Organisationsmodeller for kirkelige organisationer i udviklingsarbejde (Religion og udvikling i Uganda 1)

I disse år begynder politikere og udviklingseksperter i højere og højere grad at anerkende religionens mulige positive betydning i udviklingsarbejde. Og det er naturligvis glædeligt. Men historisk set udsprang udviklingsarbejdet af missionsselskabernes missionsarbejde for over 100 år siden. De første missionærer og dem der fulgte efter nøjedes ikke at forkynde evangeliet og danne menigheder, men som en integreret del af dette i snæver forstand kirkelige arbejde engagerede de sig i en række opgaver, som vi i dag vil betragte som udviklingsopgaver. Det gælder etableringen af skoler og hospitaler, udvikling af landbrug m.m.

Mine personlige erfaringer på dette område stammer i sær fra Vestafrika, bl.a. fra 10 år som missionær i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, udsendt af Sudanmissionen (i dag kaldet Mission Afrika), og fra arbejdet som generalsekretær i samme selskab, samt i Dansk Missionsråd. I denne uge har jeg haft fornøjelsen af at besøge en række af Folkekirkens Nødhjælps projekter i Uganda.

Det billede, der tegner sig for mig, af den måde religion og udvikling har spillet sammen rent organisatorisk, ser sådan ud.

  1. Missionsselskabsmodellen: Et missionsselskab etablerer sig i et område og sætter sin egen organisation op, som danner menigheder og en kirkeorganisation, og som engagerer sig i uddannelse og sundhed mv. og grundlægger og driver skoler og hospitaler mv. Da der i dag er selvstændige kirker de fleste steder i verden, afløses denne model for de fleste missionsselskabers vedkommen af model 2.
  2. Kirkepartnerskabsmodellen: Den selvstændige lokale kirke overtager ansvaret for alt arbejdet, både det kirkelige og det diakonale/udviklingsmæssige, og missionsselskabet og som kirkens partner støtter missionsselskabet kirkens kirkelige og diakoni og udviklingsarbejde og er med til at kompetence udvikle medarbejdere i kirken.

Når kristne nødhjælps- og udviklingsorganisationer kommer ind i billedet, som det er sket i anden halvdel af det 20.århundrede og fremefter, kan der identificeres tre andre modeller. Hovedforskellen vil typisk være, at mens missionsselskabers partnerskaber med kirker har en meget lang løbetid, og måske aldrig ophører, arbejder kristne nødhjælps/udviklingsorganisationer oftest med tidsbegrænsede projekter og dermed også med partnerskaber med kristne (og undertiden også andre) partnere, der er af kortere varighed.

  1. Selvimplementeringsmodellen: Denne model minder om missionsselskabsmodellen, men har ikke til formål at danne kirke, men kun at arbejde på nødhjælps og udviklingsmål. En nødhjælps- og/eller udviklingsorganisation sætter sin egen organisation op og løser opgaven. Ofte vil målet være at inddrage lokale NGO’er i arbejdet og at være med til at kompetenceopbygge dem, så de kan føre arbejdet videre når nødhjælps-/udviklingsorganisationens projekt udløber. Denne model anvender Folkekirkens Nødhjælp for øjeblikket i flygtningearbejdet i Bidibidi i det nordvestlige Uganda (læs mere om flygtninge arbejdet i Bidibidi i det senere blog-indlæg).
  2. Medimplementeringsmodellen: I denne model arbejder nødhjælps-/udviklingsorganisationen nært sammen med en NGO om i fællesskab at implementere et projekt, således at nødhjælps-/udviklingsorganisationen selv sender medarbejdere til sammen med NGOens medarbejdere at igangsætte og udvikle arbejdet. Undertiden opstår denne model i forlængelse af selvimplementeringsmodellen, og ofte med det perspektiv på længere sigt at nå frem til den næste model.
  3. NGO-partner-implementeringsmodel: I denne model minder  knytter man til ved en i forvejen eksisterende (oftest) kirkelig NGO. Nødhjælps-/udviklingsorganisationen finansierer projektet og er med til at kapacitetsopbygge partner-NGO’en og til at udvikle og monitorere projektet gennem medarbejdere, som arbejder med i projektet. Et vigtigt mål for mange af disse projekter er at kapacitetsopbygge den gruppe af mennesker, som projektet retter sig mod. Denne model anvender Folkekirkens Nødhjælp de fleste steder, fx samarbejdet med den katolske udviklingsNGO, C&D, i den fattigste region af Uganda, nemlig Karamajo, i den nordøstlige del af Uganda, om et projekt om ”Food security and Community-Managed Disaster Risk Reduction” for fattige kvægavlere, der bla. lærer at dyrke grøntsager og at etablere en opsparingsforening for landsbyen (læs mere om fødevaresikkerhed i Karamoja i senere blogindlæg).

Når en nødhjælps-/udviklingsorganisation går videre og inddrager interreligiøse partnere, får vi endnu en model. Det sker ofte, når man i projekter står over for opgaver, som kun eller bedst kan løses med inddragelse af alle religiøse grupper.

  1. Den interreligiøse implementeringsmodel: Denne model er egentlig en særlig udgave af model 5, for også her arbejder den nødhjælps-/udviklingsorganisationen gennem on lokal kirkelig NGO, men målet er her at etablere eller udvikle interreligiøse NGO’er og kompetenceudvikle dem til at adressere udfordringer, som hele samfundet på tværs af kirkelige og religiøse skel oplever. Folkekirkens nødhjælp arbejder i regionen Teso lige syd for Karamajo sammen med den katolske NGO, SOCADIDO, om at bringe katolske, anglikanske, pentekostale/evangelikale og muslimske ledere sammen om at forholde sig til de alvorlige udfordringer som klimaforandringerne fører med sig. I en lang række områder er der etableret er der etableret ”Religious Leaders Advocacy Groups on Climate Change” (læs mere om det interreligiøse samarbejde et senere blogindlæg).

Får år tilbage var mange sekulariseringseksperter overbevist om, at religionerne ville om ikke forsvinde så i det mindste blive til marginale fænomener, efterhånden som udvikling og oplysning skred frem. De samme eksperter – og andre med dem – konstaterer i dag – at det er gået anderledes. Alt tyder på at religion er et fænomen, der om man så må siger ”er kommet for at blive” og at det er en faktor, der må tænkes med i nødhjælps- og udviklingsprogrammer. Sådan som det også sker, men på mange forskellige måder, og ud fra forskellige modeller som beskrevet ovenfor.

Arua, Uganda, fredag, den 3. februar 2017
Mogens S. Mogensen

 

 

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: