”Pro loco et tempore” – præster i den lutherske kirke i Tyskland

Det, som jeg i det følgende vil fortælle om, vil nogen måske sige er ”løgn og latin”. Det er ganske vist latin, men løgn er det ikke. I vor evangelisk-lutherske kirke, som på mange måder står i gæld til den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland, har vi dybest set kun én slags præster, nemlig alle dem, som er ordineret til præstegerningen i vor kirke. Om de så er kirkebogsførende eller ej, om de er sognepræster eller studenterpræster, om de er almindelige præster, provster eller biskopper. Alle har de den sammen i tid og sted ubegrænsede ret til at forkynde ordet og forvalte sakramenterne.

I denne uge mødte jeg imidlertid Peter på en konsultation om ”Migration og Ekklesiologi” i København. Peter, der er præst i den tyske-evangeliske kirke, nærmere bestemt i Hamburg, er præst og kan som sådan forkynde ordet og forvalte sakramenterne, men – og her kommer latinen ind i billedet – has autorisation er ”pro loco et tempore”. Det vil sige, at han af den biskop, som har indsat ham, kun er bemyndiget til offentligt at forkynde ordet og forvalte sakramenterne inden for et bestemt område og for en bestemt tid. En sådan præst er ”Ordnungsgemäss Berufen” (som er titlen på det dokument, hvor den teologiske legitimering for ordningen findes, se også ”Fragen und Antworten”), men i modsætning til de ørige præster, hvis tjeneste ikke på denne måde er begrænset, så bliver en sådan præst ikke ordineret, men kun indsat

Peter er oprindelig født i Sierra Leone, men opvokset som katolik i Liberia, hvor han også fik en teologisk uddannelse på et katolsk præsteseminarium. Peter kom til Tyskland, forlod den katolske kirke og var med til i 1997 at grundlægge en ikke-konfessionel afrikansk migrantmenighed i Berlin, som han også blev præst for. I 2012 blev Peter ansat som leder af ”Afrikanisches Zentrum Borgfelde” af den evangelisk-lutherske kirke i Hamburg. Og i den forbindelse indsat af biskoppen som luthersk præst ”pro loco et tempore” – uden at have opfylde de formelle uddannelsesmæssige krav, som i øvrigt gælder for præster i kirken.

Peter er ikke tjenestemand, som de øvrige præster er, men få samme løn, og er lige som de øvrige præster under biskoppeligt tilsyn. Der findes i den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland også ”pro loco et tempore”-præster, der ikke er lønnede, men som udøver en frivillig præstetjeneste, de såkaldte ”Ehrenamtliche Prädikanten und Prädikantinnen”, der også kan forestå offentlig forkyndelse og sakramentsforvaltning.

Lige siden 1985 har den evangelisk-lutherske kirke i Hamborg haft et arbejdet rettet mod afrikanske migranter i byen med henblik på at yde sjælesorg og omsorg og etablere kirkelige fællesskaber blandt de mange tusinde afrikanske migranter i Hamburg. Peters opgave er derfor at være præst for disse afrikanske migranter og at være et bindeled mellem migrantmenigheden og den evangelisk-lutherske Landeskirche i Hamburg.

Det er altså ganske vist, at det er muligt i en luthersk kirke at indføre en særlig præstekategori, hvis bemyndigelse er begrænset ”pro loco et tempore”, for at imødekomme særlige behov i og omkring kirken – i dette tilfælde i forbindelse med immigration – uden at give køb på kirkens lutherske teologi.

At disse præster – grundet særlige kontekstuelle forhold – får en tjeneste, der er begrænset ”pro loco et tempore”, ændrer ikke på, at de lige som alle andre præster er ”ordnungsgemäss berufen”.

”Ordnung muss sein!” Det gælder bestemt også i en tysk lutherske kirke, og det gælder også i en dansk luthersk kirke. Men denne orden – denne kirkeorden – er ikke faldet ned fra himlen og eviggyldig – men må hele tiden justeres efter konteksten, sådan at ordenen fremmer evangeliets frie løb. Et bibelsk eksempel på det er, finder vi allerede i urkirken. I kap 7 i Apostlenenes Gerninger læser vi om det problem, der opstod mellem hellenisterne og hebræerne i forbindelse med den daglige uddeling af mad til enkerne. Her indførte disciplene lige på stedet en ny kirkeordning med indsættelsen af syv diakoner til at løse denne opgave – således at evangeliets frie løb ikke blev hæmmet af denne konflikt.

I den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland ændrede de på kirkeordningen for bl.a. at kunne tage de udfordringer op, som migrationen stillede kirken overfor. Måske bliver vi nu også nødt til i folkekirken at tilpasse kirkeordningen, hvis vi også vil være kirke for og sammen med migranterne. Det er imidlertid ikke nogen helt enestående situation i folkekirkens historie. I anden halvdel af det 19. Århundrede blev der gennemført en lang række ændringer i kirkeordningen som en respons på de udfordringer, som vækkelsesbevægelserne førte med sig. De mange frihedsordninger, som den gang blev indført i folkekirken, var i høj grad med til at fremme folkekirkens rummelighed. I dag har vi også brug for at udvikle kirkens rummelighed, så kan byde så mange af de flere hundrede tusinde kristne indvandrere velkommen, som har lyst til at være med i folkekirkens fællesskab.

København, lørdag, den 10. december 2016
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: