Hvem ringer klokkerne for?

En menighed i den Finske Evangeliske Lutherske Kirke, Kallio i Helsinki, tog den 12. oktober initiativ til at opfordre kirker over helt verden til frem til FN-dagen den 24 oktober at ringe med klokkerne for ofrene for Aleppo-massakren og for at kræve en afslutning på de igangværende drab. I opfordringen skriver finnerne, at ”Begravelsesklokkerne ringer sædvanligvis når en kiste følges ud af graven. Nu ringer begravelsesklokkerne som en påmindelse til mennesker om at respektere og huske dem, hvis liv blev taget i Aleppo”.

Det er efter min mening et fint initiativ, der udtrykker solidaritet med de mange hundrede tusinde stakkels mennesker i Aleppo, som risikerer samme skæbne som millioner af syrere, der enten allerede er blevet dræbt i borgerkrigen eller er sendt på flugt. Og i samme forbindelse må vore tanker og solidaritet gå til borgerne i Mosul og alle de andre millioner af nødlidende i Iraks borgerkrig. Hver gang mennesker lider nød – og desværre er der i disse år mange alvorlige katastrofer, der truer millioner af menneskers liv – må vi som kristne solidarisere os med dem og vise næstekærlighed, så godt vi formår.

Hvad med folkekirken, vil man også dér ringe med kirkeklokkerne for folk i Aleppo? Vi har i den danske folkekirke ikke en central styring af begivenhederne, men der er en høj grad af decentralisering, dvs. at det er den enkelte menighed, der træffer beslutninger . Derfor er det muligt for alle de menighedsråd, der ønsker at slutte op om det fine finske initiativ, at arrangere en særgudstjeneste med fokus på katastrofen i Aleppo og i det hele taget Syrien og Irak og i den forbindelse ringe med klokkerne (i overensstemmelse med vejledningen om klokkeringning).

Der er imidlertid ikke fra Mellemkirkeligt Råd eller fra biskopperne – og heller ikke fra Danske Kirkers Råd – udsendt nogen opfordring til en særlig klokkeringning for Aleppo. Det er dog langt fra et udtryk for, at vi lukker øjnene for problemerne. Der er ingen tvivl om, at der ikke også i folkekirken – ligesom i frikirkerne – er en meget stor opmærksomhed om den menneskelige katastrofe, som i disse dage udspiller sig for øjnene af os i Mellemøsten. I mange kirker beder man i kirkebønnen for de lidende i Aleppo og Mosul og for fred i Mellemøsten, og mange steder samler man ind til de mennesker, som er blevet sendt på flugt.

Vi har dog tidligere haft særlige klokkeringninger også i Danmark. I forbindelse med klimatopmødet i København i 2009 udsendte Danske Kirkers Råd en opfordring til klokkeringning i forbindelse med særgudstjenester for at advare mod den globale opvarmning og den katastrofe for hele skaberværket, som udviklingen risikerer at føre til. Og her valgte en lang række folkekirkemenigheder at deltage.

Man kunne på den baggrund spørge, om det så ikke også ville være relevant at deltage i en international klokkeringningskampagne angående katastrofen i Aleppo? For mig at se må svaret på det spørgsmål afhænge af, hvad der gavner de nødlidende mest, og hvad der er det mest effektive bidrag til løsning af problemet. Når det gælder de mennesker, hvis liv nu er truet i Aleppo og Mosul, tror jeg, at det vigtigste, vi som kirke kan gøre, er ud over at bede for dem at bidrage til en diakonal indsats ved at samle penge – ja, rigtig mange penge – ind, så nødhjælpsorganisationer som fx Folkekirkens Nødhjælp og Mission Øst kan give de hundredtusinder af flygtninge den beskyttelse og omsorg, der gør, at de kan overleve, og overleve på værdig vis. Dernæst må vi også være fortalere for vor næste, der lider nød, bl.a. i forhold til vore politikere og verdens ledere, og måske kan klokkeringning her være med til at sætte fokus på problemet. Uanset om den enkelte lokal folkekirkemenighed har tilmeldt sig klokkeringningskampagnen eller ej, så må kirkeklokkerne, næste gang de ringer, minde os om vort ansvar for vor næste i nød.

Da Ernest Hemmingway i 1940, efter fascisternes sejr i den spanske borgerkrig, og da anden verdenskrig stod for døren, skrev romanen ”Hvem ringer klokkerne for?”, indledte han bogen med et citat af John Donne, som det også i dag er meningsfuldt at reflektere over: ”Ethvert menneskes død river noget fra mig; thi jeg er ét med den ganske menneskehed; så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for – de ringer for dig.”

Athen, lørdag, den 22. oktober 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Religion og kirke i 2016 | Mogens S. Mogensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: