”Guilty by religion”

På den store missionskonference på Århus Universitet i 2010, i anledning af 100 året for verdensmissionskonferencen i Edinburgh i 1910, var den oplægsholder, der gjorde stærkest indtryk på mig, ikke en af de mange verdensberømte missiologer, som bestemt også var værd at lytte til, men biskop Mano Ramulshah fra Pakistans Kirke. Her talte han meget stærkt om kirken som minoritet i et muslimsk land, det næstmest folkerige muslimske land, og det første land i verdenshistorien, som blev etableret i en religions navn, i dette tilfælde for muslimerne i Sydasien – ”et land for muslimer”. Året efter gentog historien sig med skabelsen af Israel, da der blev etableret ”et land for jøder”.

Kirken i Pakistan er et resultat af mission blandt dalitter, og den dag i dag så at sige spærret inde i denne sociale klasse af de allerfattigste. Dertil kommer, at de kristne som en ubetydelig minoritet blot er som ”en flue på væggen”, som til enhver tid er i fare for at blive mast. Især lider de kristne og andre religiøse minoriteter under konsekvenserne af blasfemilove, som blev indført i 1986, og som hænger som et Damokles-sværd over hovederne på dem. Mange kristne er blevet fængslet uden grund eller er blevet lynchet af pøbelen. Dertil kommer, at mens konversioner til islam er fuldt og helt accepteret, så betragtes konversion fra islam som apostasi med alle de uhyggelige konsekvenser, det har, i yderste konsekvens dødsstraf.

I forgårs fik jeg muligheden for igen at møde biskop Mano og lytte til ham i flere timer. I mellemtiden er biskoppen gået på pension, men er stadig meget aktiv i og uden for Pakistan. At være en kristen minoritet i Pakistan indebærer i Pakistan i dag, at være ”guilty by religion”, sagde han. Alt hvad vestens kristne lande foretager sig af kritisable handlinger, kommer den kristne minoritet til at bøde for. Blot det at tilhøre den kristne religion, gør dem skyldige, og udsætter dem for samfundets vrede.

Biskoppen fortalte om, hvordan kirken trods de meget vanskelige forhold fortsætter med at tjene ikke bare kristne, men også muslimer og andre gennem hospitaler og skoler – også i områder, hvor Taliban er til stede. I et land, hvor evangelisering er illegal, og konversion fra islam næsten er et udtryk for et dødsønske, så er det en af de bedste måde at vidne om den kristne tro. De kristne er Pakistan er fattige, marginaliserede, undertrykte, diskriminerede og undertiden også direkte forfulgte, men de er meget trofaste i deres kristne tro.

Da jeg spurgte ham, hvad kirken i Pakistan har mest brug for fra missionsselskaber og kirker i Vesten, svarede han, at de ikke ønskede at blive set på som fattige, der skulle hjælpes af de rige i vesten. De ønskede ikke at være objekter for vestens velgørenhed, men ønskede relationer og fællesskab, og så måtte alt andet vokse ud herfra. I dag er det sådan, at det er forsikringsselskaberne, som i praksis bestemmer kirkens relationer med kristne i vesten. Når rejser til Pakistan er så farlige, at forsikringsselskaber ikke vil forsikre kirkeledere i Vesten, bliver disse hjemme og besøger ikke kirken i Pakistan! Set fra biskoppens side er vi imidlertid på tværs af grænserne ”faith siblings”, trossøskende, og skulle relatere til hinanden som sådanne og have omsorg for hinanden.

Kirken i Pakistan er – ligesom i andre lande med muslimsk majoritet – på grænsen til udslettelse, og har mere end nogen sinde brug for fællesskab og relationer med kirken i Vesten. De har imidlertid ikke brug for at man fra vesten sender 1000 dollars til Pakistan og efterfølgende spørger om, hvor mange kirken har omvendt. Det, der virkelig er brug for, er at kirkens medlemmer kan komme ud af deres bundløse fattigdom fx ved at de får hjælp til at etablere små virksomheder.

Kirken i Pakistan ønsker gensidige relationer og har også noget afgørende at bidrage med til kirken i Vesten, som undertiden viser sig svag i sin tro og sit vidnesbyrd. Trods alle de problemer, som den lille kristne minoritet oplever i ”et land for muslimer”, var det tankevækkende at opleve biskoppens holdning til islam og muslimer. For ham var der ingen tvivl om, at det var samme Gud, som muslimer og kristne tilbad, for det er kun én Gud, men hver religion havde ud fra sine skrifter og sin tradition sit eget billede og sin egen forståelse af forholdet til Gud. For ham var der ingen tvivl om, at de som kristne skulle elske og tjene ikke kun deres kristne brødre og søstre, men også muslimerne.

Og han mindede os i vesten om at vise respekt for ”all sacred faiths”, og også i vesten være meget opmærksomme på de dynamikker, der er i spil mellem religiøse majoriteter og minoriteter. Blot ved at tilhøre den kristne minoritet bliver de kristne i Pakistan af den muslimske majoritet ofte anset for at være skyldige, og straffes som sådanne. Den meget menneskelige måde at agere på må vi – som kristen majoritet – bestræbe os på ikke at praktisere her i Danmark og i Vestens kristenhed.

Christiansfeld, torsdag, den 8. september 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 10. september 2016 - 11:47

    Kære Mogens.

    Det var dog underligt! Lever de kristne i Pakistan virkeligt under så kummerlige og farlige forhold? Men du læste måske ikke Naveed Baigs blog på WordPress ved juletid i 2010 om ”Jul i en islamisk republik”?

    Naveed Baigs ord maler et billede af situationen for kristne i Pakistan, som er i stærk kontrast til dine og Mano Ramulshahs ord her. Bl.a. citerer han en imam for følgende udtalelse:

    ” … hvis Vesten vidste hvordan vi igennem historien har behandlet minoriteter i Pakistan, så ville de blive positiv overrasket. Men disse relationers historie og virkelighed når ikke ud til den store verden.”

    Naveed Baig nyder da stor respekt herhjemme og må anses for at være særdeles troværdig. Hvorfor skulle man ellers ville invitere ham til at tale ved DR’s nytårsgudstjeneste i Christians Kirke i 2013?

    Enten er du og Mano Ramulshah helt galt på den, eller også er Naveed Baig det, eller måske lever vi rent faktisk i det postfaktuelle samfund, som nogen er begyndt at tale om.

    Venlig hilsen
    Svend

    https://baignaveed.wordpress.com/2010/12/24/julen-i-den-islamiske-republik/

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 10. september 2016 - 14:52

    Kære Svend
    Det må du tale med biskop Mano og imam Baig om.
    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Karsten Lund on 19. september 2016 - 12:59

    Spændende at læse begge blogindlæg.

    Kan det udelukkes at de begge beskriver virkeligheden?

    Der er givetvis stor forskel på den kristne Naved Baig beskriver fra Islamabad, der muligvis stamme fra en af de højere kaster og den kristne Mano Ramulshah beskriver i Peshawar som stamme fra dalitterne.

    Der er jo også forskel på at være kristen (eller muslimsk) advokat i Christiansfeld og kristen (eller muslimsk) bistandsklient fra Ishøj.

    Pakistan er et stort land, virkeligheden behøves ikke se ens ud over det hele.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: