Interreligiøst samarbejde om udvikling (Religion og udvikling i Uganda – 4)

Er religionerne en del af problemet eller en del af løsningen, når det gælder et samfunds udvikling?  Har religiøse institutioner og leder potentiale til at fremme udvikling? Flere steder i Uganda er man nået frem til den konklusion, at trossamfundene har et potentiale til at fremme udvikling af de samfund, som de er en del af, og at det ville være hensigtsmæssigt at samarbejde med religiøse ledere i udviklingsprojekter.

Når man kommer langt væk fra de store byer, så er der ikke noget stærkt civilsamfund i Uganda, og her udgør kirker og moskéer oftest de vigtigste civilsamfundsaktører. Og i modsætning til de øvrige civilsamfundsorganisationer, som der trods alt måtte være, så har kirker og moskéer en lang historik og en stærk forankring i lokalsamfundet. Ikke uvæsentligt er det heller ikke, at man her er vant til at arbejde frivilligt og uden betaling. Dertil kommer, at religiøse ledere ugentlig samler store mange mennesker i landsbyer, ofte nyder stor tillid i lokalsamfundet og derfor også vil være i stand til at mobilisere befolkningen.

Et eksempel på det er MONALIP, Moroto and Napak Religious Leaders Initiative for Peace i det nordøstlige Uganda. Allerede i 2003 begyndte katolske, anglikanske, pentekostale og muslimske ledere at arbejde sammen for sammen med regeringen at bringe en meget blodig konflikt mellem nogle af distrikterne til ophør. Dette løse konsortium af religiøse ledere forsatte med at mødes efter fredsslutningen i 2010, og i 2012 begyndte Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med en katolsk NGO at hjælpe med at udvikle konsortiet, så det blev mere stabilt og operationsdygtigt. Hele samfundet – på tværs af religiøst tilhørsforhold – led under, at myndighederne ikke løste deres opgaver godt nok, når det gjaldt fx uddannelse, sundhed, infrastruktur osv.

Der blev derfor udviklet en stor gruppe af ”Community Based Monitors”, bestående af kvinder og mænd, unge og gamle, inkl. folk med handicaps og HIV/AIDS, folk fra mange forskellige landsbyer og folk fra alle de religiøse grupper. De fik en basal træning i, at monitorere myndighedernes arbejde – fx om den entreprenør, som havde fået penge fra lokalregeringen til at bygge en skole, også virkelig fik bygget skolen og fik udført arbejdet solidt og godt. Hver landsby skulle træffe beslutning om, hvad de ville prioritere at få monitoreret, og landsbyens ”monitors” skulle så rapportere tilbage til landsbyen, der derefter traf beslutning om, hvad der videre skulle ske, typisk at man sendte rapporten til lokalregeringen og tog en drøftelse med den. I begyndelsen var myndighederne meget kritiske overfor programmet, og betragtede det som en fjendtlig indblanding i deres arbejde, men – som det fremgik, da vi også mødte repræsentanter for myndighederne – efterhånden blev der etableret et meget konstruktivt samarbejde om i fællesskab at sørge for, at udvikle deres samfund.

Et andet eksempel er ”Religious Leaders’ Advocay Group on Climate Change”, som vi mødte i landsbyen Ngora uden for Soroti, hvor katolske, anglikansk, pentekostale og muslimske ledere var samlet under et skyggefuldt mangotræ uden for byens moské. Som navnet antyder var den fælles udfordring, som alle var interesseret i at adressere i fællesskab på tværs af religiøs grænser, de udfordringer, som klimaforandringerne havde ført med sig. De drøftede fx behovet for at få indført og håndhævet et forbud mod at bosætte sig i nogle vigtige vådområder uden for byen, begrænsning af fældning af træer og nyplantning af træer. En lang række af sådanne grupper var blevet etableret i området.

Tidligere levede hver religiøs gruppe sit adskilte liv, og der var undertiden også mistænksomhed over for hinanden, men etableringen af denne gruppe og fokuseringen på de fælles udfordringer havde bragt de religiøse ledere og deres menigheder tættere sammen, så de har fået større tillid til hinanden. Og de var ikke i tvivl om, at denne platform også vil kunne bruges til at adressere mange andre udfordringer end klimaforandringerne.

Sådanne gruppe opstår ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for at bringe lederne sammen, for at organisere fællesskabet og for at opbygge deres kompetencer til at adressere udfordringerne. Det arbejde er blevet udført af en katolsk NGO støttet af og i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.

Mødet, som vi fik lov til at deltage i, blev indledt med en muslimsk bøn, idet et medlem af bestyrelsen for den lokale moské læste på arabisk al-Fatiha, Sura 1 i koranen, en af mødelederne var fra en pinsekirke, og mødet blev afsluttet med en bøn fra en katolsk præst. Inden vi alle, både ugandere og danskere, kristne og muslimer, satte os til bordet i et nærliggende cafeteria og nød et lækkert måltid ugandisk mad sammen.

København, lørdag, den 4. februar 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: