Hvordan kan vi hjælpe de forfulgte kristne i Syrien og Irak?

I bogen ”På flugt. Historien gentager sig” (Forlaget ProRex 2016) giver den norske journalist Kari Furi, som der står på bagsiden af bogen, ”et hårrejsende indsigtsfuldt indblik i den katastrofe, der udfolder sig i Syrien og Irak i disse år, hvad angår de kristnes stadig mere forfærdelige situation”. Når man læser denne endeløse række af lidelseshistorier, kan man ikke lade være mære at spørge sig selv, hvad de lidende, forfulgte og fordrevne syriske og irakiske kristne mon synes, at vi her i vesten, og som kirke og kristne, kunne og burde gøre for at hjælpe dem? Det er ikke bogens formål at give et svar på dette, men alligevel får læserne indimellem et indtryk af, hvordan holdningen og forventningen er.

Når Emamnuel Youkana, der er leder af en hjælpeorganisation og medlem af Østens Assyriske Kirke får spørgsmålet om, hvad kirkerne i vesten skal gøre, er hans svar, at ”Kirkerne kan fortsætte med at solidarisere sig med de forfulgte gennem forbøn, humanitær hjælp og besøg, som udtrykker medleven og omsorg. Medierne han blive ved med at fokuser på de kristnes nød”. Det svar flugter med, hvad andre kristne ledere giver udtryk for, men så fortsætter han med at sige, at ”Det, der vil hjælpe mest er imidlertid politiske afgørelser på statsligt niveau.” Og her er meningerne delte.

I vesten er Assad skurken, på linje med ISIS, men sådan ser det kristne mindretal i Syrien ikke nødvendigvis på det. Labib Madanat, leder af Bibelselskabet i Jordan, er af den mening, at ”Assad-regimets fald vil være det værste, der kan ske for kristenheden og de kristne i Syrien. … Hvis man vil sikre de kristnes tilstedeværelse i Syrien, er det hul i hovedet at fjerne den beskyttende bastion, som Bashar al-Assads styre lige nu udgør for de kristne”. Og så minder han om, at ”De mennesker i Vesten, som tror, at man kan bringe fred og demokrati til Syrien ved at styrte det syriske regime, bør tage ved lære af, hvad der er sket i Irak.” Hans konklusion er, at ”Der findes ingen militær løsning”.

På spørgsmål om, hvordan vi i vesten så kan støtte de kristne i Syrien, svarer han, at det bedste man kan gøre, ”er at hjælpe de internt fordrevne så meget som muligt, både hvad angår materielle behov, beskyttelse og følelsesmæssige og åndelige behov.” Og så taler han om behovet for at have evakueringsplaner for folk i de mest truede områder, og om at ”det internationale samfund ville garantere nogle sikre zoner”.

Mens nogle er skeptiske overfor kurderne, er Youkhana fra Østens Assyriske kirke af den opfattelse, at de kurdiske områder er det sidste sikre sted for kristne og yazidier i hele regionen, og derfor opfodrer han til at man fra internationalthold støtter de kurdiske myndigheder.

I vesten er mange kristne optaget af at hjælpe de forfulgte kristne, men det perspektiv er efter Yoadam Kannas opfattelse for snævert. Kanna er leder af Assyrian Democratic Movement og er et af de fem kristne medlemmer af det irakiske parlament. På spørgsmålet om, hvad hans parti vil gøre for at hjælpe irakiske kristne svarer han, at ”Vi vil ikke kun hjælpe de kristne men alle irakere. Det nytter ikke noget at vores egne har det godt, hvis alle andre har det skidt. Strategien er at kæmpe for frihed og demokrati for alle. Vi må arbejde for ordentlige regeringsformer og bekæmpe korruption og diskriminering.” I den forbindelse opfordrer han Europa til at hjælpe dem med at opbygge et demokrati. ”Hvis der ikke bliver stabilitet, retfærdighed og gode offentlige institutioner og ordninger i vores land, vil folk blive ved med at forlade det i stort tal.”

Men hvad er så fremtiden for de kristne i Irak? Den syrisk-ortodokse ærkebiskop Nicodemus Daoud Matti Sharifs fra Mosul ser gerne, lige som visse politikere, at der blev etableret en beskyttet kristen zone i Ninive-området, men er også klar over, at det ville forudsætte international beskyttelse. Der findes kristne militser, siger han, men understreger, at de kristne ikke har tradition for at bevæbne sig.

Den kristne irakiske politiker Kanna går dog ikke ind for et kristent selvstyreområde, men en Ninive-provins, der med sine ca. 400.000 indbyggere ville omfatte kristne såvel som arabere og andre. ”Efter min mening er det kun vores fjender eller tåbelige mennesker, der ønsker en opdeling af befolkningen efter religiøse skillelinjer”. Også Labib Madanat er i mod ideen og kalder den for ”en opskrift på katastrofe”, og fortsætter: ”Det, vi må kæmpe for er et samfund, hvor mennesker lærer at leve sammen på en civiliseret måde. Det er en lang proces at realisere dette, men man løser ikke problemerne ved at dele landet i små områder for henholdsvis kurdere, shiaer, sunier, kristne, yazidier, drusere og mandæere”. Emamnuel Youkhana tager også afstand fra tanken om at ”etablere en kristen ghetto på Ninive-sletten. Vi ønsker på ingen måde en rent kristen provins. Vi, der har været ofre for etnisk udrensning, villeikke drømme om selv at anbefale etnisk udrensning”. Derimod er han fortaler for en multireligiøs provins i Ninive, som imidlertid kun kan etableres med international støtte.

Patriarken Louis Sako fra den kaldæiske kirke argumenterede i 2009 stærkt imod ideen om en rent kristen zone. ”En kristen ghetto vil uvægerligt føre til endeløse sekteriske, religiøse og politiske sammenstød.” For ham vil en ghetto være i strid med Bibelens kald til de kristne om at være verdens salt. Det bedste for de kristne er også det bedste for hele landet, og det er at ”opmuntre til national enhed, demokrati, fredelig sameksistens, en pluralistisk kultur og gensidig anerkendelse af hinandens menneskeværd”. I 2015 har han dog modificeret sin holdning lidt, og taler nu om behovet for at etablere ”en tryg zone”.

Opfordringen til statslige aktører i vesten er altså langt fra entydigt. Der er meget delte meninger om, hvordan en militær/politisk løsning, der også fremover giver plads også for den kristne minoritet, ser ud. Hvem skal man støtte, og hvem skal man bekæmpe? Er fremtiden for de kristne, at der etableres (internationalt) beskyttede zoner, eller må målet være at etablere multireligiøse samfund med demokrati og respekt for menneskerettighederne?

Opfordringen til kirker og kristne i Vesten er imidlertid klar: vi må solidarisere og med de forfulgte gennem forbøn, humanitær hjælp og besøg, og gennem medierne fokusere på deres nød. Det er imidlertid påfaldende, at de fleste kristne, der udtaler sig i bogen, ikke kun fokuserer på de kristne, men viser omsorg for hele befolkningen uanset etnicitet og tro; de ønsker ikke som kristne at blive spillet ud mod muslimer.

Hvis den udvikling, som har været i gang i de seneste år fortsætter, så er der under alle omstændigheder der alvorlig fare for, som en af de kristne ledere udtrykte det, at ”de levende sten” ville forsvinde fra Mellemøsten, så der i det område, hvor kristendommens vugge stod, blot bliver et museum tilbage.

 

Christiansfeld, mandag, den 19. september 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 20. september 2016 - 19:35

    Kære Mogens.

    Du tegner et meget trist billede af den nuværende situationen og fremtiden i Mellemøsten for områdets kristne. Ingen er vel i tvivl om, at den trøstesløse beskrivelse i realiteten gælder for mange andre end de kristne.

    Samtidig er din beskrivelse (endnu) et trist eksempel på, hvorfor der ikke ser ud til at være nogen umiddelbar hjælp at finde nogen steder eller en reel vilje til at ville søge ondets rod. Du opfordrer ” kirker og kristne i Vesten” til ”forbøn, humanitær hjælp og besøg, og gennem medierne fokusere på deres nød”. Ærligt talt, hvor mange forfulgte tror du, det hjælper i Mellemøsten?

    Venlig hilsen
    Svend

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 21. september 2016 - 06:25

    Kære Svend
    Hele blogindlægget er et forsøg på at samle, hvad de kristne i Syrien og Irak selv mener, og det er altså dem, der siger, at det vi kan gøre som kristne i vesten er, at ”Kirkerne kan fortsætte med at solidarisere sig med de forfulgte gennem forbøn, humanitær hjælp og besøg, som udtrykker medleven og omsorg. Medierne han blive ved med at fokuser på de kristnes nød”. Det svar flugter med, hvad andre kristne ledere giver udtryk for, men så fortsætter han med at sige, at ”Det, der vil hjælpe mest er imidlertid politiske afgørelser på statsligt niveau.”
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: