Hvem er dansker – og hvem er ikke dansker?

For en måned siden blussede debatten om, hvem der egentlig er dansker, op igen, da Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en Deadline udsendelse udtrykte sin tvivl, om en meddebattør, Jens, elevrådsformand på Tilst Gymnasium, virkelig var dansker. Forleden fik debatten en ny, og meget prominent, deltager, nemlig dronning Margrethe, hvis nye bog netop hedder ”De dybeste rødder – Dronningen fortæller om Danmark og danskerne”. Spørgsmålet om, hvem der er dansker, er ikke kun et spørgsmål af akademisk interesse, men det har også mange politiske implikationer, og – vigtigst af alt – så handler det om menneskers identitet.

Man siger, at af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Og ethvert barn, der har deltaget i skolens geografiundervisning, ved selvfølgelige, at danskerne det er os der bor i Danmark, ligesom tyskerne er dem, der bor i Tyskland, og svenskerne er dem, der bor i Sverige. Sådan må det naturligvis være ud fra en geografisk definition af det at være dansker.

Dronning Margrethe siger imidlertid i sin nye bog, at ”Det er ikke en naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark”. Og når vi taler om lov, så kunne man gå ud fra en juridisk definition, og sige, at danskere er alle de mennesker, som har dansk statsborgerskab, og dermed af loven har fået tildelt en række rettigheder og forpligtelser. Nu er der så bl.a. kommet det problem til, at man også i Danmark kan have dobbelt statsborgerskab, så giver det mening at sige, at en person både er dansker og tysker?

Så kunne man også anvende en biologisk definition. Fx kunne man sige, at for at være dansker, så ens forfædre have en eller anden nærmere defineret tilknytning til Danmark (fx være født i Danmark). Ud fra den definition ville ovennævnte Jens fra Tilst så kun være halvdansker, da hans mor er født i Danmark, men hans far er født i Iran. Den samme tænkning ligger der bag talen om, at der er mennesker i Danmark, som er anden, tredje, eller fjerdegenerationsindvandrere, men danskere er de ikke.

Man kunne også anlægge et fødestedskriterium, så alle dem, der var født i Danmark måtte regnes som danskere. ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Man kunne tale om danskere som de ”indfødte”. Men Martin Henriksen er lige som mange andre ikke enig i, at det er nok at være født og opvokset i Danmark for at være dansker.

Sproget er vigtigt for det at være dansker, og derfor kunne man anvende en sproglig definition og sige, at alle, som har dansk som modersmål er at betragte som danskere. Men denne definition af det at være dansker har lige som de to foregående definitioner den konsekvens, at det for altid vil gøre det umuligt for nogle mennesker her i landet at blive danskere.

Eller måske skulle man anlægge en politisk definition. Politik handler i høj grad om at træffe valg, og man kunne sige, at danskere er de mennesker, der har valgt at være danskere. Det flugter med Grundtvigs tale om, at ”Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil … har for fædrelandet ild”, og så følger det nok dermed sikkert, som der står, at de også ”har for modersmålet øre” eller bestræber sig for at få det. I tilspidsede situationer er der tale om et helt konkret valg, som der var det i Slesvig i forbindelse med afstemning om evt. genforening med Danmark i 1920.

Endelig kunne man – som mange forsøger at gøre det i dag – anvende en kulturel definition på det at være dansker. Antropologen Edward Tylor skrev i 1871, at ”Kultur er den komplekse helhed af viden, trosretninger, moral, ret sædvaner, foruden alle de øvrige færdigheder og vaner, et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund”. Uanset om man følger denne gamle definition af kultur eller en af de utallige nyere definitioner, så er alle enige om at kultur en kompleks størrelse. Derfor viser erfaringen fra debatten om, hvad der kulturelt set skal til for at være eller blive dansker, da også, at der ingen enighed er om det. Der kan knapt etableres en bredere enighed om de nødvendige betingelser, og da slet ikke om de tilstrækkelige betingelser for, at en person kan betragtes som dansker. Og jeg tillader mig at tvivle på, at det heller ikke lykkes majestæten i hendes nye bog at nå frem til en definition, der vil være konsensus omkring. og  dertil kommer spørgsmålet, om der er kultur-elementer, som – hvis de forekommer hos mennesker i Danmark – udelukker dem fra at blive betragtet som danskere.

Debatten om, hvem der er dansker, og hvem der ikke er dansker, afslører en stor forvirring,  fordi det at være danske kan defineres på mange måder: geografisk, biologisk, sprogligt, politisk, kulturelt mv., og selv når man vælger et udgangspunkt for definere det at være dansker på, fx det biologiske eller det kulturelle, så vil man i praksis nå frem til forskellige konkrete definitioner. Den forvirring er naturligvis ikke gavnlig for en fornuftig debat, fordi det betyder, at debattørerne måske slet ikke taler om det samme.

Hvad værre er, så bliver denne diskurs om, hvem der er dansk, og hvem der ikke er dansk, meget let ekskluderende. En ekskluderende diskurs vil have en indflydelse på mange menneskers identitetsdannelse: ”Hvad skal der overhovedet til for at jeg kan blive betragtet som dansker? Hvornår har jeg gjort nok? Er det overhovedet muligt for mig at blive anerkendt som dansker?” En ekskluderende diskurs vil også have en negativ indflydelse for integration og sammenhængskraft i Danmark, da den fremmer en uheldig ”os-og-dem”-tankegang blandt indbyggerne i Danmark.

Athen, mandag, den 24. oktober 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. #1 by Johnny Taltavull Rønved on 24. oktober 2016 - 10:25

    Hvor vil du egentlig hen med det? Hvis du bare vil konstatere, at det kan der ikke findes enighed om, har du jo ret, men det fører stadig ingen steder hen. Grundtvigs definition er jo nok den bedste, men dronningens ord om at skifte pottemuld, men stadig værne om rødderne, er jo et rigtigt godt billede på det, som det jo ellers er svært at sætte ord og definition på. Er der forøvrigt ikke noget om, at de eneste rigtige danskere – er svenskerne?

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 24. oktober 2016 - 10:33

    Som jeg skriver til allersidst – det nåede du måske ikke frem til – er der en fare for at vi ikke forstår hinanden fordi vi ikke altid er klar over at vi definerer forskelligt, hvad vi mener med at være dansker – og så bliver vores debat meningsløs.
    Og så advarer jeg om, at diskursen om, hvem der er dansker og hvem der ikke er dansker er ekskluderende og dermed skadelig både for den enkelte og for samfundet. Det var såmænd bare det!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: