliet med muslimske asylansøgere. Den lokale kirke er en del af den universelle kirke og derfor ikke kun for danske statsborgere. Derfor må det være naturligt også at byde asylansøgere velkomne i kirken.” Og at ”En asylansøger har ret til at konvertere til kristendommen og lade sig døbe, mens han eller hun afventer udfaldet af asylsagen.”

Ministre og politikere er naturligvis i deres gode ret til appellere til asylansøgere om udsætte deres dåb til efter de evt. har fået asyl, enten af hensyn til sikkerhedsrisikoen ved hjemsendelse til et muslimsk land, eller ”for at befri dem for mistanken om, at de gør det [lader sig døbe] for at få asyl.”. Men ingen politiker eller minister – og heller ikke en kirkeminister – bør – trods den nære forbindelse mellem stat og kirke – forsøge at blande sig i, hvordan kirken forkynder evangeliet og forvalter sakramenterne, så længe kirken ikke foretager sig noget, der strider mod sædeligheden og den offentlige orden.

Og så må både politikerne, asylansøgerne/dåbskandidaterne og kirken leve med, at processen omkring asyl og processen omkring dåb – fordi de begge er en slags integrationsprocesser- kommer til at påvirke hinanden. At det gør det hele mere kompliceret må vi alle leve med, for det afspejler blot, at vores menneske- og samfundsliv er komplekst.

Aarhus, torsdag, den 7. april 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: