Hvordan skal vi som kristne respondere på terroristernes vold?

Alle kristne er enige om, at halshugningen af fader Hamel i en kirke i Normandiet (og mange andre terrorangreb) i Islamisk Stats navn er et udtryk for en ufattelig ondskab. Men spørgsmålet er, hvordan vi som kirke og som kristne skal reagere på denne afgrundsdybe ondskab, som vi er vidne til –  føler os truet af.

Vi lever i en visuel tid, hvor film i høj grad er med til at forme vor tilværelsesforståelse. Mange Hollywood-film – ikke bare om cowboys – handler om kampen mellem det gode (og den eller de gode) og det onde (og den eller de onde), og helten, den gode, er ham, som med vold og magt overvinder de(n) onde. Her er der tale om, at ondskaben skal overvindes med det, som den amerikanske Walter Wink kalder ”redemptive violence”, forløsende eller frelsende vold. Wink er ligefrem af den opfattelse, at ”The Myth of Redemptive Violence” er den moderne verdens virkelige myte. ”Den, og ikke jødedom eller kristendom eller islam er den dominerende religion i vort samfund i dag”, skriver han. Den kristne ’myte’ indebærer en anden forståelse af ondskab og vold, som bl.a. Paulus har sat ord på i brevet til Romerne: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode”.

Jeg kom til at tænke på Winks tale om ”redemptive violence”, da jeg i dag stødte på artiklen ”Absurd Violence? Breaking the Cycle of Hate after the Murder of Jacqes Hamel”, der er det bedste, jeg hidtil har læst, mht. en kristelig respons. I artiklen gør den katolske forfatter og journalist Austen Ivereigh opmærksom på, at pave Frans i sin kommentar til det grusomme mord på den katolske præst ikke fokuserede på terroristernes motiver eller på, at præsten var blevet martyr, men pegede på, at den dræbte præst var en af mange, der var blevet dræbt, og sagde, at der var tale om en ”absurd vold”. Pave Frans var opmærksom på de dynamikker, som var på spil, og hvordan vold avler vold gennem efterligning. ”I lyset af den forargelse, som mordet på fader Hamel fremprovokerede – inkl. opfordringer til, hvad der i virkeligheden var, en mod-jihad (Luk grænserne! Afhør alle muslimer, der bor i Europa! Sæt hårdt mod hårdt! Vær realistisk!) – begyndte jeg at forstå, hvorfor Frans foretrak at tale om det som ’absurd vold’”.

Hvis paven havde talt om fader Hamels martyrium, kunne han have risikeret at skabe et symbol eller en ikon, som kunne bruges til at fokusere på vor fælles offerstatus, og som kunne blive et våben i kampen. ”Voldshandlingen forener et samfund, ’hærder’ dem til en hævnaktion i retfærdighedens navn, gør dem til én mod den anden, og får den anden til at se ud som én.” I en ophidset situation efter en frygtelig terrorhandling kan martyrer blive brugt som et kampråb, der samler tropperne til et modangreb.

Ivereigh henviser her til den store katolske tænker, René Girard, der mere end nogen anden forstod volden, dens væsen og årsager, og også, hvorfor volden er så smitsom – og også så tæt forbundet med religion og kultur. Fra Girard havde han lært at spotte ”a sacrificial impulse” – en offer-impuls. ”Det begynder med en moralsk forargelse, en blanding af frygt og angst, og den følelse, at pludselig er de ét med enhver anden i deres offerrolle og smerte, og den anden – alle sammen – ser pludselig ud som fjenden”. Alle elsker at slutte sig til den forargede gruppe, der er på jagt efter en syndebuk, og de interne modsætningsforhold forsvinder til fordel for illusionen om enhed – tænk fx på beretningen i Ny Testamente om Jesu henrettelse, hvor der bla. står, at ”På den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem”. If. Girards opfattelse skaber en sådan forargelse, eller ”scandal”, som han kalder det, ikke blot en spændende, ja, gysende følelse, men og også en aggressiv følelse af enhed, der fører til en søgen efter ”det forurenende element”, som med vold og magt skal elimineres.

Evangeliet er en historie om ”sacrificial violence”, og er dermed en realistisk beskrivelse af vor verden, men historien er fortalt på en sådan måde at den underminerer den offer-vold, så vi herefter kan leve på en anden historie. Gud bliver i Jesus gjort til syndebuk, og Jesus overvinden ondskaben ikke gennem vold og hævn, men hans opstandelse er kærlighedens sejr over ondskaben, så ondskabens onde cirkel bliver brudt, så der aldrig mere er plads til hævn eller ”sacrificial violence”.

Det forstod ikke blot paven, men også de franske biskopper, som i en udtalelse efter attentatet i kirken i Normandiet ikke talte om martyrium eller om kristne som ofre. I stedet talte de om den udfordring, som vi nu alle står over for, nemlig at bygge en civilisation af fred, kærlighed og accept. ”De sagde, at vi må respondere ved at åbne vore døre, ikke ved at lukke dem, fortsætte med at byde flygtninge velkommen; fortsætte med at arbejde sammen med muslimer og skabe nye rum for dialog og forståelse.” Hvis vi skal lykkes med det, må vi som et ud fra korsfæstelsen og opstandelsen forstå, at vold ingen plads har i Guds plan, den er ”no-thing”; den er absurd.

Iverreigh oplevede i en debat på Twitter, at en af hans alvorlige kritikere spurgte, ”Hvad foreslår du så at gøre? Skal vi da omfavne en selvmordsbomber? Hans svar var: Ja, bl.a. med henvisning til Najih Shaker Al-Badawi i Irak, som tidligere på måneden mødte en selvmordsbomber uden for for sin moské og omfavnede ham, helt bevidst om at han selv ville dø i eksplosionen. Og med henvisning til den kenyanske muslim, som sidste år i december for hen foran nogle kristne og brugte sig selv som et beskyttende skjold mod et angreb fra al-Shabab-terrorister, og som døde i processen, men reddede deres liv. Som kristne er Jesus vort eksempel, men i disse tilfælde er muslimerne vor model.

Hvordan skal vi som kirke og kristne respondere på den vold, som vi i denne tid udsættes for i form af islamistiske terrorangreb? Har vi ikke andet at sige end det, som politikerne siger? Henter vi vor inspiration fra filmens verden, hvor ”redemptive violence” er løsningen på verdens ondskab? Eller tør vi lade os udfordre af den historie, som evangelierne fortæller os, historien om Jesu korsfæstelse og opstandelse, der gjorde en ende på ”sacrificial violence”? Har Paulus ret i sin advarsel om, at vi ikke skal lade os overvinde af det onde, men i stedet overvinde det onde med det gode?

 

Christiansfeld, lørdag, den 29. juli 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Jakob on 29. juli 2016 - 21:00

    Det lyder som sværmeri i mine øre. Dét Babelstårn af fred, kærlighed og accept, som du og dine ligesindede har forsøgt at opbygge over årtier, bliver i øjeblikket revet ned for øjnene af jer med store menneskelige lidelser til følge. Når så volden og ødelæggelserne breder sig, så råber alle sværmerne i kor: GENOPBYG! GENOPBYG!

  2. #2 by Svend Jespersen on 29. juli 2016 - 22:11

    Kære Mogens.

    Du lægger op til en debat om en hel del spørgsmål, som har beskæftiget mange menneskers sind de seneste 4-5 årtier. Efter min mening forvirrer du med dette indlæg debatten ved ikke tydeligt at forklare og definere skellet mellem individets og samfundets ord og handlinger og forskellene mellem islams og kristendommens holdninger til spørgsmålet om skyld, retfærdighed, tilgivelse, straf og anvendelsen af vold.

    Man kan, som dig, prøve at vise vejen frem ved at forklare den rette vej ud fra en kristen, filosofisk og teologisk debat om at vende den anden kind til ved enhver lejlighed. Den slags argumenter kan måske være brugbare i filosofiske og teologiske debatter, men i en realistisk samfundsdebat er de nyttesløse. Min yngste søn fortalte mig for en del år siden om, hvordan han fik stjålet sin pung og telefon af en gruppe jævnaldrende her i byen en aften (og her må jeg selvfølgelig ikke nævne noget om gerningsmændenes identitet). Han spurgte mig bagefter, hvordan de mon ville have reageret, hvis han havde fortalt dem, at han tilgav dem. Jeg blev ham svar skyldig, men det førte til en længere snak om ret og uret.

    Teologiske debatter om islam og kristendommen har to vidt forskellige indgange til spørgsmålet om synd, tilgivelse og frelse. Allah, profeten og muslimernes hellige skrifter gør det klart for enhver muslim, at Allahs tilgivelse ikke på nogen måde kan garanteres. Tilgivelse og smertefri adgang til Jannah (muslimernes paradis) hviler alene på Allahs endelige skøn ved ethvert menneskes død, og ingen nok så troende og hengiven muslim kan være sikker på den. Dertil kommer så, at ingen rettroende muslim kan eller tør tilgive, hvad Allah ikke kan tilgive. Muslimernes dilemma mht. at turde eller kunne tilgive andre mennesker og deres handlinger burde hermed være indlysende.

    Kære Mogens. Dit indlæg tyder på, at du har nogle problemer mht. kristnes reaktioner på voldshandlinger fra voldshandlinger begået af muslimer, eller for den sags skyld, begået af alle andre. Hvorfra stammer den tvivl? Hvis du læser dine avisreferater, vil du se, at begravelser og mindehøjtideligheder af ofre fra 11. september, massakren på Utøya, Charlie Hebdo, Paris november 2015, Nice i år og utallige drab af jøder/israelitter gennem de seneste år, så vil du se, at alle disse begivenheder har samlet mennesker i tusindtal i stille respekt for sorgen over de døde, deres efterladte og mindet om dem. Ingen af disse begivenheder har i mit sind kunnet mane noget som helst frem, der minder bare den mindste smule om dine ord om ”redemptive violence”, ”absurd violence”, eller ”sacrificial violence” eller hævnfølelser. Hvordan kan du anvende de begreber uden at skelne helt tydeligt mellem pøbelvold og statssanktioneret vold?

    Og hvad er din løsning på den vold fra det, som alle realister kalder de muslimske angreb på den vestlige, amerikanske, sekulære, jødiske, dekadente, demokratiske og vulgære del af vores verden? Tilgivelse alene er vel ikke tilstrækkelig til at stoppe dem, så vi stadig kan håbe på et frit samfund for vores børn?

    Venlig hilsen
    Svend

  3. #3 by Mogens S. Mogensen on 30. juli 2016 - 13:45

    Kære Svend
    Det blogindlæg, som du forholder dig til, består hovedsageligt af et referat af en artikel af en katolsk forfatter og journalist, som igen bygger på udsagt af paven, katolske biskopper og en katolsk filosof, så jeg skal ikke tage æren for disse overvejelser – som jeg imidlertid finder meget værdifulde.

    Heldigvis er der mange kristne, som reagerer fredeligt på volden og ikke griber til hævn og modvold, men der er desværre også i medierne kristne, som ud fra kristendommen argumenterer for en anden tilgang, og det er den “kristelige” holdning, som de katolske kilder, jeg referer til, advarer i mod, og i stedet henviser til en efterfølgelse af Kristus.

    Blogindlægget handler udelukkende om, hvordan vi som kristne – i det åndelige regimente, for at tale Luthersk – må forholde os til vold, ikke til, hvordan statsmagten – i det verdslige regimente – skal forholde sig til terroren.

    Venlig hilsen
    Mogens

  4. #4 by Karen E. Hansen on 30. juli 2016 - 20:49

    Kære Mogens
    Jeg synes ikke, du forholder dig til de stilfærdige spørgsmål, som Svend stiller. Med al respekt for Rene Girad, som jeg sætter stor pris på, så handler det for mig at se ikke bare om forskellen på samfundets reaktioner og den enkelte kristnes ditto, eller den strikte opdeling i åndeligt og verdsligt regimente; men netop også om ansvaret for det samfund, vore børnebørn skal arve. Paulus taler ikke bare om at overvinde det onde med det gode, men siger også: “Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” (Gal. 5,1) Er det i kristen ånd at se på, at det samfund, vi lever i, og som har taget præg af evangeliets frihed gennem 1000 år, underlægges sharia mere og mere? Opdeling i halal og haram, rent og urent, fra vuggestue til universitet, accept af kvinders lavere status, og tavshed, tavshed, tavs accept af, at islam ikke kan modsiges, for enhver modstand kan jo udlægges som fornærmelse eller blasfemi…. Gøre det p.g.a. det tålmodige, tilgivende sind – eller for ikke at støde, eller blive beskyldt for racisme og fremmedfjendskhed… eller måske for at undgå vold og terrorisme??
    Naturligvis skal der ikke tales om eller opfordres til vold, det er samfundets sag; men endnu risikerer en dansk biskop – eller for så vidt enhver døbt – dog ikke offentlig henrettelse for at sige islams doktriner imod. Dog er jeg klar over risikoen ved at stille op med et skilt, der siger: “NO SHARIA HERE”… Mener du, at det tilgivende sind også er det tavse, føjelige, accepterende sind?
    Da kvinden grebet i hor skulle stenes, talte Jesus ikke tilgivelse til de blodtørstige, selvretfærdige farisæere, men ord til syndserkendelse… Det har uden tvivl være med til at domfælde ham – netop ikke at møde al vold med tilgivelse. Men det bør vel også høre med til efterfølgelsen af Kristus. Skulle den gamle præst have underkastet sig islam for at vise tilgivelse over for terroristerne og evt. derved redde sine kirkegængere?

  5. #5 by Mogens S. Mogensen on 30. juli 2016 - 20:59

    Kære Karen

    Den beskrivelse, du giver af det danske samfund kan jeg slet slet ikke genkende:
    ” Er det i kristen ånd at se på, at det samfund, vi lever i, og som har taget præg af evangeliets frihed gennem 1000 år, underlægges sharia mere og mere? Opdeling i halal og haram, rent og urent, fra vuggestue til universitet, accept af kvinders lavere status, og tavshed, tavshed, tavs accept af, at islam ikke kan modsiges, for enhver modstand kan jo udlægges som fornærmelse eller blasfemi… endnu risikerer en dansk biskop – eller for så vidt enhver døbt – dog ikke offentlig henrettelse for at sige islams doktriner imod. Dog er jeg klar over risikoen ved at stille op med et skilt, der siger: “NO SHARIA HERE

    Den bedste måde at præge samfundet i kristen retning er naturligvis at flest mulige lever som kristne og udeveer de kristne værdier. Vi er kaldet til at efterfølge Jesus, og ikke kaldet til at efterfølge zeloterne. At der er en pris ved at efterfølge Jesus, kan ikke nægtes. Det kan heller ikke nægtes, at det kan kaldes naivt at efterfølge Jesus. Ordet om korset er en dårskab!

    Selvfølgelig skulle den gamle præst ikke underkaste sig islam, og det gjorde han da heller ikke. Han holdt fast i sin tro og det kostede ham livet, men jeg gætter på, at den gamle præst – inspireret af Jesus – ville have tilgivet ham.

    Venlig hilsen
    Mogens

    • #6 by Karen Elisabet Hansen on 31. juli 2016 - 08:05

      Kære Mogens
      Jeg vil nu alligevel holde dig fast på de svære spørgsmål: skulle præsten også på forhånd have tilgivet morderen for at myrde de andre tilstedeværende?
      Men mere alment: Mener du, at kirkens (alle kristnes) opgave over for islam i denne situation, hvor Europa i en blanding af god vilje og frygt for vold og terror mere og mere indretter sig på shariaens regler, er opgaven da bare at være imødekommende, vise stor respekt for alt, hvad islam kalder helligt, tilgive enhver voldshandling ( I kan bare fortsætte!), aldrig udtale nogen kritik af koranen og da slet ikke af den krigeriske Muhammed som inspiration for terror?
      Mener du, opgaven kun er at tilgive alle voldelige handlinger, ikke at gå imod deres ideologiske og religiøse baggrund?
      Tale imod “hellig vold” også i islam?
      God søndag!
      Karen

  6. #7 by Mogens S. Mogensen on 31. juli 2016 - 13:23

    Kære Karen

    Jeg kender ikke til at tilgive nogen på forhånd forud for at de har “syndet”, og dermed så at sige legitimere deres synd. Men Jesus tilgav dem der syndede imod ham, da han hang på korset, eller rettere han bad sin himmelske far om at tilgive dem.
    Vor opgave som kristne/kirke er for mig at se at kalde ondskab for ondskab, synd for synd, og ikke stikke noget under stolen eller under gulvtæppet,men kalde til omvendelse fra ondskab og synd. Det indebærer naturligvis også at tale imod al vold,også den vold nogen vil kalde “hellig vold”, eller vold begået i en eller anden religions eller ideologis navn. Det er vel det vi kalder “lov”.
    Men det er også vor opgave at forkynde evangelium, altså at forkynde at der ved Jesu død på korset er tilgivelse og nåde for alle – og kalde til efterfølgelse efter Jesus, som vil være det modsatte af at fortsætte med onde gerninger.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: