Begrænsning af religionsfriheden, men ikke af ytringsfriheden?

I 2006, hvor vi havde Muhammed-krisen, og ytringsfriheden var til konstant debat, var Bertel Haarder også kirkeminister. Der var i denne periode en meget udbredt enighed om, at ytringsfriheden var helt grundlæggende for et demokrati, og at der ikke skulle ske indskrænkninger i den. På trods af handelsboycot, voldelige demonstrationer og trusler kunne der ikke være tale om at gå på kompromis med ytringsfriheden

På denne tid stillede Morten Messerschmidt, MF for Dansk Folkeparti, følgende spørgsmål til kirkeministeren ” ”Hvilke tiltag gøres der generelt for at sikre, at de islamiske trossamfund i Danmark undgår infiltration fra islamiske kræfter, bliver der for eksempel fra ministeriets side holdt øje med, om der bliver prædiket islamisme i de danske moskeer, d.v.s. eksempelvis talt “hate speach”, opfordret til brug af vold, kvindeundertrykkelse eller andre alvorlige brud på dansk lovgivning?” Messerschmidt spørger om til en mulig infiltration af de islamisk trossamfund i Danmark fra islamiske kræfter! Det var nok gået lidt lovlig hurtigt for Messerschmidt, og han havde nok haft infiltration fra islamistiske kræfter i tankerne. Men det interessante i denne sag er Haarders svar. ” I Danmark har vi en grundlovssikret ytringsfrihed, som jeg helt grundlæggende finder, der skal værnes om – også når det gælder ytringer, hvis indhold jeg er uenig i. … Såfremt der måtte foregå brud på dansk lovgivning i et trossamfund, er dette et spørgsmål for politi og anklagemyndighed.”

I 2016, hvor vi har haft flere terrorangreb i Europa begået af mennesker med muslimsk baggrund, og religionsfriheden kommet til debat, er Bertel Haarder igen kirkeminister. Mens der tidligere har været en udbredt enighed om, at både ytringsfriheden og religionsfriheden er helt grundlæggende for et demokrati, og at der ikke skulle ske indskrænkninger i dem, så har det nu ændret sig. På baggrund af de afsløringer, som er kommet frem i TV2s dokumentar ”Moskéerne bag sløret”, er flere og flere politikere nu parat til at foretage indskrænkninger i religionsfriheden. Det fremgik bl.a. af udtalelser fra statsministeren, da han sagde, at man ville undersøge, om man ”med respekt for grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed kan kriminalisere ytringer, som undergraver dansk lovgivning.” Og elastikken i religionsfrihedsparagraffen (par 67) finder politikerne i eftersætningen.”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Som flere jurister har gjort opmærksom på, så åbner det op for en tolkning af religionsfriheden, som er i modstrid med internationale konventioners forståelse af religionsfriheden. Det var netop kirkeminister Bertel Haarder, der blev sat i spidsen for arbejdet med at overveje muligheder for at begrænse religionsfriheden.

Nu er det så i Kristeligt Dagblad i dag kommet frem, at Folketingets Lovsekretariat efter ønske fra Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg, som Martin Henriksen, MF for DF er formand for, har udarbejdet et notat med ”særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden”. Og det fremgår netop af notatet til udvalget, at ”lovgivningsmagten er formentlig overladt et vidt skøn i forhold til at fastlægge grænserne for sædeligheden og den offentlige orden”. Martin Henriksen foreslår i forlængelse heraf, at ”det kan skrives ind i straffeloven, at der ikke i religionsudøvelsen må opfordres til stening, revselse af børn og til at mænd tager flere koner. Grundlæggende er det dog, at loven skal gælde for alle. Også andre trossamfund” (citeret fra artikel i Kristeligt Dagblad).

Der er mindst to forhold, som det er værd at hæfte sig ved her. For det første, at politikere nu seriøst omgås med planer om at begrænse religionsfriheden. I 2006 var kirkeministeren klar i mælet, religiøse forkyndere skulle have lov til at ytre, hvad de ville, så længe det var der ikke var tale om et brud på dansk lovgivning (og på traditionen om: ånden fri, hånden bundet). Når politikerne bevæger Danmark ned af dette skråplan, risikerer vi at komme i selskab med stater, som vi normalt ikke ønsker at sammenligne os med.

For det andet tyder det på, at man vil gøre ytringer strafbare, hvis de fremsættes i en religiøs sammenhæng, altså i religionsudøvelsen, mens de samme ytringer åbenbart ikke vil være strafbare, hvis de fremsættes af en almindelig borger fx i et læserbrev. Hermed bevæger politikerne sig altså ned ad et skråplan, hvor religionsfriheden gøres mere begrænset end ytringsfriheden, og hvor man efter min vurdering ender i en meget problematisk forskelsbehandling mellem almindelige borgere og religiøse forkyndere ol. til ugunst for sidstnævnte.

Hvis man for 10 år siden havde sagt, at ansvarlige politikere i 2016 seriøst ville drøfte, hvordan man kunne begrænse religionsfriheden, ville de fleste nok have rystet på hovedet – og det er der måske netop grund til at gøre i dag – i håbet om, at frisindede politikere vil komme til at ryste på hånden, inden de stemmer ja til en sådan lovgivning.

Christiansfeld, torsdag, den 14. april 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Nikolaj Christensen on 15. april 2016 - 17:00

    I 2006 var Martin Henriksen kun et nyvalgt menigt folketingsmedlem. Det gør vist desværre en stor forskel. Gang på gang er de uhyrlige prøveballoner den mand fyrer af den ene dag blevet Dansk Folkepartis officielle politik den næste, og folketingets mainstream dagen efter. Ikke at jeg tror på nogen “Great Man theory”, men der skal jo nogen til at tænde lunten.
    Mogens, hvad kan man gøre rent praktisk hvis man er utilfreds med den her udvikling i synet på religionsfrihed?

  2. #2 by Karen E. Hansen on 16. april 2016 - 14:01

    Nej, lad os bevare åndsfriheden “ånden fri, hånden bundet” – det er alvorligt, hvis vi begynder at fire på det.
    Men medvirkende til at ønsket opkommer er måske en lang erfaring med det, der i Danmark kaldes “berøringsangst” over for islam. I praksis en begrænsning i ytringsfriheden, der gør en reel, åbenhjertig og målrettet modsigelse af islams lære til en risikabel affære. Ikke bare p.g.a. trusler fra ekstreme muslimer, men nok så meget p.g.a. den offentlige og politiske reaktion på ytringer, som i den sammenhæng i en helt anden grad end andre steder stemples – eller endda retsforfølges – som “islamofobiske” eller “racistiske”.
    Ja, naturligvis må prædikanten i moskeen citere Koranen, uanset uanset hvad den siger – men det kræver, at samfundet forsvarer den, der kritiserer Koranen og sharia åbent og ærligt.
    Hvis det nu er de facto indskrænkninger af ytringsfriheden (og religionsfriheden for f.eks. konvertitter på asylcentre), der er årsag til ønskerne om at begrænse religionsfriheden i situationen, så er vi kommet ind i en ond cirkel.
    Hvad kan man gøre for at få såkaldte forskere til at turde udtale sig kritisk om islamisk teologi og historie?
    Eller for så vidt: Hvad kan man gøre for at få danske biskopper til at modsige islam ud fra kristen teologi?

    • #3 by Mogens S. Mogensen on 16. april 2016 - 20:17

      Ja, men så må man jo tage til genmæle mod holdningen til religionsfrihed, i alle de fora man har adgang til, i håbet om at politikere og vælgere lytter.

  3. #4 by Mogens S. Mogensen on 16. april 2016 - 20:20

    @Karen: Efter min opfattelse er forskere ikke bange for at udtale sig kritisk om islamisk teologi og historie. Efter min opfattelse modsiger danske biskopper implicit islam, hver gang de forkynder evangeliet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: