Fra pavekirke til fyrstekirke (Martin Luther. Rebel i en opbrudstid – 2)

Luther

Når man som dansker – fx på en ferie i udlandet – skal forklare den danske kirkeordning for en person fra en anden del af verden, kan man komme ud for, at vedkommende synes, vor kirkeordning virker præmoderne – og det er nok også, fordi vor kirkeordning på nogle punkter netop er præmoderne. Men også ganske almindelige danskere – inkl. politikere – kan undertiden have svært ved at forstå vores kirkeordning, måske af den gode grund, at folkekirken aldrig har fået indført en egentlig moderne demokratiske kirkeordning.

Folkekirken er et produkt af arv og miljø. Den er vokset op i det danske miljø og præget af den historiske udvikling i Danmark, men den er også påvirket af den lutherske reformatoriske arv, som vi næste år skal fejre, nemlig 500 året for den lutherske reformation i Tyskland. Når det gælder arven fra Luther og den lutherske reformation i Tyskland er Heinz Schillings biografi, ”Martin Luther. Rebel i en opbrudstid”, meget oplysende og kan stærkt anbefales.

Teologisk set var centrum i Lut hers reformation retfærdiggørelsen af tro og dermed et skifte fra den middelalderlige præstationsfromhed til den evangeliske nådesfromhed. Ekklesiologisk set indebar Luthers reformatorisk virke et opgøre med den præstebaseret pavekirke til en menighedsbaseret fyrstekirke. Paven var efter Luthers opfattelse ikke kirkens leder, det var kun Kristus, men paven var tværtimod selveste Antikrist. Der var heller ikke i kirken brug for en særlig sakralt defineret præstestand som mellemled mellem Gud og den enkelte kristne. Men hvad satte Luther i stedet for den præstebaserede pavekirke? I Heinz Schillings biografi kan man følge udviklingen i Luthers teologi og handlinger på dette område, hvis virkningshistorie i høj grad også har påvirket den evangelisk-lutherske kirke i Danmark.

Luther var ikke nogen systematisk teologi, som satte sig ned i sit studerekammer og i fred og ro udviklede en ny evangelisk ekklesiologi. Noget af det fascinerende ved Luther er netoop, at alle hans teologier – også om kirken – er udviklet som svar på pastorale udfordringer eller i deciderede konflikt og kampsituationer. Det betyder så også, at det på flere områder er vanskeligt at udlede en entydig ”luthersk” teologi, og at hans teologiske svar og handlinger over tid ikke var konsistente. Konsistensen lå imidlertid i hans grundlæggende frigørende forståelse af evangeliet – retfærdiggørelse af tro.

Der er ingen tvivl om, at Luthers kirkeforståelse i de første år af reformationen fokuserede på den enkelte menighedes uafhængige virke og med en stærk vægt på det almindelige præstedømme. Som Schilling gør opmærksom på, så forestillede Luther sig på ingen måde en reformation, der skulle styres oppeefra, således skrev han i 1523, ”at en kristelig forsamling eller menighed har ret og myndighed til at beslutte al lære og hidkalde, udnævne og afsætte lærerkræfter med begrundelse i Skriften”. Et embedshierarki eller et kirkeligt bureaukrati brød Luther sig ikke om, og egentlig ville han gerne have strøget begrebet kirke til fordel for en tale om ”et kristeligt helligt folk”, som finder sin plads i menigheden.

Men Luther blev efterhånden mere og mere klar over, at et samarbejde mellem kirkens menigheder og øvrigheden (hvad vi vil kalde staten) var nødvendigt. Og efterhånden som reformationen skred frem, tillagde Luther øvrigheden eller fyrsten en større og større rolle – og magt – i den evangeliske kirke.

Schilling spørger, ”Hvorfor satsede han helt og holdent på den verdslige øvrighed, helt konkret den saksiske kurfyrste? Hvorfor bestemte han sig ikke for en bispeforfatning, som kunne have givet den saksiske kirke uafhængighed ….”. Schilling giver to svar, dels et meget åndeligt, dels et meget verdsligt svar. Ingen, heller ikke Luther, havde følt sig kaldet til opgaven som biskop, og der var heller ingen, der nærede den nødvendige vished om at det var Guds vilje. Derfor henvendte man sig til den verdslige øvrighed, der if. Luthers lære var indsat af Gud. Schilling peger på, at det ”utvivlsomt var et udtryk for en vis indsigt i magtens realitet”. Gennem hele fremstillingen får man det klare indtryk, at uden støtte fra fyrsterne, ville reformationen aldrig have overlevet.

Luther og hans kolleger udfoldede stor spidsfindighed i deres legitimering af fyrstens (øvrighedens/statens) magtfulde rolle i kirken. Da pavekirkens biskopper ikke ville træffe de fornødne reformatoriske forholdsregler, så måtte fyrsterne gøre det som en slags ”nødbiskopper”. Og i de nyoprettede protestantiske kirker tilkendtes fyrsten en stilling som ”praecipium membrum ecclesiae”, dvs et fremragende medlem af kirken, der skulle varetage kirkens eksterne orden, men fyrsten skulle ikke blande sig i kirkens indre anliggender, som fx sjælesorgen og lære. De indre anliggender var det efter guddommelig ret kirkens privilegium at varetage, og den opgave skulle varetages af et ”ministerium verbi”, et gejstligt ministerium, bestående af dertil udpegede præster og teologer. ”Dermed havde man”, som Schilling skriver, ”lagt grundpillerne til øvrighedens styring af den tyske lutherdoms sognekirker. De gejstlige ministeriers uafhængighed blev fra midten af århundredet skridt ofte skridt beskåret, og præsterne blev nedgraderet til quasi-embedsmænd og tjenere for staten” Og efterhånden begyndte fyrsterne (øvrigheden) også at træffe afgørelser i kirkens indre anliggender, og fyrsternes kirkepolitik blev efterhånden uvægerligt præget af deres verdslige interesser.

If. Schilling nagede denne spænding mellem ”hans tidlige ideal om en menighedens reformation og hans senere mere øvrighedsorienterede holdning” ham. Luther havde i praksis foretaget et ekklesiologisk sporskifte. Han fastholdt sin tidlige teologis betoning af menighedens virke som det helt centrale, men han ”inkorporerede den i i overordnede strukturer, hvor øvrigheden spillede en rolle” – sandsynligvis ud fra en realistisk vurdering af magtforholdene – og det kom til at ”indebære en afgørende svækkelse af menighedsprincippet”. I pavekirken var biskopperne fyrster – og det var meget problematisk, men nu var der fare for i den protestantiske kirke, at fyrsterne blev biskopper, og skulle det ske, ville det ville være endnu mere problematisk.

Christiansfeld, torsdag, den 21. juli 2116
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: