”De kristne kirker burde koncentrere sig om inderligheden og evigheden…”

Undertiden kan man støde på et citat, som man ikke kan få ud af hovedet igen. Det skete for mig i går. ”De kristne kirker burde koncentrere sig om inderligheden og evigheden i stedet for om deres dennesidige, humanitære engagement.” Udtalelsen kom i et interview i det tyske Magasin ”Der Spiegel” med den franske forfatter Michel Houellebecq, der for tiden er en af de mest læste forfattere i Europa. I interviewet, der refereres af Anders Raahauge i en artikel i Kristeligt Dagblad i går, ”Forfatteren og Europa”, erklærer Houellebecq sin støtte til Brexit og beklager, at en forenende europæisk fælleskultur er sunket som Atlantis i graven og giver udtryk for sin frygt for en etnisk eller religiøs borgerkrig i Europa. Efter hans opfattelse burde Frankrig lukke af for yderligere indvandring, for som Raahauge refererer ham for: ”Hans næstekærlighed strækker sig ikke uendeligt langt, og det burde kirkens heller ikke”. Og så følger det citat, som jeg ikke har kunne få ud af hovedet igen.

Selvom konteksten for udsagnet naturligvis er væsentligt, så er selve udsagnet i sig selv så prægnant, at det fortjener en selvstændig behandling. Jeg føler mig – som en del af kirken – ramt af udsagnet om, at vi burde koncentrere os om inderligheden og evigheden. En kristendom uden evighedsperspektiv, dvs. en kristendom, som ikke har et klart fokus på eskatologien, på Gudsriget, som kommer, og som vi som pilgrimme i denne verden er på vej mod, er en nærsynet og håbløs kristendom. Og en kristendom uden inderlighed, dvs. en kristendom, som ikke har en dyb spiritualitet, og som ikke leder mennesker ind i et personligt forhold til den treenige Gud, er en overfladisk og åndløs kristendom. Udfordringen til at fokusere på inderligheden og evigheden er efter min mening bestemt på sin plads.

Der er bare det paradoks i den kristne tro, at jo mere vi fokuserer på evigheden og inderligheden og dermed på eskatologien og spiritualiteten, jo mere udfordrer vor kristne tro os til et dennesidigt, humanitært engagement.

Eskatologien i kristendommen handler om Guds Rige, der kom nær med Jesus Kristus og vil bryde helt igennem ved Kristi genkomst. Det er det rige, hvor der ikke skal være ondskab og uretfærdighed, sygdom og lidelse., det er det rige, hvor kærligheden skal råde. Da Jesus indledte sit virke og annoncerede, at Gudsriget var kommet, nær citerede han i synagogen i Nazaret fra profeten Esajas bog: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” Det er i høj grad Gudsrigets dennesidighed, der er tale om her. Og i lignelsen om dommedag ved verdens ende i Mattæus 25 gør Jesus det meget klart, at han forventer af os dennesidige humanitære handlinger over for vore medmennesker, nemlig at give sultne noget at spise, at give tørstige noget at drikke, at tage sig af de fremmede osv.

Spiritualiteten i kristendommen handler om Guds kærlighed og kærligheden til Gud, og i den forbindelse minder evangelisten Johannes os om, at ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?”. Det er da også tankevækkende, at mange af de kristelige bevægelser, som gennem historien har fokuseret på ”inderligheden”, også er dem, der har engageret sig allermest i dennesidigt humanitært arbejde, der også fik politiske konsekvenser. Tænk blot den pietistiske vækkelse i Europa og på de missionske vækkelser i Danmarki sidste halvdel af det 19. århundrede.

Ja, Houellebecq har ret, vi kristne og dermed kirkerne burde koncentrere os meget mere om inderligheden og evigheden i vor kristne tro, men det vil uvægerligt, hvis troen bevares sund – i modsætning til Houellebecq ønske – også føre til et større dennesidigt humanitært engagement til gavn for vor næste og for hele samfundet. Derfor håber jeg, at det aldrig lykkes mig at få – den første del af – Houllebecqs udsagn ud af mit hoved.

 

Christiansfeld, fredag, den 1. juli 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: