”Hvorfor ødelægger I vore gode gamle sange?”

De var der alle sammen. Efterlønsparret fra Tåstrup i danskernes nationaldragt, joggingdragten. Evighedsstudenten fra Vesterbro. Livsstilseksperten fra Tisvilde. Svineavleren fra Nr. Nebel. Miss Danmark fra 1998. Julemanden fra Bilka. Lokalpolitikeren fra Hirtshals sammen med hans døde mor. Renovationsarbejderen fra Middelfart. Og så – nede i parterre, hvor vi sad, en ikonisk TV-journalist og en kanonisk minister. Vi var der alle sammen i Skuespilhuset. Hele det danske folk.

Symbolerne på en af de kanoniserede danske værdier, hygge, var der. Talrige sofaer, med kaffe og øl. Men handlingen i skuespillet var ikke i udgangspunktet spor hyggeligt. Danmark var blevet ramt af en katastrofal epidemi, ”den danske syge”, som sendte mange på flugt og kostede næsten alle andre livet. Tilbage var kun en håndfuld danskere. Hvordan skulle resterne af de danske folk komme videre.

Det, der bringer handlingen, som egentlig er ret underordnet, videre, og danskerne ud af deres krise, er ”Højskolesangbogen”, som også er titlen på denne teaterkoncert. Og så får vi alle mulige højskolesange i alt 36 – inkl. nogle sange, som måske skulle med i næste udgave af den lille blå bog, der siden 1894 har opsamlet den folkelige danske sangskat. Det går over stok og sten. Fra Jakob Knudsens ”Se nu stiger solen” til Benny Andersens ”Se hvilken morgenstund” med mange gange kaffe. Vi er med ”I mormors kolonihavehus” og står sammen side om side i Re-sep-ten, ”Vi er røde, vi er hvide”. Det er bestemt ikke en almindelig højskoleaften med fællessang i forsamlingshuset – selvom vi også får mulighed for at synge med på et par af sangene – for de dygtige musikere og sangere gør ting og sager ved melodierne og teksterne sættes ind i helt nye sammenhænge.

”Den danske sang er en ung blond pige” sang skuespillerne, men hvordan er det da de behandler denne uskyldige pige, tænker nogen. Netop, for i slutningen af første akt, er der pludselig en dame bagest i salen, som råber op. ”Hvorfor ødelægger i vore gode gamle sange?” Det må være aftalt spil, tænker jeg. Men efter pausen kommer vor TV-journalist tilbage og deler resultatet af sin research. Det var ikke med i manuskriptet, og den højtråbende dame med ledsager var diskret blevet eskorteret ud af salen. Men tilråbet slog ikke skuespillerne ud. Svineavleren fra Nr. Nebel sad på scenekanten og sang som svar til damen, at ”Vi elsker vort land”. Teaterkoncerten ”Højskolesangbogen” ødelægger ikke vore gode gamle danske sange, men tværtimod bruger dem på nye måder, og viser, at de er slidstærke og tåler at blive givet videre til næste generation.

I en tid, hvor der diskuteres op ad stolper og ned ad døre, hvad der er danskhed, danske værdier, hvem der er danske, og hvem der hører til det danske folk, er det befriende at lade teorierne og argumenterne ligge og i stedet at overgive sig til de danske sange. I en dansk sammenhæng tror jeg, at det gælder, at kristendommen især er blevet sunget ind i vore hjerter, og når vi skal sætte ord på vor tro, må vi ofte ty til en salmelinje. Måske gælder det også for vor danskhed, at den i høj grad skal synges ind i vore hjerter, og når skal sætte ord på, hvad danskhed er, så skulle vi måske – i stedet for at sætte det på en rationel formel – bryde ud i sang.

København, fredag, den 6. Januar 2017
Mogens S. Mogensen
 

 

 

 

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: