Et tidehverv i dansk politik -danskernes nye borgerlige danske folkepartier

Vi oplever i disse år et tidehverv i dansk politik. En ny type politiske partier og bevægelser ser dagens lys og vinder stadig flere tilhængere. Som bosat i Sønderjylland i 25 år, uden dog at være sønderjyde, er det tankevækkende, at Sønderjylland har spillet en central rolle for disse partier og bevægelser.

Det var her i Sønderjylland, nemlig i Haderslev, at den første PEGIDA-inspirerede demonstration, arrangeret af Stop Islamiseringen af Danmark, fandt sted i januar 2015. Det var her i Sønderjylland, nemlig på gågaden i Haderslev, at den såkaldte Asyl-spray blev uddelt sidste lørdag. Det er her i Sønderjylland, at man vil have etableret grænsebomme. Det var her i Sønderjylland, langs grænsen til Sønderjylland, at en gruppe vigilantes forleden for første gang agerede privat grænseværn for at søge at standse den illegale indvandring. Det er i Sønderjylland, at Dansk Folkeparti fik flest stemmer, og det var Sønderjylland, som i Ekstra-Bladet blev kaldt Tulle-land – og i artiklen var det folk fra Christiansfeld, hvor jeg, bor, der blev interviewet.

De ny partier og foreninger i denne politiske bevægelse er Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Danskernes Parti og så foreningen Stop Islamiseringen af Danmark. Det der er fælles for disse partier og foreninger er, at de er nationalistiske og reaktionære. Som nationalister vil de værne Danmark mod alt det, der udefra truer landet, dvs. indvandring i almindelighed og muslimer i særdeleshed, EU, internationale konventioner. Som reaktionære vil de gerne rulle udviklingen tilbage til en tid før indvandring, en tid før EU, en tid, hvor politikerne ikke var bundet af internationale konventioner, en tid før globaliseringen.

Det politiske tidehverv består i en bølge af politiske partier og bevægelser, som man kunne sammenfatte under overskrifte ”Danskernes nye borgerlige danske folkepartier”.

Derfor har vi i denne tid en heftig debat om, hvem der er danskere, og hvem der ikke er danskere, fordi Danmark er for danskere og ikke for alle mulige andre. Mennesker med udenlandsk udseende eller fremmedartede navne, uanset om de er født i Danmark og er danske statsborgere, anses i udgangspunktet for ikke at være danskere. Og derfor er alle disse partier uanset navn hver for sig ”danskernes parti”.

Derfor har vi i denne tid en heftig debat om, hvad danskhed er. Derfor kan man høre på uendelige debatter om betydningen af danske værdier (uden at det er lykkedes dem at blive enige med hinanden og resten af vor (danske?) befolkning om, hvad det helt præcist er). Derfor kan man opleve, at et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti lader sig fotografere, hvor hendes krop er svøbt ind i danneborg. Og derfor kæmper disse partier og bevægelser om, hvem der fremstår som de ’danskeste’ af dem alle.

Der er imidlertid også forskelle mellem disse nye partier. Dem, der driver disse partier og bevægelser, er ikke kun nationalister, men en slags bindestregsnationalister. Nogle er liberal-nationalister, som forbinder nationalismen med en ekstrem udgave af økonomisk liberalisme Andre er national-konservative, der forbinder nationalismen med klassisk konservativ politik a la Gud, konge og fædreland. Der er også national-kristelige, der forbinder nationalismen med en form for kristendom, der understøtter nationalismen. Endelig er der også national-sociale, der forbinder nationalisme med en moderne velfærdspolitik. Uden på nogen måde at være socialister, er der sikkert også i denne blandede flok af partier og bevægelser, egentlige national-socialister.

Det nationale er som et janus-hoved, der vender to veje. På den ene side er der noget helt naturligt og positivt i, at vi vedkender os at høre til i et fællesskab og at vi gerne vil være med til at værne og udvikle dette fællesskab. På den anden side kan det nationale kamme over i en fjendtlighed over for ”de andre”, eller ligefrem en dæmonisering af ”de andre”, som historien har vist, kan føre til alvorlige interne konflikter i det enkelte land og endeløse krige mellem landene. Og i dag kan det også føre til, at vi ikke internationalt kan samarbejde om løsningen af de store problemer, der truer hele menneskehedens eksistens.

Når man skal forholde sig til disse nye partier og bevægelser, er det vigtigt at forstå, hvad det er der driver dem, og især hvad det er der driver folk til at støtte dem. Efter min vurdering er det dybest set en reaktion på de forandringer, som globaliseringen i de seneste årtier har ført med sig, der har givet mange mennesker en følelse af usikkerhed og frygt. Globaliseringen har gjort verden mindre, så vi også i Danmark – om vi kan lide det eller ej – politisk og økonomisk påvirkes af alt, hvad der sker i hele vor omverden. Og så verdens befolkninger – om vi kan lide det eller ej – er kommet meget tættere på hinanden, så vi ikke kan undgå at skulle forholde os til mennesker med kulturer og religioner, der er forskellige fra vores.

På den ene side giver det naturligvis ingen mening at fordømme folk som dumme nationalister, fordi de er ramt af usikkerhed og frygt, bl.a. fremkaldt af globaliseringen. På den anden side er globaliseringen i dag et vilkår, som intet parti uanset, hvor gerne det ville, kan ændre på ved en politisk beslutning. Vi står over for globale udfordringer, som kun kan løses gennem globalt samarbejde. Hvordan vi som borgere i Danmark sammen finder vejen frem, er den store udfordring.

Efter tabet af Sønderjylland stod Danmark – og sønderjyderne, der var blevet skilt fra Danmark – overfor en eksistenskrise. En af de vigtigste veje ud af denne krise var folkelige bevægelser, bl.a. fremmet af højskolerne, som bidrog til at samle befolkningen på tværs af datidens skel og føre Danmark trygt og sikkert ind i den nye tid. Måtte noget tilsvarende ske i dag.

 

Christiansfeld, torsdag, den 29. september 2016
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 29. september 2016 - 13:01

    Kære Mogens
    “Folkelige bevægelser” har en god klang i Danmark – til forskel fra Tyskland. Men højskolernes særlige tilskud til “den danske folkesjæl” 🙂 har ikke mindst været at vække til eftertanke og debat. Det er for undvigende at analysere disse nationale bevægelser som “frygt for globaliseringen” – eller endnu mere banalt at tale om uvilje mod personer p.g.a. et fremmed navn eller “udenlandsk udseende”! Der vokser en almindelig uvilje frem imod religionen islam, som jo også er kultur og politik. I visse aspekter endda en ideologi. Den uvilje er for de fleste begrundet i efterretninger om terror i islams navn, kriminalitet og vold, problemer i skolen med social kontrol o.s.v. Det er sikkert nemt at påvise megen manglende viden i den modvilje – dog ikke hos alle, bevægelsen tæller også tidligere muslimer, – men modviljen lod sig altså ikke bare bringe til tavshed ved udskamning og forsikringer om, at der ingen særlige problemer er ved at oprette en lang række muslimske parallelsamfund i europæiske lande, som mere eller mindre modsætter sig enhver integrering, kulturelt og folkeligt.
    Det er bemærkelsesværdigt, at venstrefløjen, som forkaster det nationale, indtil videre har valgt at lukke øjnene for, at f.eks. kvinders rettigheder har det meget svært i de muslimske samfund.
    Men måske er den særlige situation i Sønderjylland en tradition for ikke at lade sig kue af en overmagt. Danskhed som modstand mod kulturel “underkastelse”!
    Venlig hilsen
    Karen

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 29. september 2016 - 14:29

    Kære Karen
    Jeg siger ikke, at det er frygt for globaliseringen, men en frygt og usikkerhed fremkaldt bl.a. af globaliseringens virkninger: “de forandringer, som globaliseringen i de seneste årtier har ført med sig, der har givet mange mennesker en følelse af usikkerhed og frygt. Globaliseringen har gjort verden mindre, så vi også i Danmark – om vi kan lide det eller ej – politisk og økonomisk påvirkes af alt, hvad der sker i hele vor omverden. Og så verdens befolkninger – om vi kan lide det eller ej – er kommet meget tættere på hinanden, så vi ikke kan undgå at skulle forholde os til mennesker med kulturer og religioner, der er forskellige fra vores.” Og en af disse virkninger er at vi er kommet tæt på folk med en anden religion (islam).
    Jeg foretager bevidst ikke nogen udskamning, men forsøger at forstå, hvorfor folk rammes af usikkerhed og frygt og derfor stemmer på disse nationalistiske partier.
    Dine bemærkninger om venstrefløjen, vil jeg overladet det til venstrefløjen at svare på.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: