Der er ingen grund til at begynde at kopiere muslimske landes begrænsninger i religionsfriheden

Det er ingen hemmelighed, at der i de fleste muslimske lande er alvorlige indskrænkninger i religionsfrihed. Det gælder både på det statslige plan, altså når det gælder lovgivningen og offentlige myndigheders behandling af religiøse minoriteter, og på det lokale sociale plan, altså når det gælder lokalsamfundets og lokale organisationers og gruppers respekt for religionsfriheden. Der har heller ikke altid været religionsfrihed i den kristne del af verden, det er først i de sidst 150-200 år, at religionsfriheden efterhånden er slået igennem her hos os, i Danmark for alvor med grundloven af 1849. Det skete i forbindelse med udviklingen af de universelle menneskerettigheder, og i den proces er der mange, som anerkender, at religionsfriheden har været alle menneskerettigheders moder.

I dag er vi i Danmark derfor med god grund stolte over religionsfriheden, som et vigtigt karakteristikum ved en moderne demokratisk retsstat, og vi er med lige så stor grund meget kritiske over for alle de restriktioner i religionsfriheden, som muslimske lande stadig holder fast ved. Og vi anerkender ikke begrundelser som fx den, at må værne om islam i et islamisk land, eller at man må begrænse religionsfriheden af hensyn til den sociale ro i landet eller landets sikkerhed.

Når nu en række partier erklærer sig parate til at begrænse religionsfriheden, som et værn mod radikaliseret islam, og bruger ”sædeligheden og den offentlige orden” som et elastik i grundlovens par 67 til at indføre begrænsninger religionsfriheden efter politikernes forgodtbefindende, så er det ikke blot med til at underminere retsstaten, men er en måde at skyde sig selv i foden på. Hvordan kan vi med nogen troværdighed kritisere muslimske landes begrænsninger i religionsfriheden af helt usaglige grunde, når vort eget parlament selv begynder at relativere og begrænse religionsfriheden ved blot at henvise til ”sædeligheden og den offentlige orden”.

Dertil kommer det mere pragmatiske politiske spørgsmål: Vil de foreslåede begrænsninger i religionsfriheden bidrage til at løse problemet med radikalisering af unge muslimer – og dermed også forebygge terror? Der er ikke meget, der tyder på, at nogen af de mange forslag til begrænsning af religionsfriheden vil have nogen effektiv indflydelse på de radikaliserede miljøer, som måske i stedet vil leve deres liv endnu mere under offentlighedens radar, end tilfældet er nu. Erfaringer fra tidligere lignende politiske tiltag tyder på, at det er kristne frikirker og ikke-radikaliserede muslimske organisationer, der vil blive ramt.

Jeg ved ikke, hvor den tanke kommer fra, at det vil fremme et samfunds udvikling at begynde at begrænse religionsfriheden. Internationale undersøgelser viser tværtimod, at der er en tydelig sammenhæng mellem religionsfrihed (og andre frihedsrettigheder) i et samfund og dette samfunds sociale og økonomiske udvikling. Den udstrakte grad af religionsfrihed (og andre frihedsrettigheder) har været med til at gøre det danske samfund til det, det er i dag, et samfund, som beundres af mange i hele verden og også tiltrækker flygtninge, som har lidt under undertrykkelse pga. manglende religionsfrihed og andre frihedsrettigheder

Ved siden af det politiske problem ved at begrænse religionsfriheden, er der naturligvis også et alvorligt kristeligt problem. Som kristne ved vi, at tro og frihed hører sammen, og derfor giver det med den forståelse, som de fleste af os har af kristendom i dag, ikke mening, at vi som kristne skulle ønske at begrænse fx muslimers religionsfrihed, for at værne om vor egen religion eller kultur eller samfund på, også selv om nogen giver udtryk for holdninger, som vi selv på det skarpeste må tage afstand fra. Med Grundtvig ved vi, at munden skal være fri (til at sige hvad man tror på), men hånden bundet (så man ikke har ret til at udføre ulovlige handlinger, heller ikke i religionens navn).

Vi må som kristne værne om fx muslimers trosfrihed af omsorg for deres værdighed som mennesker skabt i Guds billede, og fordi vi af Kristus er kaldet til gøre mod andre, hvad vi ønsker, at de skal gøre for os. Og vi må værne om fx muslimers frihed i trosspørgsmål, fordi kristendommen kun ret kan tilegnes i frihed. Når vi ikke kæmper også for fx muslimers trosfrihed, modsiger vi altså vor egen kristne tro.

Der er ingen grund til, at vi her i Danmark begynder – i det små ganske vist – at efterligne de muslimske lande, der stadig begrænser religionsfriheden – og gør det til stor ulykke for kristne og andre minoriteter og til skade for deres egne samfunds udvikling.

 

Christiansfeld, onsdag, den 27. april 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen Elisabet Hansen on 28. april 2016 - 09:30

    Kære Mogens
    Her har du fuldstændig ret – og man må håbe, at politikerne hører de mange, som påpeger risikoen i det, de overvejer.
    Kun kan det tilføjes, at religionsfriheden hører sammen med ytringsfriheden. Ikke kun retten til at modsige hinanden ( uden at den ene part hele tiden kan trues med racisme-kortet eller islamofobi-kortet); men ikke mindst pligten til at lade muslimer her i landet møde en kristendom, der ikke skjuler sig selv kulturelt eller forkyndelsesmæssigt af hensyn til den multikulturelle ide eller i naiv “omfavnelse” af alt muslimsk.
    En ting er det at kalde os et kristent land, noget andet er at se i øjnene, at for nogle islamister er vi bare svage, religionsløse og friheds-naive lande, der vil være lette at skræmme til underkastelse.
    Venlig hilsen
    Karen Elisabet

  2. #2 by Svend Jespersen on 28. april 2016 - 19:45

    Kære Mogens.

    Også jeg er enig med dig i, at ånden skal være fri men hånden bundet, og at dansk lovgivning og lovpraksis allerede burde indeholde tilstrækkelige redskaber til at imødegå muslimske love og normer.

    I muslimske landes forfatninger ser man ofte henvisninger til deres fortolkninger af begrebet ”sædeligheden og den offentlige orden”. Det sker med henvisning til Koranens ord (på engelsk) om ”spreading mischief in the land” og kan kort forklares som ”ulydighed mod Allah”. Verbal uenighed med Grundloven bør ikke kriminaliseres, den skal imødegås verbalt.

    Men, hvis vi foretrækker Grundlovens demokratiske, liberale og sekulære grundsætninger og idealer frem for Islams autoritære og teokratiske ditto, så bør vi også desto mere åbent og ærligt i den nuværende situation beskrive og imødegå Islams samfunds- og menneskesyn på de punkter, hvor de væsentlige forskelle består.

    Den tysk/tyrkiske professor, Bassam Tibi, skrev i 2002 et indlæg til avisen, Die Zeit, som blev oversat og gengivet i Kristeligt Dagblad 2. juli 2002, med overskriften ”Ærlighed er bedre end interreligiøs hygge”. Bassam Tibi er selv muslim, men advarer naive europæere og kristne mod godvilligt at acceptere imamernes og muslimske talsmænds fine buzzwords og doublespeak. For et par måneder siden var jeg selv tilstede ved et arrangement, hvor den ”liberale” og ”progressive” muslimske debattør, Tarek Hussein, uden protester fra forsamlingen kunne udtale, at et liberalt demokrati på ingen måde behøver være sekulært.

    Venlig hilsen
    Svend

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/%C3%A6rlighed-er-bedre-end-interreligi%C3%B8s-hygge

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 29. april 2016 - 22:27

    Kære Svend
    Det glæder mig, at du (naturligvis) er enig med mig i vigtigheden af at fastholde religionsfriheden.
    Naturligvis skal vi modsige islam på alle de punkter, hvor i som kristne er uenige, men det udelukker ikke, at vi ikke også kan samarbejde ud fra det, vi måtte være enige om til gavn for det fælles samfund.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: