Rettidig omhu for folkekirken

Næste år skal vi fejre Luther og reformationen, og det med god grund, for den lutherske reformation har spillet en afgørende rolle i vor historie. Det gælder forståelsen af evangeliet som et nådesbudskab, hvor vi retfærdiggøres af tro og ikke af lovgerninger. Det gælder tanken om det almene præstedømme og den enkeltes direkte adgang til Gud uden pave eller præst som mellemmand. Men det gælder også i Danmark et ny forhold mellem stat og kirke. Med reformationen i 1536 blev kirken i Danmark en del af statslige administration, kongen blev kirkens leder både åndeligt og verdsligt, og biskopper, provster og præster blev kongens embedsmænd.

Det ændredes der ikke principielt ved med grundloven af 1849, og så dog alligevel, for nu var det folketinget og kirkeministeren, der på statens vegne blev kirkens ledelse. Grundlovens løfteparagraf om, at folkekirkens forhold en gang skulle ordens ved en lov, er aldrig blevet indfriet, og heller det seneste spæde tilløb – i form af rapporten fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken” – blev til noget. Det store flertal af politikerne på Christiansborg ønsker ikke nogen afgørende ændring i folkekirkens forhold til staten, og i kirkelige kredse er der også meget delte meninger om det.

I det hele taget kunne man spørge, om ikke evangeliet har frit løb i befolkningen med den nuværende kirkeordning? Strukturer skaber ikke liv, de kan højst måske hæmme eller kvæle liv, og de nuværende strukturer er på ingen måde ødelæggende for kirkelivet i Danmark. Jo tættere vi kommer til det lokale plan i folkekirken, der hvor kirkelivet udleves, jo større indflydelse har medlemmerne på kirkens virke, og de på mange områder manglende strukturer på kirkens nationale plan kompenserer man for ved en række krumspring og ved kreative måder at løse problemer på.

Alligevel mener jeg, at den nye kirkeminister Mette Bock har ret i, at vi bør begynde at se på kirkens økonomi, som jo var en del af det, som førnævnte udvalgs rapport lagde op til. Det handler altså om så småt at begynde at adskille kirkens og statens økonomi. Men hvorfor nu det, når der ikke er nogen hverken politisk, økonomisk eller kirkelig krise, der tvinger os til at handle? Efter min mening er årsagen den, at det – for alle der holder af folkekirken – burde være vigtigt at udvise rettidig omhu, dvs. at tage fat på de udfordringer, som er til at få øje på i den ikke alt for fjerne fremtid.

Da jeg blev døbt i Øster Svenstrup kirke for snart 66 år siden, var omkring ved 99% af befolkningen medlem af folkekirken, i dag er det omkring 77%. Med mindre udviklingen ændrer sig, og det er der intet der tyder på, så vil medlemstallet i løbet af få årtier komme under 50%, og vi har ingen garanti for, at det ikke ville kunne ske langt hurtigere. I de allerfleste af de lande, som vi sædvanligvis sammenligner os med, er man i fuld gang med at løsne båndene mellem stat og kirke bl.a. i forlængelse af sekulariseringens indvirkning; og sandsynligheden taler for, at denne tendens også vil ramme Danmark før eller siden er meget stor.

Hvis det er meget sandsynligt, at der inden for en overskuelig tid vil ske det, at båndene mellem stat og kirke også i Danmark vil blive løsnet, og at der måske ligefrem vil ske en adskillelse af stat og kirke, så ville det være et udtryk for en uklog strudsepolitik at lade som ingenting og vente med at begynde at forholde sig til udfordringerne, til det tidspunkt, hvor vi står midt i en måske kaotisk proces. Hvis et flertal i folketinget om nogle år pludselig beslutter sig for at løsne båndene mellem stat og kirke, fx i forbindelse med en grundlovsændring foranlediget af en anden sag, kunne det sende folkekirken ud i en uoverskuelig krise – hvis ikke vi i forvejen var begyndt at forberede os på den situation.
Det ville derimod være et udtryk for rettidig omhu, at vi ganske langsomt begyndte at vænne kirken til på enkelte afgrænsede nationale områder at stå på egne ben og også på disse områder at træffe egne beslutninger.

Når vi næste år sætter fokus på Luther og reformationen, kunne vi måske også besinde os på, om den danske kirkeordning er en central del af reformationens arvegods, som vi for enhver pris må bevare, eller om det hører med til reformationens forståelse af ”ecclesia semper reformanda est”, at også vor kirkeordning løbende må reformeres i lyset af vor forståelse af evangeliet og den kontekst, som evangeliet skal forkyndes ind i.

Christiansfeld, tirsdag, den 6. december 2016
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: