Indrejseforbud for hadprædikanter – giver det mening?

Det forlyder nu, at regeringen nu vil indføre en offentlig liste over såkaldte religiøse prædikanter, som skal have indrejseforbud. Forslaget, der har til formål at forebygge radikalisering af muslimer i Danmark, indeholder imidlertid en række problematiske elementer.

For det første skal indrejseforbuddet kun gælde religiøse hadprædikanter, og ikke fx politiske hadprædikanter. Dvs. at politiske hadprædikanter uhindret kan få lov til at rejse ind i landet og gennem deres taler opildne til politisk radikalisering. Efter min opfattelse kan politiske hadprædikanter have den samme autoritet og indflydelse på deres tilhørere som religiøse hadprædikanter. Derfor er der efter min mening tale om en alvorlig forskelsbehandling, som der ikke er nogen tvingende grund til, og som derfor ikke giver mening.

For det andet skal indrejseforbuddet ikke gælde religiøse prædikanter, der er EU-borgere. De vil sige, at en stor del af de prædikanter, som kommer til Danmark, på forhånd er fritaget for risikoen for at komme på listen.

For det tredje kan religiøse forkyndere ”kvalificere” sig til at komme på listen, ”hvis vedkommende har sagt ting, der er strafbare i Danmark, og myndighederne vurderer, at ytringerne vil fortsætte i Danmark.” Det er nok den del af forslaget, der trods alt gi er mest mening, fordi det bygger på handlinger eller ytringer, der er forbudte efter dansk lov.

For det fjerde kan religiøse forkyndere komme på listen, hvis de fremsat ”udtalelser i udlandet, der er antidemokratiske”. Det skal blive meget spændende at få regeringens definition af, hvilke udtalelser, der er demokratiske, og hvilke der er udemokratiske. Det bliver nok lige så problematisk som at afgøre den præcise længde af et elastik. Er det udemokratisk at gå ind for dødsstraf, for tortur, for piskning? Lige så alvorligt er det, at der her er tale om en begrænsning i ytringsfriheden, ganske vist kun for udlændinge, men det gør ikke sagen bedre.

Endelig er der det helt grundlæggende spørgsmål, nemlig om forslaget – med alle dets problematiske elementer – vil bidrage til at forebygge radikalisering af muslimer. De virkeligt problematiske udenlandske islamister, som bidrager mest effektivt til radikalisering, vil sandsynligvis holde sig under myndighedernes radar, og skulle det lykkes at holde dem ude af landet, så vil de stadig kunne sprede deres ekstremistiske budskaber gennem nettet.

Der er bestemt et meget alvorligt problem med radikalisering og ekstremisme med dertilhørende terrortrusler i Danmark. Men det er meget svært at se, hvordan dette regeringsforslag om indrejseforbud mod såkaldte hadprædikanter vil kunne bidrage til løsning af problemet. Og samtidig indeholder forslaget, der bl.a. vil holde udemokratiske hadprædikanter ude af landet, elementer, der demokratisk set er problematiske. Og det gi er jo ikke meget mening.

Christiansfeld, mandag, den 9. maj 2016
Mogens S. Mogensen

Kilde: ”OVERBLIK Sådan vil regeringen stoppe hadprædikanterwww.dr.dk den 9. maj 2016

Advertisements
  1. #1 by Karen E. Hansen on 10. maj 2016 - 21:39

    Giver det mening? – næppe. Men det bidrager til den nedslående fornemmelse af, at islamismen er en trussel, som de danske politikere lige så lidt som deres europæiske kolleger ved, hvordan de skal imødegå.
    Vi sælger ud af den ytrings- og åndsfrihed, som vi engang var så stolte af; men det er jo begyndt for længe siden. Lige siden der blev særlig berøringsangst over for indvandrere fra muslimske kultursammenhænge, lige siden ordet “islamofobi” kom i brug, og visse indflydelsesrige kredse begyndte at slå fast, at muslimer er ofre for europæisk islamofobi. (Der bliver sjældent sat spørgsmålstegn ved generaliseringen der). Det ser ud som om en bevægelse: I mødet med den indvandrende islam og muslimsk kultur begyndte stærke kræfter med at afskaffe åndsfriheden for de hidtidige europæere. Eventuelle opkommende sociale og kulturelle (for ikke at tale om religiøse) problemer holdes uden for den normale, åbne, demokratiske debat. Undviges og omgærdes med tabuer. I stedet fik vi en følelsesladet debat om debatten.
    Politiken havde den 2. marts en artikel om “debatten”, hvor Michael Seidelin fortæller om den storm, der rejste sig fra det, han i fransk sammenhæng kalder “venstrefløjen og visse feminister”, da den algeriske forfatter Kamel Daoud efter oplevelserne i Köln nytårsnat prøvede at omtale kvinders vanskelige situation i muslimsk kultur d.d. – og at tale om, at denne kultur følger med, som problem, ved indvandringen til Europa. Til en fatwa i hjemlandet Algier føjede sig så rasende beskyldninger fra disse indflydelsesrige kredse for, at han “pustede til islamofobi” i Frankrig, at forfatteren valgte at trække sin ud af en debat, der aldrig blev til noget.
    Det meningsløse tiltag om at formene visse hadprædikanter adgangen til at tale rent fysisk her i landet er nok mest et symptom på, at vi opgiver åndsfriheden og ytringsfriheden skridt for skridt.
    En frimodig modsigelse af islams mørke sider (eller i det hele taget islams påståede uantastelighed) ud fra demokrati, menneskerettigheder eller ud fra kristentro (!), i skolen eller andetsteds hvor muligheden er der, det ville være i åndsfrihedens spor… men modsigelse….. :-/
    Vh
    Karen E.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 10. maj 2016 - 21:56

    Jeg kan kun være enig med dig i, at udemokratiske ytringer og holdninger ikke skal bekæmpes med begrænsninger i ytringsfriheden men med demokratisk modsigelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: