Black Friday og dansk kultur

Kultur har at gøre med vaner, traditioner og værdier, men hvad er så dansk kultur? Det er vi danskere så optaget af at diskutere, så det er måske i sige selv en central del af dansk kultur, at vi er så optaget af at diskutere og definere det. Og mange er nervøse for, om den danske kultur er truet af fremmede kulturer. Og måske er der noget om det.

I dag er det ”Black Friday” og stort set alle butikker med respekt for sig selv – eller respekt for bundlinjen – følger den amerikanske tradition for særlige slagtilbud netop på denne dag, og jeg har da også planer om at tage ind i et af Århus’s stormagasiner for at købe mig et par sorte handsker til favørpris.

I går var det ”Thanksgiving Day”, og i disse år er det ikke bare amerikanerne, der samler familien og spiser kalkun, men efterhånden er flere danske restauranter også begyndt at tilbyde ”Thanksgiving Dinner”. Og da der ikke er mange landmænd tilbage og derfor heller ikke mange, der forbinder høsten med noget særligt, så giver det måske også i Danmark god mening at samles i familierne for at sige tak for alt det gode, der er sket.

Og for snart fire uger siden, nemlig den 31. Oktober, kunne det ikke undgå nogens opmærksomhed, at det var Halloween. Amerikanerne har virkelig lært danskerne, hvordan man fejrer halloween med maner, og butikkerne tilbyder alt det udstyr, der skal til, for at gøre oplevelsen perfekt.

At der virkelig sker en amerikanisering af dansk kultur i disse år, ses også af alle de amerikanske madtempler – som fx Burger King og McDonald – der skyder oppe som paddehatte i alle byer og langs vore motorveje. Og selv små børn, der endnu ikke har haft deres første dansktime i skolen, tilegner sig gennem nettet store dele af det engelske/amerikanske sprog.

På samme måde sker der naturligvis også en islamisering af dansk kultur, om end i meget mindre omfang. Eller rettere en påvirkning af dansk kultur fra mellemøstlige kulturer, hvor islam er en vigtig faktor. Hvem kunne fx forestille sig, at der ikke længere var shawarma-barer eller tyrkiske restauranter? Og efterhånden bliver moskéer en del af de større byers arkitektur.

Men er det en trussel mod dansk kultur? Nej, egentlig ikke, for dansk kultur har altid modtaget påvirkninger udefra, i en sådan grad, at det er svært her i Danmark noget som helst at identificere noget som helst, der kulturelt set er unikt dansk – lige bortset fra det danske sprog, det danske landskab og den historie som knytter sig til dette område (og selv disse tre unikke danske kulturfænomener har modtaget stærke kulturpåvirkninger udefra). Tænk blot på mad og tøjkultur, arkitektur og kunst, politik og religion.

Dansk kultur har altid være i forandring. Mange af de vaner, traditioner og værdier, som prægede samfundet i min barndom i 50’erne, har forandret sig, er i dag forsvundet, eller er blevet erstattet af andre. Og i Danmark har der – trods en liden størrelse – altid været meget stor kulturel variation, fx er de danske vaner, traditioner og værdier i Nørre Lem i dag ikke nødvendigvis de samme som på Nørrebro. Og nogen gange kan kulturforskellene inden for det samme kulturområde se ud til at være større end kulturforskellene mellem forskellige lande.

Og sådan er det, fordi kultur – og det gælder også dansk kultur – ikke er nogen veldefineret essens, der kan uddestilleres og bevares. Kultur er levende menneskers levede liv, og det er som al andet liv påvirkeligt, foranderligt og i stadig udvikling, og når vi forsøger at fastfryse og fastlåse kulturen, så dør kulturen og ’lever’ kun eventuelt videre på et museum.

Derfor vil jeg ønske alle gode danske læsere af dette blog-indlæg (blog er jo, som bekendt, en forkortelse af det engelske ord weblog) en glædelig ”Black Friday”!

Risskov, Black Friday, den 25. November 2016
Mogens S. Mogensen
 

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: