Paven i Lund: Økumeni er et spørgsmål om liv og død

I går blev der i afholdt et historisk økumenisk møde i Domkirken i Lund. Der var tale om en fælles katolsk-luthersk bøn med deltagelse af pave Frans og katolske ledere, lutherske ledere og mange andre økumeniske gæster, i anledning af det forestående 500 års jubilæum for reformationen.

Men er økumeni – arbejdet for at etablere gode relationer mellem kristne kirker – vigtig? Ja, det er faktisk et spørgsmål om liv og død. Den amerikanske teolog Stanley Hauerwas er kendt for at have sagt, at det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel. Og reformationsjubilæet er en vigtig anledning til at minde hinanden om, at katolikker og protestanter vitterligt slog hinanden ihjel i de meget blodige religionskrige i årtierne efter reformationen.

Men hvor fik de den tanke fra, at slå ihjel i kristendommens navn? I hvert fald ikke fra ham, der har givet navn til kristendommen. I går læste jeg tilfældigvis Lukas 9,51-55, hvor Jesus og hans disciple oplevede, at man i Samaria ikke ville tage imod dem. Så spurgte Jakob og Johannes, om de ikke skule sørge for, at der faldt ild ned fra himlen for at fortære samaritanerne. Men Jesus satte dem i rette. Det er imidlertid ikke altid siden hen, at Jesu disciple har ladet sig sætte i rette, når de ville sætte vold og magt bag deres tro.

Kirkefaderen Tertullian, der levede omkring 200 e. Kr. fortæller, at hedningene sagde om de første kristner, ”Se, hvordan de elsker hinanden, hvordan de virkelig elsker hinanden!” De kristnes indbyrdes kærlighed var et overbevisende vidnesbyrd om deres tro på den Kristus, som ikke i Guds navn ville ødelægge Samaritanerne eller andre mennesker, men som selv var villig til at lide, selv om han var uskyldig. De sidste 500 års historie har desværre ikke været præget af, at katolikker og protestanter virkelig har elsket hinanden. Men vi har heldigvis for længst taget det første skridt på økumeniens vej: vi er holdt op med at slå hinanden ihjel.

Ved den økumeniske begivenhed i Lund Domkirke blev der underskrevet en fælleserklæring, som ganske vist ikke med et snuptag løser de historiske stridspunkter, der stadig skiller katolikker og lutheranere – synet på nadveren, kirken og paven – men den minder os om, hvorfor økumeni – og dermed spørgsmålet om kirkens enhed og samarbejdet mellem kirker – stadig er af afgørende betydning.

Enheden – at vi som katolikker og protestanter elsker hinanden og derfor vil samarbejde – er afgørende for vort fælles troværdige vidnesbyrd om evangeliet om Jesus Kristus, for hvordan skal mennesker dog kunne få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed. Enheden er afgørende for at vi kan stå sammen i diakonal tjeneste og gøre en afgørende forskel mht. at værne om menneskets værdighed og rettigheder, især de fattige, at arbejde for retfærdighed og at afvise vold, at vise gæstfrihed for den fremmede på flugt fra krig og forfølgelse. Enheden er afgørende for at vi i fællesskab kan yde et vægtigt bidrag til at værne om Guds skaberværk af hensyn til kommende generationer.

Forhåbentlig kan Pave Frans’ besøg i Lund være med til at minde os alle sammen om, at økumeni stadig er et spørgsmål om liv og død: om nyt liv i Kristus, om liv eller død for verdens nødlidende, om skaberværket og de kommende generationers liv eller død.

Og inden vi i fællesskab kaster os ud i de påtrængende opgaver i verden, så kunne vi passende samles ved nadverbordet og dér sammen hente styrke til at tage fat på udfordringerne. Med sin underskrift under fælleserklæringen har også paven sagt, at det at ”dele Guds frelsende nærvær ved nadverbordet … er målet for vore økumeniske bestræbelser, som vi ønsker at fremme…”.

Christiansfeld, tirsdag, den 1. november 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Michael Markussen on 1. november 2016 - 14:53

    Ja, der er mange ting vi ikke er enige med katolikkerne om – helgendyrkelsen, jomfru Marias egen jomfrufødsel, skærsilden og meget mere. Men vi er dog efterhånden blevet enige om hvad vi er fælles om og at det er beskrevet i vore fælles trosbekendelser.
    Derfor kan det også bekymre når man hører præster i folkekirken argumentere for at droppe disse fælles bekendelser….

  2. #2 by Johannes Mortensen on 2. november 2016 - 04:32

    Opmuntrende begivenhed og artikel.
    En seriøs økumenisk dialog mellem lutheranere og katolikker kan facilitere en ny og større selvforståelse, og afbøde den aktuelle identitets og bekendelses-krise i FK. Hvordan udbredes frugten af en sådan dialog til lægfolk og menigheder i FK?

  3. #3 by Svend Jespersen on 5. november 2016 - 22:44

    Kære Mogens.

    Jeg undrer mig en smule over nogle af dine valg af ord i dette indlæg. I mine øjne vælger du i dem at se en kløft, hvor der i dag reelt kun findes en smal grøft, som selv et barn kan forcere uden de store anstrengelser eller farer.

    Hvorfor gengiver du ord om, ”at kristne holder op med at slå hinanden ihjel”, som væsentlige? For det første er det vel ikke en del af kristendommens lære, at det at slå kristne ihjel er værre end at slå ikke-kristne ihjel? Og for det andet, trediveårskrigen afsluttedes, så vidt jeg ved, for over 350 år tilbage i tiden.

    Du skriver, at økumeni er ”et spørgsmål om liv og død.” Hvordan? Jo, jeg er helt klar over, at du ikke bruger udtrykket ”liv eller død”, men hvorfor bruge den form for ladede og vildledende ord om noget, som reelt kun drejer sig om teologiske uenigheder mellem teologer og prædikanter. Selv i et meget katolsk land som Irland i dag er der stor enighed om princippet: ”Live and let live”. Som en af kommentatorerne til dit indlæg skriver, så er katolikker og protestanter endda enige om trosbekendelsen.

    Hvis du med ordene om ”liv og død” taler om bestræbelserne for at ”at arbejde for retfærdighed og at afvise vold”, eller for at hjælpe ”verdens nødlidende”, så har jeg gennem mine 28 års ægteskab med en irsk katolik endnu ikke set nogen afvigelser mellem hendes katolske tros holdninger til de ting, som afviger fra de danske protestantiske og ”kulturkristne” ideer. Det skulle da lige være de afskyelige ord, man hører fra Margrethe, Inger, Pia, Martin og resten af DF’s slæng, ikk? Wink wink nudge nudge!

    Om katolikker og protestanter kan blive enige om nadver, retfærdighed og tilgivelse gennem tro eller gerning, helgendyrkelse eller en stedfortræder for Gud på jorden eller ej, alt det kan vel være totalt ligegyldigt, så længe de troende kan leve side om side uden at slå hinanden og andre ihjel i en teologisk kamp om fårene? Hvis nogle kristne teologer absolut ønsker at dvæle ved tidligere tiders stridigheder, så lad dem dog!

    Måske det i stedet ville være en god ide at henvise til nogle ord fra en person, som for ca. 1400 år siden beskrev den endelige, ufejlbarlige, uomtvistelige og evigtgyldige sandhed om religioners fredelige samarbejde for alle mennesker fra tidernes morgen til dommens dag, og det endda fra en ufejlbarlig kilde:

    Say: “Oh, you who disbelieve!
    “I do not worship that which you worship,
    “Nor do you worship That Which I worship.
    “Nor will I worship that which you have been worshipping,
    “Neither will you worship That Which I worship.
    “To you your religion and to me mine.”

    Venlig hilsen
    Svend

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: