Profeten Martin Luthers sejr – og nederlag (Martin Luther. Rebel i en opbrudstid – 1)


Luther
Næste år skal vi fejre 500-året for reformationen, og som en personlig forberedelse til det valgte jeg at læse den tyske historiker Heinz Schillings bog ”Martin Luther. Rebel i en opbrudstid” (Kristeligt Dagblads forlag 2014). Bogen, der er på næsten 700 sider, har været så spændende at læse her i sommerferien, at det var svært at lægge den fra sig igen, hvis det ikke lige var, fordi den vejede 1,3 kg!

Bogen er en biografi om reformatoren Luther og bliver samtidig en gennemgang af den lutherske reformations historie. Schilling sætter Luther ind i sin historiske, religiøse, sociale og politiske sammenhæng og gør en stor indsats for at forsøge at forstå og få læseren til at forstå Luthers tænkning og handlinger, også når de på nogle områder 500 år senere ikke kan undgå at virke fremmedartede – og i enkelte tilfælde direkte frastødende.

Egentlig er det meget mere end et kuriosum, at Martin Luther blev døbt Martin Luder, og vi – hvis ikke han havde taget navneforandring – i dag kunne have tilhørt den Evangelisk-Luderske kirke. Efter at Martin Luder den 31. oktober havde slået sine 95 teser mod afladshandelen op på kirkedøren i Stadtkirche i Wittenberg, begyndte han at underskrive sig med det græske ord ”Eleutherios”, ”den frie, den befriede, men samtidig også befrieren”, som Schilling skriver. Men da det hurtigt kom til at stå klart for ham, ”at denne befrier ikke kunne vedblive udelukkende at være en akademisk eller kirkepolitisk person, men på sæt og vis var sendt alle mennesker til frelse”, droppede han det ufolkelige græske navn, men ændrede sit navn til det mere folkelige Martin Luther, som vi kender ham under i dag.

Igennem bogen står det klart, at Luther så sig selv som en profet, sendt af Gud, til hele kristenheden for forny kirken – og dermed også hele samfundet – ud fra sin genopdagelse af evangeliet, hvis kerne var retfærdiggørelsen af tro, og dermed et opgør med den middelalderlige præstationsfromhed til fordel for den evangeliske nådesfromhed. På den ene side sejrede han, idet det hverken lykkedes paven eller kejseren at knuse reformationen og forhindre at der etableredes protestantiske kirker, der byggede på Luthers forståelse af evangeliet. På den anden side led Luther nederlag, idet hans universelle projekt om en evangelisk fornyelse af hele kristenheden ikke lykkedes og det meget mod hans oprindelige intention en splittelse af kristenheden, ja, en opsplitning i en lang række kirker, en splittelse, som i de følgende årtier og århundreder kom til at ride Europa som en mare. Det var ikke blot splittelsen mellem den katolske kirke og protestanterne, det var også splittelsen inden for den protestantiske lejr mellem lutheranere, reformerte, mennoniter m.fl. Inden for den protestantiske verden er den kirkelige fragmentering fortsat op igennem århundrederne, således at der i dag er mange hundrede forskellige protestantiske trossamfund. Ud over at være en kirkelig skændsel, har kirkesplittelsen ofte også ført til alvorlige problemer i de enkelte lande og mellem landene.

Det er først med den økumeniske bevægelse i det 20. århundrede, at nogle af disse brud begyndte at blive mere eller mindre helet. Allerede i 1520’erne opstod der en konflikt mellem Zwingli (og senere også Calvin) og Luther i nadverspørgsmålet, der førte et brud mellem de reformerte og de lutherske menigheder, et brud der først blev helet efter mange års dialoger med Leuenbergaftalen i 1973, der genopretter kirkefællesskabet mellem reformerte og protestantiske kirker bl.a. på grundlag af en fælles forståelse af nadveren.

Det afgørende stridspunkt mellem Luther og den katolske kirke var spørgsmålet om retfærdiggørelse, og i 1999 førte mange års drøftelser mellem lutherske og katolske teologer til vedtagelsen af en ”Joint Declaration on the Doctrine of Justification”, hvori der bl.a. siges, at de lutherske kirker og den katolske kirke nu deler “a common understanding of our justification by God’s grace through faith in Christ.” Dermed er den grundlæggende kirkesplittelse, som reformationen indebar, naturligvis langt fra helet, da der stadig ikke er en fælles forståelse af Luthers andet vigtige kritikpunkt af den katolske kirke, nemlig spørgsmålet om kirke- og embedsforståelse, og herunder synet på paven. Det er dog tankevækkende, at Det Lutherske Verdensforbund og Den katolske Kirke også i fællesskab kan markere 500 året for reformationen. Allerede i år, nemlig på reformationsdagen, den 31. Oktober, kommer pave Frans til Lund, hvor det luthersk verdensforbund blev grundlag i 1947, og hvor der holdes en Joint Ecumenical Commemoration of the Reformation” i Lund Domkirke.

Et af de mørke kapitler i den lutherske reformations historie er behandlingen af anabaptisterne (gendøberne) som også kendes under navnet mennoniterne. På Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart i 2010 bad lutheranerne om tilgivelse for den lutherske forfølgelse af anabaptisterne i det 16. århundrede. I modsætning til forholdet til de reformerte kirker, så er der ikke basis for kirkefællesskab pga. et forskelligt syn på dåben.

Luthers agerede som en profet i slægt med de gammeltestamentlige profeter, der med stor kraft og voldsomhed både mundtligt og skriftlig forkyndte dom og frelse. Og derfor kunne undertitlen på Schillings bog med lige så god ret have været ”Profet i en opbrudstid”. Det er i det hele taget vanskeligt at forestille sig, at reformationen kunne være lykkedes, hvis ikke der i spidsen havde været en profet-skikkelse som Luther, der med vulkanisk kraft bidrog afgørende til opbruddet i kirke og samfund.

En dialogisk holdning lå Luther meget fjernt, og han ville aldrig have fået en karriere inden for diplomatiet. Havde han levet i dag, ville han sandsynligvis have oplevet at få afvist mange af sine udgydelser af ansvarshavende redaktører, hvis de var blevet fremsat i læserbreve og kronikker. Luther holdt sig – ud fra sin forståelse af den eskatologiske kamp han stod i – heller ikke tilbage for bogstaveligt talt at dæmonisere sine modstandere, når han var af den opfattelse, at de stod imod udbredelsen af evangeliets sandhed, som han opfattede den. Alt og alle, der kom på tværs af evangeliets sandhed, bekæmpede han skånselsløst, også på måder, som vi i dag ikke anser for etisk forsvarlige.

Men ikke desto mindre var Luthers bagvedliggende oprindelige vision ikke en opsplitning af kristenheden i forskellige trossamfund, men en fornyelse af den ene universelle kirke. Derfor må det også være en vigtig opgave for enhver luthersk kirke – uden at give køb på den befriende forståelse af den kristne tro, som vi er Luther uendelig stor tak skyldig – at engagere sig i økumenisk arbejde. Som den flittige bibellæser og fortolker Luther var, var han naturligvis også bekendt med Jesu ypperstepræstelig bøn for sine disciple ”…at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.”

Christiansfeld, tirsdag, den 19. juli 2016
Mogens

 

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: