Refleksion: Om at finde vej

Somme tider støder jeg på et ord på et andet sprog for et bestemt fænomen, som jeg kan genkende. Men det kan være svært at finde et ord på dansk for det, og hvis man på sit eget sprog ikke har et begreb om noget, så kan man vanskeligt begribe det og holde fast i det, og så forsvinder det let mellem hænderne på en.

Sådan har jeg haft det med ordet ”discernment”, der optræder i engelsk litteratur om kristen spiritualitet og i en række andre sammenhænge. I bogen ”The Way of Discernment: Spritual Practices for Decision Making” (2008) skriver forfatteren Elizabeth Liebert, at ”discernment” er en vigtig kristen praksis i dag, når vi står over for spørgsmålet: ”How are we to live our lives thoughtfully and faithfully in the midst of all the forces, options, and decisions that characterize modern life”. If. Liebert handler ”Discernment” egentlig ikke om at vælge mellem godt og ondt (det kalder hun ”moral descionsmaking”) men om ”distinguishing between goods, and choosing the better”.

Mens jeg læste det, og hendes næste bog ”The Soul of Discernment. A spiritual Practice for Communities and Institutions” (2015), slog det mig, at det , som ”discernment” både individuelt og kollektivt handler om, på dansk kunne hedde ”at finde vej”. Det er meget let at blive forvirret – og måske ligefrem føle, at man farer vild – i en verden fyldt med muligheder og dilemmaer, men konteksten for en kristen tale om ”at finde vej” er, at Gud i sin kærlighed har fundet vej til os, og at vi aldrig kan forvilde os ud af Guds kærlighed igen. Lige som det ”at blive fundet af Gud” er en gave, sådan er vi også når det gælder om ”at finde vej” afhængige af Guds nåde. Men Gud fjernstyrer os ikke, og vi må selv træffe en række vanskelige valg.

Liebert giver sine bud på, hvad der kan hjælpe os til ”at finde vej” både som enkeltpersoner, i familier, grupper, foreninger, kirker og institutioner. For det første peger hun på behovet for at skabe rum for stilhed. Netop i en tid med ustandselig kommunikation er der et særligt behov for at øve os i at være helt stille, og lytte til, hvad Guds Ånd måtte minde os om.

Liebert understreger også betydningen af, at deltagerne i en gruppe, der skal søge ”at finde vej” sammen, må lære hinanden godt at kende og være åbne over for hinanden. Vi må lytte opmærksomt til dele af hinandens livshistorie og troshistorie, i forventningen om, at der er noget at lære fra hver enkelt, og at Gud ligefrem kan tale til os gennem vore medmennesker. Her skelner forfatteren mellem to typer samtaler, nemlig diskussionen og dialogen. Diskussion er, når man i analysen og dissekeringen af et fælles emner udveksler argumenter i et forsøg på at overbevise den anden og dermed vinde diskussionen. Forfatteren mener, at når det drejer sig om ”at finde vej” sammen, så er dialogen meget vigtigere, dialogen, hvor formålet ikke er at vinde over den anden, men sammen at deltage i udforskningen af et emne som et lærende fællesskab.

Helt afgørende for i fællesskab ”at finde vej” er at gruppens medlemmer udvikler deres kommunikationsevner. Liebert taler om en slags dyb lytten, som hun kalder ”contemplative listening”, hvor det bl.a. handler om ”hearing one anbother into speech”. Det forudsætter plads til stilhed, fuld opmærksomhed over for den, der taler, og uden afbrydelser. Det forudsætter desuden en åbenhed, hvor holder sine egne ønsker og meninger i en åben hånd og er parat til at lade den indsigt, som måtte dukke op i gruppen, ændre ens perspektiv. Liebert peger endvidere på, at en ”appreciative inquiry”-tilgang kan hjælpe gruppen med ”at finde vej”. ”Put theologically, Appreciative Inquiry’s orientation reminds us to keep searching for signs of how God is already at work in the structure, gracing it and helping it live into its vocation”.

Det kan naturligvis ikke undgås, at der i en gruppes fælles bestræbelser på ”at finde vej” opstår konflikter, som må løses. I sig selv behøver konflikter ikke at være destruktive, men kan åbne for nye perspektiver, hvis de håndteres fornuftigt. Helt afgørende er det, at gruppen helt fra begyndelsen identificerer det grundlag, som gruppen er fælles om, og som altid vil være med til at relativere og de konkrete konflikter og sætte dem i perspektiv.

Vi kan naturligvis vælge træffe beslutninger sammen i familien, gruppen, foreningen, kirken eller institutionen ved at tage en rask diskussion om det dilemma, vi står i, og så skride til en demokratisk afstemning og derefter føre beslutningen ud i livet. Det er der ikke noget forkert i, men måske ville vi som kollektiv opleve støre glæde og også opnå bedre resultater ved at tage os tid til prøve ”at finde vej” sammen.

Christiansfeld, lørdag, den 18. februar 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: