Identitetspolitik og nationalismens genkomst (”Røtter og føtter” – 1)

Efter at den politiske debat i Danmark – og andre vesteuropæiske lande – i årtier især har drejet sig om økonomiske spørgsmål og spørgsmål om fordeling og velfærd, er den politiske debat i de senere år mere og mere kommet til at handle om identitet. Vi oplever en identitetspolitikken, der indeholder appeller til national, etnisk og religiøs identitet.

Et eksempel på brugen af religion i identitetspolitikken er, at Venstreregeringen sidste år i sit regeringsgrundlag fandt det hensigtsmæssigt at indsætte et afsnit, der indledes med sætningen, at ”Danmark er et kristent land”. Et helt friskt eksempel på identitetspolitikkens fremmarch er den pågående politiske debat om, hvem der er dansker og hvad det vil sige at være dansk.

Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før mange forskere mente, at nationalismen var ved at forsvinde. Internationalisering og globalisering bandt os alle sammen i nye transnationale fællesskaber og der ville opstå nye identiteter baseret på denne nye virkelighed. I de senere år har vi oplevet en kraftig modreaktion mod globaliseringen, og kulturel mangfoldighed betragtes nu af mange ikke som en berigelse men som et problem. Det er således bemærkelsesværdigt at tre af Europas mægtigste ledere, Merkel, Sarkozy og Cameroun – i 2011 erklærede multikulturalismen for død.

I en artikel i Information fra januar 2016 skriver, den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen på, at ”Vi er alle nationalister”. For ham at se udgør islamhadet og den militante variante af islamismen ikke en hovedmodsætning, men er hinandens spejlbilleder. De ”er begge udtryk for en tilbagetrækning fra urenheden, de porøse grænser og den uoverskuelige sammenflyden, som kendetegner globaliseringen. De er siamesiske tvillinger, som taler i munden på hinanden om et ’før’, som var rent, enkelt og tydeligt afgrænset, og om en blodig fremtid hvor gode og onde kræfter tørner sammen i væbnede konflikter eller et endeligt opgør”. For Hylland Eriksen går hovedmodsætningen mellem ”de typer af ideologier, som bygger på kulturelt eller religiøst definerede inde- og udegrupper, og en an nationalisme af en anden type”, dvs. en nationalisme, hvor ”blot består af mennesker, som bor på samme sted”

I en tid, hvor identitetspolitikken spiller en afgørende rolle – og vi oplever nationalismens genkomst – og vi oplever og sandsynligvis vil komme til at opleve flere og flere identitetskonflikter, er det vigtigt at overveje, hvordan identitetsdannelse foregår. Det er netop temaet for den essaysamling, ”Røtter og føtter. Identitet i en omskiftelig tid”, som Thomas Hylland Eriksen udgav i 2004.

Titlen bog bogen er meget sigende for forfatterens tilgang til emnet, ”Rødder og fødder”. Globaliseringen gav mange mennesker en stor frihed til bevægelse over grænser, og mennesker oplevede større og større frihed til at handle efter eget forgodtbefindende. Men mennesket har også, som reaktionen på globaliseringen reflekterer, også for tryghed og forudsigelighed. Det er i det hele taget en gennemgående tese i hele Hylland Eriksens bog, ikke enten-eller, men et både-og. ”Der er mere både-og end enten-eller i verden”, skriver han, og minder om at der i denne nationalistiske tid ”Ville være misvisende at give et bilede af verden som gav indtryk af at folk som flest brugte deres kreative energi på at grave skyttegrave. Det modsatte sker jo også. Både solidaritet og fjendskab opstår på nye sociale steder, ofte på en og same tid.”

Christiansfeld, mandag, den 3. oktober 2016
Mogens S. Mogensen

Fortsættelse følger.

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: