Luthers religionsteologi og -politik (Martin Luther. Rebel i en opbrudstid – 3)

Luther
I Europa i dag spiller religionsteologi og religionspolitik en vigtig rolle i kirke og samfund, fordi de fleste europæiske lande i de senere år er blevet mere og mere multireligiøse. Hvordan skal vi som kristne forstå de andre religioner, og hvordan skal vi sammen med tilhængere af andre religioner i samme samfund? Som gode lutheranere er det nærliggende for os at undersøge, hvordan Martin Luther, der ganske vist mod sin vilje har givet navn til vor kirke, forholdt sig i til disse spørgsmål – vel vidende, at der er næsten 500 år, der skiller os fra vor reformator.

Heinz Schillings biografi ”Martin Luther. Rebel i en brydningstid” giver os en mulighed for at følge Luthers tænkning og praksis på dette område. Inden for Luthers horisont var der kun to ikke-kristne religioner, nemlig jødedommen, som i århundreder havde været en del af Europas historie, og islam, som i skikkelse af tyrkerne og det osmanniske kalifat havde udgjort en militær trussel mod Europa og i høj grad stadig gjorde det på Luthers tid.

Et barn af sin tid
Luther var ikke blot en rebel og reformator, der brød med sin tids tanker, men han var på mange måder også et barn af sin tid. Tyrkerne (muslimerne) var og havde i mange år været en hovedfjende for kristenheden, og jøderne havde i århundreder været foragtet og forfulgt. Luthers egen fyrste, Frederik III den vise havde så sent som i 1494 bekræftet det saksiske fordrivelsesdekret fra 1432 begrundet i jødernes fjendskab mod Kristus og hans moder Maria. Og Luther havde hver dag hanlevede i Wittenberg kunnet se det såkaldte ”Jødesvin” på gavlen i Stadtkirke, der var en nederdrægtig forhånelse af jødernes religiøse følelser

Kendskab til religioner bygget mere på skrifter end på personligt møde
Af gode grunde havde Luther – så vidt vides – aldrig personlig mødet en muslim, men hentede sin viden fra koranen, som han lod oversætte til tysk, og bøger om gendrivelse af islam, som han også lod oversætte.

Fra imødekommenhed til fordrivelse
Luthers religionsteologi og –politik forandrede sig over tid. I hans tidlige skrifter var han imødekommende og viste tilmed undertiden en vis forståelse for tilhængere af fremmede religioner. Fx gav han udtryk for, at det skulle være slut med middelalderens undertrykkelse af jøderne. Men i løbet af 1530’erne ændrede Luthers holdning sig radikalt, og nu var han parat til at eliminere både jøder og tyrkere.

Fra appel til omvendelse til fordømmelse
I den tidlige fase var hans holdning overfor jøder og muslimer altså ikke fordømmende, men snarere appellerende. Især når det gjaldt jøderne, havde han i den tidlige fase et stærkt håb, om at de ville omvende sig til kristendommen. Da det ikke skete – og han oplevede jøderne som forstokkede og selvhævdende – ændrede han holdning til dem og opgav håbet om, at de kunne vindes for kristendommen. Samtidig bevarede han livet igennem en stærk mistænksomhed over for de jøder, som var konverteret til kristendommen.

Religionskritik
Både over for jødedommen og islam udøvede Luther især i de senere år en meget kras religionskritik, en kritik, som både forholdt sig til saglige forskelle mellem kristendom og de andre religioner, men også undertiden blev usaglig og udartede til karikaturer og nedrakninger.

Frygt for frafald fra kristendommen
En vigtig grund til denne gendrivelse af både islam og jødedommen var, at Luther var bange for, at kristne i Tyskland skulle lade sig friste af islams og jødedommens lære til at falde fra den kristne tro og tilslutte sig disse religioner – og dermed gå fortabt.

En eskatologisk kamp
Luthers holdning til andre religioner må imidlertid først og fremmest forstås i en eskatologisk sammenhæng. Tyrkerne truede Guds folk udefra, og jøderne truede Guds folk indefra – midt inde i de kristne samfund – ligesom papisterne gjorde. Og derfor kan Luther fx sige, at tyrkerne i lighed med Antikrist i Rom er ”fjender af vor salighed” og ”Djævelens agenter”. Schilling opsummerer det sådan, at ”I slutstriden skal de sande kristne bekæmpe tyrkerne, jøderne og paven som ugudelige kræfter, men ikke med jordisk magt”. Tyrkerne har imidlertid er særlig rolle i den eskatologiske kamp, de er ”Guds tugtende straf og svøbe”, som Gud straffer menneskets syndighed med. På en og samme tid optræder ”tyrken” som ”Guds svøbe og Djævelens” tjener, der skal vække de kristen så de omvender sig.

Den monoreligiøse samfund
For Luther var religiøs tolerance i moderne forstand en helt fremmed tanke, og han kunne ikke forestille sig et religiøst pluralistisk samfund. For ham ”var og blev normen den ensartede, ’rene menighed’, hvor det kirkelige og borgerlige fællesskab var identiske”. Det entydigt kristne samfund var for ham ”normaltilstanden”, som den verdslige myndighed måtte bruge magt på at (gen)oprette. Schilling noterer at ”Det betingelsesløse krav om dogmatisk renhed var skyggesiden af den renæssance, Luther havde skabt for religionen, som i den fremspirende nyere tid ikke blot var en kirkelig, men også- og især – en samfundsmæssig og politisk skabende kraft”. Med de religiøse modsætninger, som senere tilspidsede sig i fjendskabet mellem konfessionerne, opstod ”den politisk-sociologiske maksime ’religio vinculum societatis’ ifølge hvilken kun en fast og fælles religion kunne garantere samfundets sammenhængskraft og indre fred”. Det er tanker, som vi også kan møde i dag.

Bekæmpelse af muslimer og fordrivelse af jøder
Ud forståelsen af forskellen på de to riger og det åndelige og det verdslige sværd, så var det den verdslige myndigheds opgave med vold og magt at bekæmpe de muslimske tyrkere, der udefra truede kristenheden, og at fordrive de jøder, som indefra truede kristenheden, og dermed genoprette den rene kristenhed. Som repræsentant for kirken så Luther det som sin opgave at pålægge fyrsterne disse opgaver og at opmuntre dem til at slå ned med grusomhed og hensynsløshed. I forhold til jøderne gik Luther i sine sidste år så vidt, at han ”i stigende grad forfulgte jøderne med had, svinske nedrakninger, ja, endog blodtørstige tilintetgørelsesfantasier”. Schilling argumenterer imidlertid for ”den historisk nødvendige skelnen mellem det gamle Europas religiøst betingede antijudaisme og den nye tids racistiske antisemitisme”. Trods denne principielle forskel har Luthers holdning til jøderne alligevel haft en alvorlig virkningshistorie i de følgende århundreder og især i første halvdel af det 20. Århundrede.

Kim til anerkendelse religiøs pluralisme og trosfrihed
Det er interessant at Heinz Schilling i Luthers ”tankegang handlinger [kan] finde holdepunkter, der kunne fremme en senere udvikling af samvittighedsfrihed og tolerance. Her peger han bl.a. på Luthers fremtræden for kejseren i Worms, hvor han holdt fast i at ”troen var et indre, åndeligt anliggende fritaget for jordiske magters indgriben” og at ”troen ikke lander sig tvinge, og at ingen kan udøve magt over sjæle”. Desuden peger han på Luthers lære om de to riger, der førte til en adskillelse af religion og politik som i sin moderne form ville have været utænkelig for Luther men alligevel blev en konsekvens af hans reformation.

Når man læser Schillings spændende fremstilling af Luthers holdning til andre religioner, tror jeg, det bliver klart for de fleste læsere, at det ikke giver mening på 500 års afstand af Luther på skolemesteragtig måde at korrekse Luther pga. holdninger, som vi i dag oplever som meget problematiske. På den anden side er det også meget problematisk på 500 års afstand af Luther i troskab mod vor kirkes lærefader at forsøge at legitimere en religionsteologi og –politik i dag primært med i Luther.

Christiansfeld, lørdag, den 23. juli 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: