Oplæg til trossamfundslov – og den danske frihedstradition

Trossamfundsudvalget, som blev nedsat af den tidligere regering I 2014, har netop udsendt et oplæg til trossamfundslov til midtvejshøring. Det er glædeligt, at udvalget på den måde råder lidt bod på det meget kritisable forhold, at trossamfundene overhovedet ikke blev repræsenteret i udvalget. Nu får de I det mindste mulighed for at blive hørt.

Oplægget til en trossamfundslov viser sig at være forholdsvist minimalistisk, og – I en tid,hvor religionsfriheden er truet – er det meget positivt. Oplægget til en trossamfundslov omhandler kun de rettigheder, som anerkendte (og godkendte) trossamfund allerede havde efter gældende lovgivning. Det vil først og fremmest sige adgangen til

  • at søge vielsesbemyndigelse for præster, imamer mv.
  • at søge om skattebegunstigelse, herunder fradragsret for gaver
  • at søge om opholdstilladelse til udenlandske forkyndere og missionærer.
  • At søge om tilladelse til opføre religiøse bygninger
  • at søge om tilladelse til at anlægge begravelsespladser.

Der ændres ikke I de nugældende regler vedrørende punkt 2-5, men når det gælder punkt 1, om vielsesbemyndigelse, indføjes de regler, som indgår i de lovforslag, som allerede har været i høring, og som forventes vedtaget i efteråret.

Det lyder fornuftigt, at udvalget foreslår, at den gamle skelnen mellem de gamle anerkendte trossamfund og de senere godkendte trossamfund nu ophæves, således at de fremover alle betegnes som anerkendte trossamfund. Det foreslås, at trossamfund fremover defineres som “et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlovene, efter udformede læresætninger og ritualer.” Der findes hundreder af definitioner af religioner (og dermed også af religionssamfund), og denne definition er nok brugbar i sin sammenhæng, hvor den har til formal at udelukke “rene livssynssamfund eller filosofiske foreninger” fra godkendelse som trossamfund.
Når det gælder kravene til selve godkendelsen af trossamfund er der forslag ti en række forholdsvis forholdsvis uproblematiske ændringer. Det lyder fornuftigt, at kravet til antal medlemmer ændres fra 150 til 50. Fremover skal trossamfund indsende dokumentation eller beskrivelse ikke bare af vielsesritualet, men af alle ritualer. Det giver jo god mening i en folkekirkelig sammenhæng, hvor man har en autoriseret ritualbog, men måske mindre mening o trossamfund med en meget friere forståelse af ritualer.

Langt mere problematisk er det, at et trossamfund skal afgive en skriftlig løfteerklæring om “ikke at ville opfordre til eller foretage noget, som strider mod bestemmelser i lov, eller bestemmelser fastsat i medfør af lov”. At enhver borger, også medlemmer af trossamfund, er underlagt landets love og bestemmelser, og må påregne at blive straffet ved brud på love og bestemmelser, er kun rimeligt.. Og det lyder også uskyldigt, at et trossamfund – hvis det vil være et anerkendt trossamfund – ikke må opfordre til noget som strider mod loven. Men det er ikke så uskyldigt endda. For det vil i givet fald betyde, at et trossamfund kan miste sin anerkendelse, hvis det opfordrer sine medlemmer til civil ulydighed i det tilfælde, at statens lov forbyder en at foretage en bestemt handling, som vil være udtryk for en næstekærlighed, som en kristen måtte føle sig forpligtet på. Enhver kirke må vel holde fast i, at det vigtigere at adlyde Gud end at adlyde mennesker/staten. Det var I hvert fald den holdning apostlen Peter if. Apostlenes Gerninger havde.

Allermest problematisk er udvalgets overvejelser om yderligere krav til anerkendelse af trossamfund. Det mest opmuntrende er, at der heldigvis ikke er enighed i udvalget om dette punkt. Den ene fløjs forslag flugter helt med de holdninger, der er kommet til udtryk i de enighedspapirer og lovforslag, som i løbet af sommerferien er blevet lagt frem, og som indebærer en alvorlig indskrænkning i religionsfriheden. Den anden fløjs forslag – der indebærer en videreførelse af den nuværende ordning –  er i overensstemmelse med klassisk dansk frihedstradition.

Det helt afgørende punkt er her, dels forslaget om “en lovfæstelse af den nuværende administrative praksis vedrørende trossamfundets organisationsform (overholdelse af grundlæggende principper om demokrati og ligebehandling)” (model 1) og forslaget om, “at det ydermere fastsættes som en betingelse, at trossamfundet ikke må have et formål og en adfærd, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder” (model 2).

Model 1 er allerede en del af den administrative praksis, når det gælder godkendelse af nye trossamfund – og det er i sig selv allerede  problematisk – men nu lægges der med denne model (1) op til, at alle trossamfund, der vil have eller bevare en status som anerkendt trossamfund, skal overholde denne bestemmelse. I praksis vil det betyde, at en række af de trossamfund, som i dag er anerkendte eller godkendte, vil miste status som anerkendt trossamfund.

Argumentet for at indføre begge modeller er, at de privilegier, som opnås ved at blive et anerkendt trossamfund, må modsvarers ikke bare af bestemte organisationsformer (demokrati og ligebehandling), men også af, at hele deres virke må “være af være af en sådan karakter, at det ikke modarbejder demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder”. Og her lægger man sig i helt åbenbart i slipstrømmen af de herskende politiske strømninger, når man tilføjer, at “Betingelser af denne art forudsættes i en politisk aftale fra maj 2016 mellem partier, der repræsenterer et flertal i Folketinget, at blive indføjet i andre dele af lovgivningen (folkeoplysningsloven og ligningsloven). “

Modstanderne af dette vidtgående forslag gør heldigvis opmærksom på, at både model 1 og model 2 strider mod “den danske frihedstradition med respekt for mindretals anskuelser og adfærd (så længe der ikke er tale om lovstridige handlinger)”, og at der især med model 2 er risiko for, “at komme til at gribe ind i trossamfundenes indre anliggender på en måde, der ikke stemmer overens med grundlovens § 67.”

Hvis de love, som ligger i forlængelse af de såkaldte “enighedspapirer” vedrørende religionslovgivning, bliver gennemført, og hvis dette oplæg til trossamfundslov – med model 1 og 2 – bliver vedtaget, så er der alt i alt tale om et markant brud på en århundrede lang frihedstradition i det danske samfund, . Det ændrer simpelthen på forståelsen af, hvad dansk kultur er, og hvad det vil sige at være dansk. Derfor må man håbe, at frisindede borgere – i Grundtvigs hjemland – protesterer, og at frisindede politikere besinder sig, inden det er for sent.

 

Århus, tirsdag, den 6. september 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: