Danskernes tro – og politik – gennem 1000 år

Peter Lodberg, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet, har i det forgangne år på Kristeligt Dagblads forlag udgivet bogen ”Danskernes tro gennem 1000 år”. Bogen er et udtryk for gedigen folkeoplysning, hvor læseren føres gennem troens landskaber i seks meget spændende kapitler: ”Vikingetid”, ”Middelalder”, ”Reformationen”, ”Efter reformationen”, ”Folkestyrets tid” og ”Moderne tid”.

Det, der især har slået mig, ved gennemlæsningen af bogen er, temaerne ”religion og politik” og ”stat og kirke”. I bogens sidste kapitel om den ”Moderne tid” skriver Lodberg om situationen i 60’erne og fremefter, at forståelsen hos mange er den, at ”Religion er en privatsag og ikke et samfundsanliggende”, og at ”Folkekirken trækker sig tilbage til privatsfæren” (s. 244f). Kort sagt, at der i det danske samfund er ”en klar adskillelse af kristendom og politik” (s. 248).

Om kristendom og politik i 60erne og fremefter – og i dag – er klart adskilt, er et spørgsmål, jeg vil vende tilbage til, men bogen indeholder i øvrigt en meget tankevækkende beskrivelse af, hvordan religion og politik, stat og kirke, igennem 1000 år IKKE var klart adskilte, men interagerede på mangfoldige måder, og var indviklet i hinanden på mange komplicerede måder.

Kristendommens indførelse for 1000 år siden skyldes kongens direkte indgreb, og kristendommen blev den legitimerende ”ideologi” for kongeriget og kongemagten. Kirken var samtidig i flere hundrede år en politisk magtfaktor, der spillede en helt afgørende rolle for den politiske udvikling i Danmark.

Reformationens gennemførelse for 500 år siden skyldes også kongens direkte indgreb, og indgrebet var så indgribende, at kongen overtog kirken og blev dens leder, og kirken blev en integreret del af statsapparatet.

Også i tiden efter reformationen engagerede kongerne sig kraftigt i kongerigets religion. Et eksempel på det er, at konfirmationen, som i pietismens tid blev indført i 1736, blev ”en forudsætning for at kunne få del i de borgerlige rettigheder, der var nødvendige for at kunne blive et fuldbyrdet medlem af samfundslivet” (s. 156).

Junigrundloven fra 1849, der indførte religionsfrihed, så fx baptist-prædikanter slap for fængselsstraf, og baptisternes børn ikke blev tvangsdøbt, indebar imidlertid på ingen måde, at der blev indført en klar adskillelse mellem politik og religion, stat og kirke. Grundlovens løfteparagraffer på dette område er aldrig blevet indfriet, og det betød bl.a., at folkekirken, som den evangelisk-lutherske kirke i Danmark nu blev kaldt, blev styret af politikerne, dvs. folketing og minister.

Men indebærer den sekularisering, som for alvor tog fart i 60’erne ikke, at vi bevæger os i retning af en mere og mere klar adskillelse mellem politik og religion. Er religion ikke ved at blive en privatsag, som snart vil ophøre med at spille en rolle i det offentlige rum, i politik? En af underoverskrifterne i det sidste kapitel om den ”Moderne tid” er karakteristisk nok”Troen er løs”. Religion – og en mangfoldighed af religioner – spiller nu en vigtig rolle i det politiske liv. Således skriver Lodberg bl.a., at ”Tendensen går i retning af, at staten vil have mere kontrol med, hvad der sker på trossamfundenes område. Det gælder ikke kun, hvad trossamfundenes ledere gør, men også hvad de siger”, Og ”Den religiøse mangfoldighed i Danmark kalder på mere statslig styring” (s. 263f). Det seneste eksempel på at politikerne i deres argumentation rækker ud efter religionen finder vi i den nye trekantsregering, hvor udsagnet ”Danmark er et kristent land” indgår i det politiske regeringsgrundlag. Tilsvarende er der også mange eksempler på, at man fra religiøst eller kirkeligt hold i den offentlige debat om politiske spørgsmål med religiøse/kristelige argumenter.

Religionen er i de senere år begyndt at spille en større og større rolle i Danmark og talen om en klar adskillelse mellem politik og religion bliver mere og mere meningsløs. Meget taler for, at den meget sekulære og måske sekularistiske periode i perioden efter 1960, vil vise sig at have været en parentes i Danmarkshistorien, når de gælder tro og politik. Det betyder ikke, at vi vender tilbage til situationen før sekulariseringen, men vi er måske i det, bl.a. Jürgen Habermas har kaldt det post-sekulære samfund. På en og samme tid foregår der en sekularisering og en re-sakralisering, idet religionen vender tilbage til det offentlige rum som en kilde til social kapital og informerer den nye søgen efter værdier, og der ikke længere er skarpe grænser mellem det sekulære og det religiøse.

Peter Lodberg indleder sit forord med at sige, at ”Tro sætter sine spor”. Og videre, at ”Troen er eg grundmenneskeligt fænomen. Den er kommet for at blive.” Og så tilføjer han, at ”Det er langt fra sikkert, at troen i fremtiden vil se ud som den gør i dag”. Ja, troen har sat sine spor i det danske samfund, også i politik, men politikken har også sat sine spor i danskernes tro.

Jeg kan kun meget stærkt anbefale Peter Lodbergs bog for dem, der er ønsker at blive klogere på ”Danskernes tro gennem 1000 år”, og dermed også på danskernes tro og politik i dag.

Christiansfeld, tirsdag, den 3. Januar 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. services products examined
  2. instagram support

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: